Funky klipning

Efter at have udforsket de nordlige forstaeder i et stykke tid i gaar, fandt jeg mig selv faret vild i noget saa dansk som Gertrude st., der ligger paa taersklen til forstaden Fitzroy. Jeg var blevet fortalt, at Fitzroy skulle vaere et "funky" sted, men som naevnt tidligere er der mange af forstaederne, der har svaert ved at leve op til deres rygte. Men ikke Fitzroy, for mere funky bliver det naeppe. Her er goth-butikker. Her er moerklagte barer. Her er musikbutikker med "FUNKY STUFF INSIDE" paa vinduerne. Her valgte jeg spontant at blive klippet. Dels fordi det mindste haar er for meget haar i 40 graders varme. Dels fordi jeg var noedt til at finde en undskyldning for at haenge ud i den mest funky frisoer-salon nogensinde.

Indretningsarkitekten, hvis en saadan nogensinde havde vaeret i naerheden af stedet (den bare tanke om det virker som et brud paa universets naturlove) ville hovedsageligt have taenkt paa blodroede vaegge, vilde dyr og faldefaerdigt interioer. Den eneste sammenhaengskraft i salonen vaerende den, at alt skulle vaere saa tilfaeldigt som muligt. Saa der sad jeg, i en stol fra det forrige arhundredes skolebusser, og stirrede lige ind i de doede oejne paa en halshugget og udstoppet vaedder, imens min frisoer - en tynd, tatoveret fyr med sort, kroellet haar, der insisterende mindede mig om et medlem af de unge Rollings Stones - gik i gang med at klippe til de hoejlydte toner af improvisatorisk jazz. Jojo, de spillede skam alle slags musik mumlede han, bortset fra black metal, fordi det gjorde hans kollega hidsig, og "...you dont want the guy with the scissors to be angry in a place like this.."

Selvom hans udtryksloese ansigt foreslog mig, at han mente hvert et ord, havde jeg vanskeligt ved at tage ham alvorligt. Rummets vaerdiloese artefakter; renasissance-malerier af japanske skolepiger blandt kunstige krystallamper, efterlod det uudslettelige indtryk, at ingen herinde i salonen nogensinde kunne besidde noget at vaere vred over - overhovedet. I flere minutter forsoegte jeg at identificere to stykker interioer, der var ens; stole, lamper, spejle - hvad som helst, i et destruktivt forsoeg paa at fastslaa, at denne salon var konstrueret, konceptualiseret, konkretiseret og derpaa foert ud i livet, som efter en plan for kaos. Men uden held. Salonen var snarere som skudt op af jorden i et stilfaerdigt jordskaelv, hvorunder den havde fyldt sig selv med sort/hvid fotos, sofaer, perlekaeder, standerlamper og negermasker fra alle jordens lag af forgangne tidsaldre paa sin vej op til overfladen og ind i den virkelige verden.

Det var alt sammen for godt til at vaere sandt, og saa loeftede Keith Richards surfertvilling, i et af sine sjaeldne fravaer fra sit hypnotiserende samvaer med saksen, hovedet og mumlede;

-You wanna beer, dude?
-Sure.
-Cool.

Pale ale, intet glas, koeleskab fra mellemkrigstiden - ydmygt markeret med en udstoppet trane af en slags. Jo, dette maa vaere den bedste klipning nogensinde, taenkte jeg, imens saxofonernes fri improvisation over "when the saints come marching in" ledsagede mig forbi geder og traner og victorianske floejsgardiner, tilbage til trafikken i den bagende varme storby.