Det er det, der står på nummerpladerne i den nord-østlige del af Australien; "Queensland - The Sunshine State". Jeg ved det, for jeg er netop kommet tilbage til Melbournes 13 graders midtvinter efter en uges tid deroppe. Og den er god nok.
Der er godt nok ikke meget mere end 22-23 grader i solskindslandet, men solen er kraftig og på de stille dage giver begrebet vinter faktisk ikke nogen mening for en europæer overhovedet. Goddag fregner!
Oprindeligt havde jeg jo planlagt en langt større tur deroppe end den ene uge jeg endte med at være afsted, men alt i alt er det hele gået meget godt op. Udover et par halve dage i hovedstaden Brisbane (hvis to mest seværdige turistattraktioner angiveligt er en koala-temapark hhv. Steve Irvins "Australian Zoo" 20 kilometer uden for selve byen) tog jeg fem timers kørsel nordpå for at se hvaler, dingoer, regnvandssøer og masser af klitter på verdens største sandø Fraser Island, der ligger ud for Hervey Bay.
Nå, Fraser Island er en lang historie der skal gøres omhyggeligt kort, og som kræver et par velvalgte billeder, så jeg holder for i dag og får noget tiltrængt søvn, og skriver lidt om det imorgen.
Og så er turen desuden ved at være slut. For dem, der ikke ved det, så rejser jeg hjem fra Melbourne på fredag og lander i Hamborg lørdag formiddag. Derfra bliver resten af de australske rejsemider formidlet live til hvem der nu måtte have lyst til at lytte, og det betyder i princippet død over bloggen her om små tre dages tid.
Eneste undtagelse er mange flere af de skilte, som jeg har fotograferet rundt omkring, og som jeg vil bruge en uges tid på at lægge ind på at vise på bloggen her for dem, der synes at det er skægt. (Jeg gør, som I nok kan forstå..)
tirsdag den 14. juli 2009
onsdag den 8. juli 2009
Dagens skilt; the most correct scale in the world!
Jeg synes bare, at det her skilt lover lidt mere, end det kan holde. Ligner det virkelig verdens mest præcise vægt? Er der tale om et tilbud, når mor og barn kan veje sig på samme tid (og kan man ikke det på enhver vægt?) Og hvordan kan maskinen fortælle dig om du er overvægtig eller undervægtig, når den ikke engang viser din vægt på skærmen "for added privacy"? (Er det i det hele tage ikke lige lovlig nemt at påstå at man har verdens mest præcise vægt, når resultatet er en hemmelighed?)
mandag den 6. juli 2009
Grampians i tordenvejr
Nå, så nåede jeg lige at være tre dage i Victorias største nationalpark, der ligger omkring tre timer nordvest for Melbourne. Det var lidt en streg i regningen, at jeg ikke fik besøgt parken tidligere på året, men bedre sent end aldrig. The Grampians er trods alt den anden store naturattraktion i staten - sammen med, naturligvis, The Great Ocean Road.
Ellers handler The Grampians om vilde dyr og blomster, og der er masser af kænguruer, wallabies og forskellige papagøjer på vandrestierne. Og så selvfølgelig latterfuglen, der er verdenskendt, men som faktisk kun lever vildt i Australiens skovområder. 
Imorgen går turen endelig nordpå til Queensland, så hæng på for mere rejsesnak inden længe.
Så var det bare lidt uheldigt, at vejrudsigten viste tordenvejr i tre dage.
Heldigvis havde jeg noget solidt trekking gear fra Tasmanien, og da de endelig klarede op på dag tre, var der udsigt fra toppen af en af de fem bjergkæder, som området er bygget op omkring. Jep, turisten med tasken er mig.
Imorgen går turen endelig nordpå til Queensland, så hæng på for mere rejsesnak inden længe.
torsdag den 2. juli 2009
Til alle ofre; Undskyld!
For få dage siden var jeg så helt utrolig fej og ufølsom at skrive et lettere satirisk og (lettere?) humoristisk indlæg her på bloggen om den meget berygtede og forfærdelige svine influenza. Men i mellemtiden har smittetallet nået 1400 mennesker, og indtil flere ofre er døde, og de har vistnok haft svineinfluenza, og alle sagerne har uden overraskelse vist sig at være så alvorlige, at de har udfyldt hele udgaver af de utallige nyhedsspots på channel 9, der konstant afbryder mine eftermiddagsepisoder af "Simpsons" og "Two and a half men" i op til 30 sekunder ad gangen.
Omstændighederne taget i betragtning har jeg nu indset, at hverken humor eller satire hører sig til, når man snakker om en verdensomspændende epidemi, der slår folk ihjel som var de fluer. Ja, nu er flue-analogien godt nok en gammel traver, men fluernes i forvejen korte livscyklus taget i betragtning er metaforen egentlig ganske dækkende.
Vores første offer var en mand ved navn Anthony Splatt, der døde af svineinfluenza for ti dage siden. Nej, i virkeligheden var han bare det første offer i staten Victoria, for en anden mand slog Anthony Splatt på målstregen og døde af svineinfluenza ugen før. Men han var ikke i avisen, for han var vistnok en aboriginal fra af de oprindelige stammefolk og levede i Vestern Australia og han var sikkert også alkoholiker og så handler historien jo pludselig også om uligheden og alle de massive sundhedsproblemer blandt Australiens oprindelige befolkning, der generelt er underbetalt, underuddannet og underernæret, fordi de igennem tusinder af år har udviklet et stofskifte og et fordøjelsessystem, der overhovedet ikke er vant til alt det sukker, som det praktisk talt er muligt at slippe for, hvis man køber sin mad i et moderne supermarked.
- Nå, men det er jo som sagt ikke interessant overhovedet, fordi nu døde altså Anthony Splatt, og han var heldigvis ung of uddannet og hvid og let identificerbar og tilsyneladende langt bedre til at overskue den moderne verdens tag-selv-bord af fast food, og ifølge lægen der annoncerede hans død havde han oven i købet "a range of significant underlying medical problems," hvilket jo bestemt ikke gør hans død mindre tragisk.
Lægen ville ikke gå i detajler om Hr. Splatts helbredsproblemer, men hvis i beundrer et billede at ham her, er jeg sikkert på, at I kan komme på et par forslag: http://www.theage.com.au/national/man-with-swine-flu-dies-in-victoria-20090623-cuxy.html
Nå, men tragedierne stoppede ikke her, for det næste offer var en 79-årig kvinde i langvarig behandling for knoglemarvskræft, der pludseligt og uden varsel blev berøvet resten af sit alt for korte liv, da den berygtede og forfærdelige svine influenza på få dage gjorde det af med hende hurtigere end I kan sige "forkølelse".
- Om hun blev offer for sygdommen, fordi kemoterapien systematisk havde udslettet enhver rest af hendes immunsystem, eller om hun alligevel måske mest døde af canceren meldte channel 9 desuden ikke noget videre om.
Det næste offer var en 82-årig kvinde med svagt hjerte og jo, vi er nogle, der ser et mønster nu. Og derfor er det på tide, at jeg undskylder for mine uhjertelige kommentarer, for svineinfluenzaen er en alvorlig sag, så alvorlig at avisen Herald Sun nu forsøger at skabe tryghed blandt panikken med deres velplacerede guides til at bringe familien sikkert igennem epidemien; http://www.news.com.au/heraldsun/files/fluposter2.pdf
Heldigvis er de Victorianske indbyggere stadig bange nok til at tage alle de gode råd til sig, hvorfor hele 26 procent af Australierne i en undersøgelse på internettet medgiver, at svineinfluenaen nu har ændret deres hverdag. Hvad det helt præcist indebærer angiver mediet bag undersøgelsen godt nok ikke, men mon ikke de fleste af de berørte har valgt at bekæmpe svineinfluenzaen ved at gøre som formanden for the Australian Medical Association Victorian, Dr Harry Hemley, har foreslået og taget en fridag foran fjernsynet med henvisning til lægeelitens mest sofistikerede råd i kampen mod dødsvirussen: "The important thing is, if you have a cough, please stay at home.''
Så undskyld. Men eftersom jeg er i stand til at bære min egen vægt og stadig ikke har krydset den almindelige gennemsnitlige levealder tror jeg nu alligevel, at jeg vil bruge mine kræfter på at være bange for trafikken.
Abonner på:
Opslag (Atom)