Klar - parat - bureaukrati!

Efter en uge i Australien, er jeg nu klar til at studere i Melbourne, og det siger ikke saa lidt. Jeg har valgt fag, oprettet brugernavne og udfyldt ansoegninger saa jeg ikke laengere kan huske, hvilke passwords, der hoerer til hvilket login, men saa vidt jeg selv kan overskue det vidtraekkende bureaukrati, er jeg klar. Med fag og studiekort og bopael og en nogenlunde utilsloeret bevidsthed om, hvilke busruter, der er de nemmeste. Det hele gaar loes i naeste uge, og mit skema ser saaledes ud:



Mandag 9 - 11: Environmental Politics, 11 - 13.30: Environmental Journalism



Tirsdag 9 - 11: Crisis zone, vaebnede konflikter i mellemoesten, 11 - 13: Mobile Worlds, flygtningepolitik og -teori.



Onsdag: Surfing*



Torsdag: Surfing*



Fredag: Surfing*



Loerdag: Surfing*



Soendag: Surfing*



(*Kan i saerlige tilfaelde erstattes med grillaften, kulturfestival og forlaenget weekend andetsteds, ingen af disse udelukker dog forekomsten af surfing.)



Nu er det jo foerst paa mandag, jeg starter, saa jeg kan lige naa en tre-dages tur ned ad sydkysten for at kigge paa vandfald, koalaer og klippeformationer - og for at surfe, naturligvis. Ifoelge planen kommer jeg nemlig forbi det beroemte Bells Beach, hvor Rip Curl mesterskaberne i boelgesurfing er blevet afholdt i en aarraekke.



Men jeg skal nok vaere tilbage igen paa soendag. Ama'r!

Elektroniske tabstal

Foerst brugte jeg to dage paa at faa min computer til at gaa paa universitets netvaerk - uden held. Saa brugte jeg en uge paa at faa min telefon til at virke med det australske nummer. Dernaest tog det mig flere dage at finde en omformer, saa jeg kunne oplade mit kamera. Imens blev min Ipod stjaalet af de britiske backpackere, der holdt mig vaagen med to dages uafbrudt genopfoerelse af blaa mandag.

Min elektriske tandboerste er, af uransagelige aarsager, holdt op med at fungere, min transportable harddisk fryser, naar jeg vil kopiere billeder til den og det transportable bredbaand, som jeg koebte i forgaars, viste sig at vaere ubrugeligt, fordi Elwood (igen, Melbournes taettest befolkede omraade) tilsyneladende er et saakaldt "coverage-gap".

I gaar sluttede ringen sig selv, da en ukrainsk fyr, der holder sine roomies vaagne ved hoejlydt at kradse sig selv i soevne, boejede min telefonoplader til ubrugelighed i et hjaelpeloest forsoeg paa at laane lidt streom fra min adapter.

Det eneste elektroniske udstyr jeg stadig mangler at tage i anvendelse hernede, er min diktafon. Faktisk tror jeg ikke laengere, at jeg toer...

Rapport fra det perfekte liv

Jeg maa indroemme, at jeg var i daarligt humoer i gaar morges. Efter studenterfest med en million umodne malaysiere og knap fire timers soevn befandt jeg og alle mine tasker sig i universitetes reception, hvor vi betalte knap 2000 kroner for at faa lov til at tjekke ud. Jeg havde ikke noget andet sted at bo, jeg kunne ikke finde et hostel med ledige pladser og der var ingen taxaer, der gad hente mig for enden af verden.

Humoeret var anderledes, da jeg stod op i dag. I dag sov jeg laenge, indtil jeg kravlede ud af sengen og lavede the i koekkenet her paa hostellet paa Barkly St. i St. Kilda. Efter tre timers skakspil/religionsfilosofisk diskussion med en lokal mand fra Syrien aftenen foer, var 11 timers soevn og bloedkogte aeg fra cafeen ved siden af lige hvad jeg havde brug for.

Desuden er der ikke meget jeg skal naa i dag. Om lidt skal jeg slentre ned paa Mitford St. for at hente en noegle til den helt utroligt laekre lejlighed, som jeg skal bo i, i det naeste halve aar. Bagefter slentrer jeg ned paa stranden for at drikke nogle kolde oel i sandet sammen med Rasmus, Andreas og Trine fra Koebenhavns Universitet.

Resten af dagen kan jeg bruge paa at overveje, hvor jeg vil hen og dykke i naeste uge, og hvordan jeg mon skaffer en seng.

Er det ikke utroligt, hvad livet kan naa paa kun 12 timer?

Ramt af hjemve

I dag sad jeg i toget med tre piger i 50 minutter. De snakkede alle sammen om, hvor meget de savnede deres kærester, og hvem der fik besøg hvornår ,og hvad de skulle lave.


Jeg ville ikke rigtig blande mig, men fulgte alligevel med i den entusiastiske samtale, og så var det, at det pludselig slog mig, at oddsene for at få besøg af sin motorcykel er utroligt små. Den kan jo ikke engang læse min blog...


Tusind tak til Michael, der passer godt på den i garagen hjemme i Vejle.

10/100 australianisme - used to the draught

Det kan godt være, at de er kede af al regnen oppe i Sydney, men det er svært at have ondt af dem her på den sydlige spids. Her er nemlig ingen vand. Til gengæld er der masser af æggeure, plakater, sparebrusere og kampagner for vandbesparelse. Efter tre uger i Vidtoria er det helt naturligt for mig, at et bad tager 4 minutter. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor glad min far bliver ved tanken..

Ægte, australsk cuisine

En meget vigtig del af det at rejse langt væk er at lære den lokale kultur at kende, og en meget (for mig) vigtig del af den lokale kultur er de spændende kulinariske oplevelser, som et fremmed land kan byde på. Og jeg har allerede fundet mine australske madfavoritter.

Desværre har australierne hovedsageligt arvet englændernes sørgelige madtraditioner, og det meste af resten består af andre tilflyttende nationaliteters madkundskaber, naturligvis med hovedvægt på den asiatiske. Men der er faktisk god, traditionel og rent australsk mad at komme efter, og man finder den som regel på grillen. Jeg snakker om bøffer, der ikke findes nogen andre steder end her i Australien.

Indtil videre har jeg spist kamel, marineret kænguru og emu-paddies, og jeg har nydt det hele. Mest for oplevelsens skyld, for kamelbøf smager ligesom kamellugt, kænguru er notorisk umulig at gennemstege og emu smager fuldstændig som det den er; en stor kylling.

Til gengæld er jeg helt utrolig begejstret for chips med salt og eddike og for m'n m's med mørk chokolade. Og så er der jo min favorit; Iced coffee. Så kom ikke her og påstå, at man ikke kan få kulinariske oplevelser i Australien!

Dagens skilt: trafik der rimer!

Jeg falder stadig over sjove skilte med jævne mellemrum. På west gate bridge står der for eksempel på en lygtepæl, at det er forbudt at stille sin hest her - hvilket giver rigtig god mening, fordi west gate bridge er en rigtig travl færdelsrute!

Jeg var også nødt til at gå ind i en af butikkerne på Brunswick st., ganske enkelt fordi det eneste tegn på hvad butikken solgte, var ejerens håndskrift på ruden; "Really cheap shit!" (De solgte goth-tøj og støvler, hvilket måske forklarer kundeappellen i ordvalget.)

Men mit favorit-skilt i denne uge er alligevel det venlige skilt, der minder trafikanter ved mit campus om, at de skal køre meget langsomt med et frisk lille rim. Det gør det så nemt at huske..

Social timeout - så lad dog de unge

Der kommer tidspunkter i ethvert menneskes liv, hvor man begynder at føle sig gammel. Og de tidspunkter opstår som regel altid, når man opdager, hvor meget yngre andre voksne mennesker er. Sådan et tidspunkt er jeg netop løbet ind i, og for jer, der stadig har det til gode, kan jeg fortælle, at det svier en lille smule.

Det lyder måske en anelse hult, skrevet af en fyr, der er blevet kaldt morfar siden begyndelsen af gymnasiet. Og ja, jeg har brokket mig over, at livet går for hurtigt, siden jeg var teenager. Men denne gang er den altså god nok. Jeg ER ved at blive gammel!

Imens jeg skriver blog og børster tænder, er resten af de udvekslingsstuderende på vej rundt i Melbourne, i fuld gang med pubcrawl. Jeg er egentlig ikke misundelig, for jeg er helt utrolig meget for træt til at deltage. Og jeg ville heller ikke more mig særlig meget, for gennemsnitsalderen for udvekslingsstuderende her er cirka 19 år. Og så er jeg desuden travlt optaget af at bekymre mig om mit studie, mine finanser og min bopæl hernede, så i aften bliver jeg hjemme under lysstofrøret og skriver mails og tænker svære tanker.

Og så er jeg desuden næsten sten-sikker på, at jeg er begyndt at tabe håret. Oh ak og ve.

9/100 australianism - been at the market

Det victorianske marked på Elizabeth st. er en af Melbournes klassiske traditioner. Det har været afholdt på det selv samme område siden 1800-tallet, hvilket gør det til Australiens ældste markedsplads, og der er en ganske særlig stemning omkring hele arrangementet. I

sær om onsdagen, hvor den daglige handelsplads forvandles til et night market, hvor du kan købe alt fra fodmassage til designerlamper, blive spået i tarokkort eller rådgivet efter iris-analyse.

Selvom markedet tiltrækker mange turister er det et af de steder, hvor de lokale dominerer i antal, og hvor indfødte melbournianere trasker rundt og sætter pris på sommeren.

Fingerkrydsningstid

Velkommen til det første interaktive blog-indlæg her på bloggen. I dag skal du deltage aktivt i læsningen af bloggen, ved at foretage dig følgende: Jeg vil godt bede alle læsere om at krydse jeres fingre to gange imens I læser dette indlæg. Bare rolig, instruktioner følger.

Først skal I krydse jeres fingre for, at jeg får de fag og tutorials, som jeg har prioriteret ved min indregistrering ved fakultetet idag. Fagene som sådan ligger fast, men de tilhørende tutorials bliver udbudt på mange forskellige tidspunkter, og nogle er bedre end andre.

De gode tidspunkter er på de dage, hvor jeg i forvejen har selve undervisningen. På den måde kan jeg - med det mindste held i sprøjten - ende med en undervisningsuge, hvor jeg kun har lektioner på skolen mandag og tirsdag. Hvilket efterlader onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag som oplagte ekspeditionsdage ud i det australske land. Selve fagene skal jeg nok vende tilbage til senere. Foreløbig vil jeg nøjes med at sige, at jeg vistnok bliver meget klog.

Dernæst skal I krydse fingre for, at jeg hurtigt finder et sted at bo i en af de indre, sydvestlige forstæder nær kysten. Idag fandt jeg nemlig ud af, at universitetet ikke vil tvinge mig til at betale husleje i resten af semesteret, hvis jeg flytter, selvom jeg har underskrevet en såkaldt fixed-lease kontrakt. Til gengæld vil det opkræve tredobbelt husleje i de dage, hvor jeg rent faktisk bor her. Det svarer til at bo på et hotel.

Især den sidste fingerkrydsning er vigtig for mig lige nu. Efter et par dages tvivl om, hvorvidt livet på campus havde nogle fantastiske, skjulte fordele i skuffen, faldt det hele på plads i mit hoved i dag. En masse overvejelser har gjort sig gældende (heriblandt mit skema og den formodede mængde pendlig), men især ét forhold spiller en rolle: Alle de lokale australiere vælger konsekvent at leve uden for campus. Det betyder, at langt de fleste af beboerne her enten er asiatiske udvekslingsstuderende eller nystartede australiere yngre end tyve år. Og uden et interessant, social potentiale er den eneste tilbageværende attraktion ved at bo på campus i mine øjne de smarte gass-grills, der står rundt omkring på plænerne..

..Så kryds jeres fingre. Nu!

And enter: The americans

Der er omkring 370 udvekslingsstuderende på mit universitet, der påbegynder studier sammen med mig i denne uge, og det er ganske imponerende. Direkte overraskende er det, at den næst-største nationalitetsgruppe af dem er amerikanere.

Nåh ja, Amerika er et stort land, og selvom kun 8 procent af amerikanerne ejer et pas (resten har aldrig følt trang til at rejse udenfor guds eget), er der jo mere end 350 millioner at tage af. Det er alligevel overraskende, fordi det er første gang, at jeg har mødt amerikanere på rejse i udlandet. Jeg er stødt ind i masser af tyskere, talløse (fulde) briter, en god portion hollændere, schweitzere og skandinaver samt de obligatoriske japanere og koreanere, men ikke en eneste amerikaner. (På nær hende den venlige dame i akvariet her i Melbourne, der blev ved med at flashe pingvinerne på nært hold, selvom det var forbudt. - Med blitz, altså...)

Så hvordan er de? (Amerikanerne, ikke pingvinerne.) Det er faktisk lidt vanskeligt at forklare, så her er et udpluk af en af mine samtaler med dem. Døm selv.

Push-up / Make-up beklædt pige med solid Delle udenpå lovligt stramme jeans (herefter PMD) siger:

So, where are you from?

Mig: I am from Denmark.
PMD: Oh... The one in Europe?
Mig: Well, that's pretty much the only one there is.
PMD: Really?! Oh, wow!
PMD: Does everybody in Denmark speak English?
Mig: Yeah, we pretty much have to learn it. It's compulsatory in school, and we start with the lessons in fourth grade.
PMD: Oh, wow! Awsome!
...
PMD: In school then, do you also have, like.. ..eeh, "danish" ?

I al fairness skal det nævnes, at de 150 studerende fra Malaysia knap nok kan snakke engelsk.

Forelsket i Melbourne

Jeg er ankommet til mit universitet i dag. Måske er ankommet det forkerte ord, eftersom jeg allerede var her for et par uger siden - da jeg netop var landet i Melbourne for første gang. Denne gang er det dog en helt anden oplevelse. Pa to uger har universitetet genvundet den befolkning, som de enorme bygninger, talløse restauranter og enormt sportsarealer vidnede tavst om, da hedebølgen var på sit højeste, og jeg stadig var ramt at jet-lag.

Jeg vil skrive meget mere om det fantastisk campus senere, det er jeg sikker på. For nu er det nok at fastslå, at universitetes område herude ganske enkelt har det hele, og at man skal være glad for at være her. Alligevel er jeg ked af det, for der er én ting, der mangler; Resten af Melbourne!

Herfra er der 15 min. gang, 20 min. bus og 30 min. tog til det centrale Melbourne. Og endnu længere til min elskede forstad med strandende syd for byen, med de botaniske haver, med de lokale skak-klubber og fortovscaféer, med shoppinggaderne og esplanaden og de langsomme solnedgange over is-spisende hundeluftere og vin-drikkende kærestepar på molen. Det er uden for rækkevidde.

Årh, jeg ved, hvad I tænker. I tænker, at jeg umuligt kan føle mig tilpas i en storby. Men sagen er, at Melbourne slet ikke opfører sig som en storby. Jo, den har alt, hvad man kan forlange af en by med knap 4 millioner mennesker; her tonsvis af moderne kultur, udtrykt igennem kulinaristik, igennem natur og parker, igennem shopping og arkitektur, igennem historie og mangfoldighed og alle former for bekvemmelig stordrift, der kun findes i verdens største levesteder. Men det, der gør Melbourne til en fantastisk by, er alt det, som byen mangler.

Her er ingen affald. Der er simpelthen rent, luften er klar, ingen smog. Måske er det fordi, at her ikke er nogen biler. Jeg har endnu ikke set en trafikprop eller en kø på vejen, selv ikke i de helt centrale gader. Her er ingen fattige hjemløse, ingen slum, og her er ingen trængsel på cykelstierne. Men frem for alt er her masser af plads. Alle hovedgader er overdrevent brede, beplantet med grønne træer, med fyldige fortove, med designerbænke, adskilt af åbne pladser så selv bykernen, med dens utallige højhuse skulder ved skulder, virker lys og overskuelig.

Det er som om, at hele Melbourne blev bygget på én gang efter et koncept om renlighed og albuerum - hvorefter halvdelen af byens befolkning kastede sig i havet for at gøre bedre plads til den anden halvdel. For når man står midt i en millionby og kigger på halvtomme gader, med egetræer og sporvogne, kan en eks-københavner ikke lade være med at spørge sig selv; "hvor i alverden er resten af menneskene?"

Svaret er, at Melbournes befolkning bor og lever i deres forstæder. Det er i forstæderne, de hører til, her de shopper, drikker kaffe, mødes med venner, kolleger og potentielle kærester, her de handler dagligvarer og holder weekend. Alt hvad der er nødvendigt i en by, er spredt ud, fordelt på hvert af de distrikter, som er den egentlig attraktion, sjæl og sjældenhed ved storbyen Melbourne. Midtbyen rummer de berømte parker, de spektakulære udstillinger, akvarier, arenaer og museer, men ikke storbyens daglige nødvendigheder i skærende kontrast til København, hvor alt foregår centralt, og hvor en god lejlighed er beliggende så tæt på rådhuspladsen som overhovedet muligt.

Jeg sagde farvel til Melbourne igår sammen med Claire fra England. Sammen købte vi en håndfuld øl, en ost og lidt lyst brød og chokolade og afsluttede Melbourne for denne gang ved at se udendørs biograf i Royal Botanical Gardens under klar stjernehimmel. De viste Breakfast at Tiffany's, den med Audrey Hepburn, og da vi gik i strandsandet på vej hjem til hotellet, vidste jeg, at jeg var blevet forelsket.

Nu 8/100 australier!

I forbindelse med den sidste uges oplevelser har jeg taget en hel raekke vigtige skridt paa vejen mod total australianisme;

4/100: Found the beer
Efter to uger i Australien er det endelig lykkedes mig at finde et oelmaerke, som jeg rent faktisk kan nyde uden at goere mig umage. Australsk oel er generelt noget sproejt, men bryggeriet Coopers - der er 100 procent australsk - producerer nogle ret fantastiske sparkling ale, pale ale og lager paa flaske. Jeg faldt over dem i Port Augusta, og er nu i stand til at vandre ind paa en pub, gaa direkte op til baren og bestille en " - Coopers pale, mate," uden at staa og glo paa hylderne foerst. Og uden at koebe koebe importeret oel, hvilket er et tydeligt tegn paa turistmentalitet.

5/100: Bumped into the kangaroo
Paa mine hikes i det sydlige Australien lykkedes det mig flere gange at gaa rundt i bjergene for mig selv, hvilket viste sig at vaere en rigtig god ide. For saa staar man pludselig ansigt til ansigt med de vildtlevende kaenguruer, som man kun faar lov til at kigge naermere paa, hvis man ikke foelges med 15 hysterisk blitzende, solskoldede, dehydrerende nordeuropaeiske turister.

6/100: Getting used to the heat
I begyndelsen var det uudholdeligt med den presserende varme, men her den anden dag faldt temperaturen en smule, og det begyndte at blive en smule koldt. Til sidst fik jeg gaasehud og besluttede mig for tage en sweater paa. Det var jo kun 28 grader.

7/100: One with the highway
Australien er et stort land, og den australske mentalitet baerer praeg af det. Australierne koerer gerne bil i to-tre timer for at komme ud til stranden og hygge sig - hvilket virker helt naturligt. Men naar man taenker over det svarer det til at bo i Jylland og koere til Bellevue i Koebenhavn for at spise en is. En af de lokale forklarede det til mig med ordene" Everything here is distance". Og meget mere simpelt kan det vel ikke siges. Alligevel skal man opleve distancerne for at forstaa dem ordentligt. Efter 3500 km paa australsk hovedvej er jeg nu automatisk begyndt at hilse paa de modkoerende, samtidig med at jeg har faaet min venstre arm ved sideruden ekstra solbraendt.

8/100: Got the language right
Australien er i sandhed et multikulturelt land, Melbourne bidrager i saerdeleshed til den tilstand, og langt den stoerste del af tilflytterne her er briter, fordi de alle taler engelsk og deler en stor del af den moderne kulturhistorie med hinanden. Briterne fra London-omraadet, som jeg moeder tror, at jeg er fra det nordlige Englang. Englaenderne fra det nordlige england tror, at jeg er fra Australien. Og Australierne tror, at jeg er fra et eller andet sted i Storbrittanien. Ingen af den tror, at jeg er en turist fra Danmark. (HURRA!) Det hjaelper, naar man inkorporerer ord som "bludging" og "nippy" i sit ordforraad. Og husker at sige "no worries" hele tiden.

Endelig Adelaide

De sidste par dage af ture brugte vi i omraadet omkring klippeformationerne kendt som The Flinders Ranges, der boed paa nogle gode hikes og fantastisk udsigt. I takt med at vi bevaegede os laengere og laengere mod syd - 3500 km ved turens ende - forvandlede omraadet sig langsomt til et mere og mere frugtbart landskab. Samtidig faldt temperaturen til et taaleligt niveau, fluerne forsvandt og det hele begyndte at minde lidt om god, dansk sommer.

Vi boede i den lille by Quorn taet ved Port Augusta, der er kendt som Australiens vejkryds. Her krydser hovedvejen fra Darwin i nord til Adelaine i syd nemlig hovedvejen fra Sydney i oest til Perth i vest.

Paa vejen koerte vi forbi nogle af verdens stoerste saltsoeer, blandt andet den, hvor vovehalse til naeste aar planlaegger at slaa hastighedsrekorden for en bil paa smaa 1600 km/t. Det er unoedvendigt at fortaelle, hvor uendelig stor og flad saadan en saltsoe er. Soerne er de lavestbeliggende omraader af den enorme indlandssoe, der i tidernes morgen fyldte det meste af det australske indland som en kaempe hav. (Og som er forklaringen paa, hvorfor arkaeologer fra tid til anden finder fiskefossiler og andet godt fra haven i midten af oerkenen.) Jorden i omraadet er meget salt, og naar det regner skyller saltet ned i saltsoerne, hvor det udkrystalliseres ved solens fordampning igen og igen.

Til sidst koerte vi ind til Adelainde igennem det sydlige australien og provinsen Clare, der er en af de to store vinproducerende distrikter i det sydlige australien. Hoestsaesonen er netop gaaet igang, og vejene er fyldt med lastbiler med druer, flasker, toender og alt den slags.

Og saa endte turen i Adelaide, en by paa stoerrelse med Koebenhavn men ikke saa lidt mere hyggelig. Desvaerre gik mit fly mod Melbourne klokken 5.00 naeste morgen, saa jeg naede kun en risotto, et par australske oel og en gaatur med mine nye venner fra bagerst i bussen, forend jeg maatte under dynen. Meget godt tilfreds med at have gennemfoert en af de australske must-sees der er hernede.

Red Center: Tjek!

Opal-feber; Som i det vilde vesten

Den tredje var transportdag til en by kaldet Cooper Pedy. Selvom vejen ikke saa saerlig lang ud paa kortet - og selvom chauffoeren ikke ligefrem koerte oekonomisk - tog det os alligevel 6 timers koersel langs den snorlige Stuart Highway.

Hovedvejen er opkaldt efter James Stuart, en af de australske helte fra det forrige aarhundrede. Han var saaledes den foerste til at krydse det australske kontinent i kampen for at etablere en telegraflinie imellem nord og syd - og dermed skaere informationstiden ned fra 6 maaneder til blot tre dage. Efter flere forgaeves forsoeg lykkedes det ham til sidst at klare distancen paa kun tre maaneder, hvilket er ganske imponerende for en 1800-tals ekspedition i den slags terraen. Ifoelge historien hvilede han i tre dage, hvorefter han tankede vand paa hestene og paabegyndte turen tilbage til Adelaide for at fortaelle sine arbejdsgivere om sin succes. Sejt. Desvaerre fik han skoerbug paa vejen og doede kort efter.

James Stuarts strategi for at krydse kontinentet var ganske enkel; han gik fra vandkilde til vandkilde for paa denne maade at finde vej frem over sletterne. Det er derfor, at de smaa byer langs hovedvejen alle hedder noget med vand; Alice springs, Wolf Creek, Quorn River etc. Det er ogsaa derfor at landets dyr, heriblandt kaenguruer og emuer, soeger taettere paa hovedvejen naar toerken bliver streng, hvilket resulterer i et stigende antal roadkills.

Cooper Pedy er ikke opkaldt efter vand, for her blev aldrig fundet noget af James Stuart. Men et par generationer senere fandt hans landsmaend noget andet i jorden, nemlig verdens stoerste opal-fund. Cooper Pedy er saaledes en vaskeaegte mineby - her er ganske enkelt ikke noget som helst andet oenskeligt i omraadet end opaler. Det er her man graver, hvis man har droemme om at blive rig, eller hvis man bare vil forsvinde fra jorden overflade og aldrig blive fundet. Den lokale vittighed er, at ejendomskontoret i Cooper Pedy har registreret 2000 huse, postkontoret 200 navne og skattekontoret kun 2. Naar man vandrer igennem byen er det ikke engang sjovt.

Regeringen har lavet en lov, der forbyder store virksomheder at overtage minedriften, og det betyder at enhver australier - eller for den sags skyld journaliststuderende med arbejdstilladelse i sit VISA - kan opsoege lykken. Og det er ganske nemt. Foerst skal du finde et stykke land i omraadet, som du godt kunne taenke dig at grave i. Naar du har fundet det, gaar du ind paa byens ejendomskontor og lejer jorden (50x100m) for cirka 700 kroner om aaret. Saa skal du lige bruge en gravelicens til omkring 160 kroner om aaret, og saa kan du bare gaa i gang med at grave efter opaler. Og har du ikke lyst til at boevle med at grave skakter og alt det, kan du bare leje et stykke jord, der allerede er gravet ud, og saa ellers fortsaette, hvor den tidligere lykkejaeger gav op. Finder du noget, er det dit.

Men det virkeligt seje ved Cooper Pedy er, at man kan bo under jorden. Det er faktisk at foretraekke, for under jorden er temperaturen omkring 24 grader aaret rundt, upaavirket af den strenge sol, og den konstante temperaturforskel paa luften over og under jordoverfladen goer, at ventilation er automatisk. Og det er ganske nemt at bygge sit eget hus. Du lejer en gravemaskine, graver en skakt paa en haandfuld metre - eller hvad du nu er i humoer til - og saa begynder du ellers bare at grave plads til stue, sovevaerelse og koekken. Et faerdigt, underjordisk hus med cementeret gulv, elektricitet, kloak og vand koster omkring $50.000 (under 200.000 kroner), og det bedste er, at du graver efter opaler imens du bygger! Saaledes moedte vi en fyr, hvis hus havde 24 sovevaerelser, simpelthen fordi han var blevet ved med at finde noget at grave efter, og derfor udvidede sit hus konstant.

Til sidst var han dog blevet noedt til at stoppe, fordi han var paa vej ind i naboens underjordiske koekken...

Det australske must-see; check!

Som omtalt tidligere har bloggen vaeret stille, fordi jeg har vaeret paa tur langt ude i den australske outback. Det var seks fantastiske dage, som jeg lige vil forsoege at foelge op paa i datid.

Foerste dag gik fra Alice Springs til det sagnomspundne Kings Canyon, der er endnu en fantastisk klippeformation, formet omkring en underjordisk flod, der igennem tiderne har skaaret en dramatisk udseende dal i det omkringliggende landskab. Det var lidt over 48 grader, vores hike gik stejlt opad og saa stiftede jeg bekendskab med fluerne for foerste gang - ikke sidste. Tilsyneladende er fluer det eneste dyr, der trives i det centrale australien, og der er meget, der tyder paa, at de lever af turister.

Om aftenen fik jeg lov at sove under den aabne oerkenhimmel i tourens lejr, desvaerre med fuldmaane over hovedet. Det lykkedes mig dog alligevel at kigge naermere paa den del af himmelen, som vi aldrig faar at se i Nordeuropa. Naeste dag var den store dag.

Midt i australiens golde sletter staar der en kaempe stor sten. Faktisk staar der tre, men isaer
en af dem er speciel. Sammen med Operahuset i Sydney er den et af Australiens absolut mest kendte kultursymboler, turistattraktioner, postkortmotiver og - ganske sikkert - blogemner.

Ayers Rock - eller Uluru, som de indfoedte kalder den, er 'en kaempe stor klippe. Bogstaveligt talt. Den bestaar ikke af mange smaa stykker eller flager eller noget lignende, det er simpelthen 'en stor, sammenhaengende sten, mere end 50 meter over og omkring 7 kilometer under jorden befinder den sig. Den er roed og praktisk talt selvlysende naar solen er naer horisonten, den er rund og den har faaet de mest fantastiske kurver efter millioner af aars (omkring 118, for nu at vaere noejagtig) nedbrydning og tilslibning fra naturens kraefter. Men det er ikke det, der er fantastisk ved at se den. Det er det omkringliggende landskab.

Jeg koerte igennem outback'en i en bus, hvilket er den eneste anbefalelsesvaerdige transportform, medmindre man ejer en firhjulstraekker. Siden enorme indlandske bjergkaeder paa mere end 11 kilometer blev dannet i voldsomme jordskaelv for de mange millioner af aar siden, har Australiens undergrund ligget fuldstaendig stille, og resultatet er fantastisk; roedt sand, stoev, en enkelt busk, et par traer, noget afsvedent graes og tusindvis og atter tusindvis at hektar efter hektar med absolut ingenting. Bjerge nedbrydes med tiden, slides op og forsvinder i havet som om de aldrig har eksisteret, og det er praecist hvad outbacken afspejler. Her er fladt, fladt, fladt saa langt man kan se, og det barske klima, der kun efterlader de allermest haardfoere planter med en chance for eksistens, bidrager til oplevelsen af at vaeret faldet igennem verden og befinde sig paa undersiden af jordens overflade. Og saa, lige pludselig, staar der en kaempe stor klippe midt i det hele.

Uluru bestaar af et klippemateriale, der er haardere end det omkringliggende. Den slides altsaa ned langtsommere end resten af Australien, og det er derfor den popper op midt paa sletten. Det samme gaelder for de andre klippeformationer; Kata Tjuta (walley of the winds) og Moores Rock der ligger paa den samme laengdegrad som Uluru med en haandfuld kilometers mellemrum. Traekker man en streg igennem disse tre klippeformationer midt i outbacken kigger man paa laengdeaksen af de to tektoniske plader, der i sin tid stoedte sammen og pressede jord og sten hoejt op i luften, og som siden har ligget stille. Det er ikke underligt, at de lokale tror, at stenen er hellig.

Der er meget mere at fortaelle om Uluru og det omkringliggende landskab, og ikke mindst om det lokale folks kultur og det politiske spil omkring ejerskabet af omraadet, der i dag er en beskyttet nationalpark, men jeg har paa fornemmelsen, at jeg vil miste et par laesere, hvis jeg fortsaetter. Lad os bare noejes med at sige, at jeg fik taget et par fotos.

Nej, jeg er ikke doed

Men det er der rigtig mange andre i Victoria, der er.

Imens jeg har rejst de 3500 kilometer fra det centrale Australien til sydkysten, har jeg vaeret i sikker afstand fra de voldsomme skov- og bushbrande, der haerget Australiens syd-oestlige delstat som aldrig foer. Mere end 200 mennesker er omkommet indtil videre, flere vil i de kommende dage, og tabstallene for saarede, uerstattelig natur, huse, skoler og kvaeg regnes i baade tusinder og millioner. Hele landsbyer i oplandet er ganske enkelt forsvundet, fortaeret af den ukontrollerbare ild, der har spredt sig hen over det knastoerre landskab med mere end 30 kilometer i timen.

Ilden er nu under kontrol de fleste steder, og efterregningerne er allerede gaaet igang. Der er indsamlinger overalt. Selv paa motorvejstavlerne, der normalt fortaeller om trafikken laengere fremme, er informationerne om koedannelse erstattet med en appel om at donere og et tilhoerende telefonnummer. Rockstjerner giver gratis koncerter, cricket-hold spiller bold med hjemloese boern og frivillige fra hele kontinentet stroemmer til for at give blod og penge og gratis fodbolde til de mange ofre. Imens skaendes politikerne om brandberedskabets effektivitet, om naturstrategien for forebyggelse (forebyggelse imod brand er lig med at nedbryde naturen, og det er et ganske delikat emne), om strafferammen for ildspaasaettelse og om i hvilket omfang man kan tvinge befolkningen til at evakuere sine huse med magt. Mange af de omkomne valgte nemlig at forsvare deres hjem og bekaempe ilden - udstyret med shorts og gulvspand, imens mange andre for sent forsoegte at undslippe flammerne i biler, blot for at gaa i staa i flammehavet fordi benzinen fordampede og koeretoejet broed sammen. Den hurtige og voldsomme forbraending har skabt helt uforstaaeligt hoeje temperaturer, der har smeltet legeringen af koeretoejerne og braendt de omkomne saa voldsomt, at selv skelletterne er forsvundne. Fordampede. Mange steder er ildens destruktive kraefter blevet undervurderet med fatale foelger.

Alt dette er naturligvis noget, som medierne kan bruge, og historier om adskilte aegtepar, foraeldreloese boern og heltmodige brandkorps fylder samtlige aviser. Ofre, konsekvenser, skurke, dramatik, debat, politik, personlige beretninger og masser af fantastiske fotos goer den sidste uges oedelaeggelser til australiernes Mumbai, deres Stein Bagger og deres 9/11 paa een gang. Og den nationale sammenslutning omkring tragedien er ganske enorm. Saaledes har ofre for de seneste ugers oversvoemmelser i den nordlige del af kontinentet sendt deres nodhjaelp videre sydpaa og inspireret andre til at gribe dybt i lommerne for at foelge det gode eksempel med indsamlinger, der allerede i gaar blev regnet i tocifrede millioner af dollars.

Jeg vil ikke skrive meget mere om skovbrandene for nu, blot slaa fast at jeg ikke er braendt ihjel. Naar bloggen har vaeret stille, skyldes det som angivet tidligere, at jeg har vaeret langt ude i det centrale landskab, der hvor internet er et fremmedord og hvor telefonerne har sammenklappelige antenner. Og det skal jeg nok skrive noget mere om senere.

Around the moon and back

Da Neil Armstrong og Edwin Aldrin landede paa maanen, var de noedt til at foretage en vanskelig del af rejsen uden kontakt og opbakning fra kontrolbasen i Houston. Imens de kredsede sig ind paa den forrevne overflade, var de nemlig noedt til at flyve bagom maanen, og saaledes afskaere al radiokontakt og kommunikation i oevrigt med det nervoese NASA.

Det er naesten det samme, jeg skal til. Vaerre faktisk, for hvor Neil og Buzz kun behoevede at udholde total isolation i faa minutter, maa jeg gennemgaa flere dage i traek uden kontakt til den civile verden.

Det jeg proever at sige er, at bloggen bliver stille, indtil jeg ankommer til Adelaide paa torsdag. Det er altsaa vanskeligt at fange internet i bushen.

Jeg ville gerne have skrevet lidt mere om det centrale Melbourne, og om de fine skilte jeg kigger efter, ligesom jeg er blevet mindst 6/100 australier siden jeg sidste gjorde status. Men klokken er allerede 01, jeg skal op igen om tre timer, og saa kom jeg til at bruge aftenen paa at spille kort med nogle mennesker fra Berlin.

Jah..

Vi ses paa den anden side.

Langt fra Melbourne

Igaar satte jeg mig ind i et fly og stod af i Alice Springs.

Alice Springs er langt fra Melbourne. Alice Springs er i det hele taget langt fra hvad som helst.

Hvis du kan komme i tanke om det, saa er det umuligt at finde i en 6000 km radius herfra, forbeholdt de foelgende undtagelser; Sand, sten, stegende sol, firhjulstraekkere, bananfluer og K-mart. Jo, her er faktisk en K-mart. Og den har grill-bestik paa tilbud.

Heldigvis er her ogsaa en pool uden for mit hostel. Her tilbragte jeg tre timer i gaardsagens eftermiddagsovn, imens jeg spekulerede over, hvad der foerst ville faa bugt med mit helbred; poolens tydeligt giftige kloroploesning eller solens naadesloese UV-behandling.

I sidste ende var det vores aircondition, der fik mig ned med nakken. Umulig at slukke, umulig at skrue ned for, umulig at undgaa. Man foeler sig godt nok dum, naar man flytter sin madras ned paa gulvet, fordi man fryser i en oerkennat.

Ellers er historien om Alice Springs ganske kort; noget med guld, noget med opaler, noget med vigtige faerdselsveje under den ene og den anden verdenskrig, noget med aboriginals og resten om turisme og en stor, bemaerkelsesvaerdig klippe. Her bor 28.000 mennesker, og ingen af dem lever af andet end at servicere de andre og de tilrejsende.

De tilbagevaerende stammefolk lever slet ikke af noget som helst. De lever knapt nok. I ordenes fysiske forstand. Paa enhver afsveden plet med graes og skygge ligger de og sover; paa maven og paa ryggen og i forsterstilling. Saadan indtager de livloest byens parker og aabne pladser og inspirerer i de forbipasserende en pludselig lyst til at prikke dem med en pind, for at se om de stadig lever.

Men stammefolket, med deres forvaskede t-shirts og deres flamingoarmbaand, hoerer mere til folket i Alice Springs end nogen af byens andre beboere. Skoent deres tid her i omraaadet hoerer en svunden aera til, fortaeller deres usoignerede ansigter og daarlige engelsk paa en maade mere om denne by end moderniteternes logo-bevaebnede firhjulstraekkere og poolrensere. Som de spankulerer usikkert rundt paa stanklede ben, taeret bort af alkohol og generationers indavl, spejler de sig i byens latterligt skroebelige eksistensgrundlag, og det sig i dem. Godt jeg skal videre imorgen.

Dette er langtfra Melbourne.

Funky klipning

Efter at have udforsket de nordlige forstaeder i et stykke tid i gaar, fandt jeg mig selv faret vild i noget saa dansk som Gertrude st., der ligger paa taersklen til forstaden Fitzroy. Jeg var blevet fortalt, at Fitzroy skulle vaere et "funky" sted, men som naevnt tidligere er der mange af forstaederne, der har svaert ved at leve op til deres rygte. Men ikke Fitzroy, for mere funky bliver det naeppe. Her er goth-butikker. Her er moerklagte barer. Her er musikbutikker med "FUNKY STUFF INSIDE" paa vinduerne. Her valgte jeg spontant at blive klippet. Dels fordi det mindste haar er for meget haar i 40 graders varme. Dels fordi jeg var noedt til at finde en undskyldning for at haenge ud i den mest funky frisoer-salon nogensinde.

Indretningsarkitekten, hvis en saadan nogensinde havde vaeret i naerheden af stedet (den bare tanke om det virker som et brud paa universets naturlove) ville hovedsageligt have taenkt paa blodroede vaegge, vilde dyr og faldefaerdigt interioer. Den eneste sammenhaengskraft i salonen vaerende den, at alt skulle vaere saa tilfaeldigt som muligt. Saa der sad jeg, i en stol fra det forrige arhundredes skolebusser, og stirrede lige ind i de doede oejne paa en halshugget og udstoppet vaedder, imens min frisoer - en tynd, tatoveret fyr med sort, kroellet haar, der insisterende mindede mig om et medlem af de unge Rollings Stones - gik i gang med at klippe til de hoejlydte toner af improvisatorisk jazz. Jojo, de spillede skam alle slags musik mumlede han, bortset fra black metal, fordi det gjorde hans kollega hidsig, og "...you dont want the guy with the scissors to be angry in a place like this.."

Selvom hans udtryksloese ansigt foreslog mig, at han mente hvert et ord, havde jeg vanskeligt ved at tage ham alvorligt. Rummets vaerdiloese artefakter; renasissance-malerier af japanske skolepiger blandt kunstige krystallamper, efterlod det uudslettelige indtryk, at ingen herinde i salonen nogensinde kunne besidde noget at vaere vred over - overhovedet. I flere minutter forsoegte jeg at identificere to stykker interioer, der var ens; stole, lamper, spejle - hvad som helst, i et destruktivt forsoeg paa at fastslaa, at denne salon var konstrueret, konceptualiseret, konkretiseret og derpaa foert ud i livet, som efter en plan for kaos. Men uden held. Salonen var snarere som skudt op af jorden i et stilfaerdigt jordskaelv, hvorunder den havde fyldt sig selv med sort/hvid fotos, sofaer, perlekaeder, standerlamper og negermasker fra alle jordens lag af forgangne tidsaldre paa sin vej op til overfladen og ind i den virkelige verden.

Det var alt sammen for godt til at vaere sandt, og saa loeftede Keith Richards surfertvilling, i et af sine sjaeldne fravaer fra sit hypnotiserende samvaer med saksen, hovedet og mumlede;

-You wanna beer, dude?
-Sure.
-Cool.

Pale ale, intet glas, koeleskab fra mellemkrigstiden - ydmygt markeret med en udstoppet trane af en slags. Jo, dette maa vaere den bedste klipning nogensinde, taenkte jeg, imens saxofonernes fri improvisation over "when the saints come marching in" ledsagede mig forbi geder og traner og victorianske floejsgardiner, tilbage til trafikken i den bagende varme storby.

Dagens skilt:

Jeg har vaeret paa sightseeing i dag, til den helt store guldmedalje. Jeg har betalt entre. jeg har spurgt om vej og ja - jeg har taget billeder.

I know... Men jeg lever stadig!

Desvaerre er jeg for traet til at skrive om min dag nu. Der er quiz i baren, vi er ved at vinde en masse fadoel, fordi jeg ved, at verdens mest doedelige sygdon er apoplexi, og fordi jeg og mit hold af britiske backpackere snyder ved at skrive sms'er til folk vi kender. Det eneste jeg kan naa er at give jer dagens skilt, der faktisk er skriften paa en t-shirt (som jeg hurtigst muligt anskaffer mig!).

T-shith: "Cereial Killer" (+ billede af en ske :-)

Jeg grinede i 10 minutter, da jeg saa den. Maaske er det bare fordi jeg er fuld...

Mere imorgen. Vi skrives ved.

Jeg er fra Danmark - men sig det ikke til nogen

Jeg er en af de turister, der gemmer mit kort paa ryggen, naar jeg har kigget paa det. Saa gaar jeg, indtil jeg er faret vild, hvorefter jeg stopper og kigger paa mit kort igen.

Hvorfor? Fordi jeg hader at ligne det jeg er; en turist.

Det er ogsaa derfor, jeg tager solcreme paa, inden jeg forlader badevaerelset og satser paa at det holder resten af dagen. Det er derfor, jeg bestiller ting paa menuen, som jeg ikke aner hvad er, uden at spoerge foerst, og derfor jeg aldrig beder nogen om at tage et billede at mig foran et-eller-andet sevaerdigt. Der er intet vaerre end at ligne en turist. Heller ikke at fare vil. Hvis du ser cool nok ud, er der jo ingen der kan se, at du ikke aner, hvor du er. Og et turistkort i den ene haand er det samme som at baere et flag med skriften "I AM AN IDIOT TOURIST". Man maerker de hovedrystende blikke..

Derfor frygter jeg dagen imorgen. Imorgen har jeg besluttet mig for at konfrontere min foragt for tourisme og kaste mig over den obligatoriske del af seightseeing Melbourne.

Jeg vil i udsigtstaarnet. Jeg vil i akvariet. Jeg vil oven i koebet tage en guidet tour paa floden, hvis altsaa psyken kan klare det. Oensk mig held og lykke.

Jeg faar brug for det..

Dagens skilt: fra den lokale pub

"REAL men drink daiquiries!"

(+ Billede af meget vred, ubarberet mand, der suger ganske overbevisende pa et sugeroer.)

Hviledag!

Jeg vaagnede imorges til den mest besynderlige lyd nogensinde; lyden af vand. Foerst troede jeg, at en af de syv rejsende, jeg deler stue med, var gaaet i bad. Men eftersom lyden blev ved og ved, blev jeg mere og mere mistaenksom, indtil jeg endelig stod op og kiggede ud bag gardinet, og ganske rigtigt: Regnvejr. Hvor Saert!

Det lyder naturligvis tosset. Men efter fem dage i naturens egen solovn kan jeg slet ikke forholde mig rationelt til regn. Jeg troede, at den slags blev i Skandinavien. Eller i det mindste paa den nordlige del af kuglen. Indtil jeg kom ned i baren og saa, hvorfor moder natur havde valgt at lade netop denne dag staa i skyernes tegn; Superbowl paa storskaerm! Og hvem sagde, at der ikke findes kosmisk karma?

Det var godt det samme, for efter at have trasket rundt i fem dage er jeg ved at vaere lidt medtaget. Beslutningen om at vente med at smoere solcreme paa, indtil jeg alligevel kom ned paa stranden og trak blusen af, viste sig at vaere en daarlig plan, og fredagens 15 km hike rundt i det indre Melbourne har af ugrundelige aarsager forstukket bagsiden af mit venstre knae, saa jeg er begyndt at halte en lille smule. Ligesom ham der fra "House", bare uden stok. Og kittel. Og smukke kvinder, ja, og velbetalt job og professionel anerkendelse og egen lejlighed og en Repsol Honda CBR 900 ccm paa plader, -i forstaar hvad jeg mener!

Saa jeg besluttede mig for at holde fri fra den pudsige lille skabning paa min skulder, der hele tiden raaber op om spildt tid og oversete muligheder og i stedet restituere fra sightseeing for en enkelt dag. Saa i dag har jeg:

-Set Superbowl, hentet mad fra Subway, set mere superbowl og raabt overraskende vredt af Ben Roethlisburger.
-Snakket med den lokale rejsearrangoer i et forsoeg paa at planlaegge en tur til det centrale Australien og tilbage igen i naeste uge, saa jeg kan vaere tilbage i god tid til indflytning paa universitetet.
-Spillet skak med de lokale, der moedes hver dag klokken 14.00 i St. Kilda Botanisk Have med braet og brikker.
-Laert noget om cricket. Meget lidt, for nu at vaere aerlig. (Det er jo hviledag).
-Drukket varm, spansk chokolade med vanilieis paa en fortovscafe'.
-Meldt mig til aftenens pool-tournering med et navn, som ingen kan udtale, nemlig Anders.
-Skrevet paa bloggen.

Sikke en begivenhedsforladt dag for en ung mand, der er ny i en af verdens hoejkulturelle metropoler. Jeg er faktisk helt stolt af mig selv! Hvem ved, maaske gaar jeg oven i koebet i baren i aften...

St. Kilda - the verdict

Jeg ved, at der er mange af jer (inklusive min eneste faste laeser), der har ventet i spaending paa dette indlaeg. Og efter en uge i Melbourne er det her; bedre og sent end aldrig: The Ankerstjerne travel review; St. Kilda.

St. Kilda er en af de mange indre forstaeder til Melbourne, som angiveligt har sin helt egen stemning, sin egen "vibe", sin egen kulturhistorie. Naar man laeser guideboegerne, er det som om, at hver eneste af de Victorianske suburbs er noget ganske saerligt, men efter at jeg i gaar besluttede mig for at faa syn for sagen, betragter jeg den paastand med et dementi. Med vandresko og daypass til sporvognsnettet f'or jeg vild i baade Winston, Carlisle St. Swan st. Precinct, Toorak og North og West Richmond, og ingen af disse forstaeder var saerlig spaendende. De var paene, og hyggelige og bemaerkelsesvaerdigt stille for en by med knap 4 millioner indbyggere, men ikke saerlig spaendende.

Men saa er der jo St. Kilda. Jeg flyttede oprindeligt herned, ganske enkelt fordi netop denne forstad ligger ud til kysten, og med 4-5 km ind til centrum var det the perfect package. Men endnu bedre er det, at St. Kilda faktisk har sin helt egen identitet.

Omraadet var oprindeligt et fattigt hjemsted for narkomaner og prostituerede, men er igennem de sidste par aartier blevet renoveret i takt med den stigende velstand og er i dag hjemsted for unge, kulturelle velhavere og andre med hang til Boheme, strandsand og kager. Ja, det er rigtigt. Hjertet af St. Kilda, handelsgaden Acland St., er beroemt for dens kagebutikker, hvor man kan faa alle mulige kager med alle taenkelige ingredienser fra ethvert land i verden og til en hvilken som helst pris -og samvittighed. Ellers bestaar handelsgaaderne - som alle andre steder i Melbourne - mest af cafeer, restauranter, coffeeshops og mode. I St. Kilda er det bare som om, at det hele er lidt mere fint, lidt mere laekkert og lidt mere attraktivt, hvilket ogsaa saetter sit praeg paa klientellet. For foruden de mange backpackere mangler her bestemt hverken dyre biler eller motorcykler paa esplanaden eller laarkorte kvinder paa promonaden. I det hele taget er St. Kilda stedet, hvor man haenger ud en sommervarm loerdag aften, hvis man er den mindste smule "out there". Night markets, beach parties og happy hours fylder rutinemaessigt ugen ud, og hovedvejene omkring handelsgaden er det eneste sted i Melbourne jeg endnu har set trafikken staa i koe - og det var fredag eftermiddag.

Det er alt sammen rigtig laekkert, og jeg vil anbefale omraadet til enhver, der faar lyst til at besoege Melbourne. Desvaerre har den hippe stemning ogsaa indfundet sig paa mit hostel, der, med farvekodet inventar og danskegulv, har omfavnet unge backpackeres behov for at sluge nogle drinks. Her er ladies night, her er live musik og her er gratis drinksbilletter, men frem for alt er der fest hver aften. " 'Till late".

Paa den anden side er her internet, aircondition og rimelig billig brunch indtil klokken 11.00. Og desuden er ladies night er jo ogsaa mest for drengene. Saa velkommen til XBASE, velkommen til St. Kilda.

Nu 3/100 australier - man koerer altsaa i venstre side.

I dag tog jeg endnu et skridt mod total australianisme, da jeg automatisk kiggede til hoejre inden jeg traaedte ud paa koerebanen og dermed behaendigt undgik at blive koert over af en forbipasserende taxi. En reaktion, som baade jeg og den australske trafik har efterspurgt insisterende, siden jeg begyndte at vandre omkring i gaderne hernede.