Med wayfarer og det hele...

Forestil jer høje tindinger og halvlangt, tilbagestrøget hår. Forestil jer slips og strikket vest. Forestil jer blanke lædersko og fyldig æbleformet figur. Har I nu et billede af den tykke mand fra Blues Brothers på nethinden?

Nej, I er i fuld gang med at forestille jer min buschauffør. Men ligheden er helt utroligt slående.

Som jeg sikkert har nævnt tidligere, består Monash University af en hel håndfuld universiteter, tre af hvilke der ligger her i Victoria. Jeg har timer på to af dem, og fordi jeg ikke er den eneste, er der gratis studenterbusser, der kører i fast rutefart imellem de to Campus i Clayton og Caulfield.

Nå har jeg jo aldrig forestillet mig, at det var spændende at være buschauffør, og at køre overfyldte busser med studerende frem og tilbage imellem to Campus hele dagen må være en mental udfordring i længden. Men foruden et ulasteligt udseende er vores Blues Brother helt utroligt positivt indstillet overfor sin opgave.

Iført smil og ægte wayfarer stiger han ind i bussen, vender smilet mod rækkerne af Ipod-bærende indifference og siger "Hi everybody!" Så smiler han endnu bredere af den totale mangel på reaktion og sætter sig bag ind bag rattet.

Jeg synes, at det er en ganske imponerende arbejdsmoral, og jeg tror det er derfor at de fleste studerende her på universitetet siger pænt farvel til buschaufføren, når stiger af bussen igen..

You are the Fitzroy to my St. Kilda..

Lørdag aften er en event stort set alle steder i Melbourne, men ingen steder er der mere alkohol, mere vold eller mere lir end på Fitzroy st. Strandvejen ligger hundrede hurtige meter fra min lejlighed, og så er det nemt at vandre ned efter en enkelt øl - hvis jeg altså bare ejede et par lædersko, for uden er det sparsomt med steder, der lukker mig ind. Jeg gør forsøget i et par converse i stedet.

Fitzroy st. handler om lårkort og høje hæle og køkultur foran glasbarer med muslinger på is. Gaden runger af lørdag aftens berusede frihedsbrøl, og på mindre end 400 meters bredt fortov væver forudsigelige tilfældigheder dørmænd, taxa-trafik og klodsede teenagere sammen til en homogen masse af støjfyldt aktivitet og forstillelse.

Det er her det sker, og der er ingen tvivl om det, for alle de smukke mennesker er en konstant og stiltiende bekræftelse af hinanden. Her er en standard, et uspecificeret, men instinktivt fællesskab af dem, der både er unge og smukke. Det er et fællesskab af mennesker, som forstår og accepterer nødvendigheden af at vente uden for, selvom der er masser af plads indenfor. Som ikke fryser deres bare arme i den kølige natteluft, og som ved hvad de drikker, hvis der er nogen, der spørger.

Belønningen er at få mere af det samme, at kunne kigge på andre imens de kigger på dig og at blive lukket ind på egne vilkår og forlystelsernes diskobelyste lydtæpper. Det er en attraktion af display og konformitet, og masserne, der er delt i typer, der er delt i grupper der er delt i par, der er delt i komplette individer lige der hvor hænderne rører hinanden, bevæbner sig med lædersko og tålmodighed og kaster sig ud i kampen for at holde fri og retten til at sove længe i morgen.

Hvor er der en café, når man har brug for én?

Dagens skilt: Men hvem står bag?

Jeg kan enormt godt lide ærligheden i denne plakat. Jeg kan bare ikke gennemskue, hvad den reklamerer for. Udover sig selv, naturligvis..

Når rutinen sejrer

Der er egentlig ikke noget særligt at skrive på bloggen. Eller jo, der er masser af ting, men i disse dage kan jeg ikke rigtig finde frem til en inspiration. Det er som om, at alt det, der ikke er meget vigtigt at få fra hånden lige netop nu, ikke er værd at bruge tid på overhovedet. Det er som om, at detajlerne er ligegyldige i det store billede. Det er som om, at simplificering er en dyd. Hvad er det jeg snakker om?

Det handler om rutiner. Og det er som om, at jeg pludselig er faldet over rutinen midt i al den australske forandring. Og selvom rutinerne som regel for skylden for en helt masse af livets problemer, er det slet ikke sådan en dårlig ting. Rutinen kan være en livredder, en halvleg og en belønning for hårdt arbejde. Det kan skaffe dig af med alle de tidskrævende detaljer, som er så fantastiske og så destruerende besværlige på det samme stadie af en oplevelse, der bliver til en tilstand der bliver til en hverdag der bliver til et liv.

Vi skriver ikke meget om rutiner. Jeg gør i hvert fald ikke. Men hvorfor ikke?

Måske er det fordi, at det er absolut umuligt at skrive en spændende, indholdsrig og udfordrende blog om, hvordan det at dagen i går var ligesom stille og rolig som dagen i dag kan føles som en sejr...

Forslag modtages gerne, tak!

Jeg kan ikke skrive et blogindlæg i dag, for jeg har meget, meget travt med at finde ud af at afslutte følgende delkonklusion på mit essay:

-Even though both Osama Bin Laden and Ali Al-Husseini Al-Khamene deploy a discoursive frame of highly normative values and ideals rooted in islamist fundamentalism and radical islamism, the very core of their arguments still seem to be derived from explicit examples of U.S. foreign policy in the region. According to O’Connor, this also seems to be the case when we look at other radical anti-american groups such as World Islamic Front and Islamic Jihad[1]. Thus it seems, that neither the most radical anti-americanism, nor the less determined kind, is based on an ideological rejection af american values but on a contemt for very specific parts of U.S. policy along with a regional struggle for territorial rights.

...og så...?

Rotter på loftet..

Der er stille på bloggen, fordi jeg har andet at se til. Hvedebrødsdagene er så at sige ovre. Det er allerede blevet maj måned, og mit studie nærmer sig sin afslutning. Og det betyder opgaver og eksamener i stor stil.

Faktisk er det ikke særlig slemt. Men af en eller anden grund har jeg brugt de sidste 6 dage af mit liv på at arbejde på mit essay i mellemøstlige studier. Hvor meget jeg har fået skrevet? Nul ord. Helt præcist.

Med nul ord på seks dage er det blevet ret uoverskueligt for mig at skrive 2500 ord inden på mandag. Og så er der jo eksamen på tirsdag og opgaven til næste mandag, og så kommer de afsluttende prøver..

Så jeg burde føle panik. Og det gør jeg skam også. Men på samme tid finder jeg en vis form for komfort i, at det hele er overstået om en måned. (I stedet for at frygte, at jeg ikke har tid nok til at lave det hele - det er -indrømmet - et ret underligt fænomen, som jeg ikke desto mindre er sikker på, at studievenner kan bekræfte.)

Facebook, mailport og pol/jp/berlingske .dk er derfor min ven, og jeg bruger utroligt mange timer på at kigge på billeder på internettet. Men hov, nu var det jo et blogindlæg om, at jeg ikke har haft tid til at skrive på bloggen, var det ikke? It's a funny world.

Og nåh ja, så har vi rent faktisk rotter på loftet. Min sambo forsøger at fange dem i en musefælde, hvilket jeg tror svarer til at give en lussing til en elefant. Nu får vi at se. Så går der i det mindste lidt tid med det..

Insider information

For to uger siden var jeg i byen med nogle bekendte hernede. Vi ville ud efter drinks, men endte med at bruge flere timer i jagten på et sted, der rent faktisk både ville og kunne servere for os. Og som ikke lignede Starbucks. Eller var Starbucks.

Melbourne er tilsyneladende en af den slags byer, hvor du kan gå rundt i gaderne i flere timer onsdag aften for at finde frem til et sted, hvor du kan få en øl. Imens du leder, passerer du dusinvis af de bedste barer og caféer, byen har at byde på.

Lektien er naturligvis at følges med de lokale. (Ikke at forveksle med at forfølge de lokale, hvilket de ikke bryder sig om..!)

Her til aften har jeg således besøgt stedet, hvor Melbournes klogeste studerende får deres koffeinshot om eftermiddagen, jeg har spist på den italienske bydels mest ikoniske establissement, og jeg har drukket cocktails i en nedlagt lagerbygning, der var gemt bag en lukket restaurant.

Og så blev jeg igen en lille smule mere australier.

Dagens skilt: Med udløbsdato?

Jeg syntes det ville være på sin plads at vise et skilt fra Sydney for ligesom at runde byen af her på bloggen. Derfor tog jeg blandt andet et foto af det her skilt, der forbyder dig at drikke på stranden i et bestemt tidsrum. Ikke på dagen, men inden for det aktuelle århundrede.

Det er da praktisk nok, men ville det ikke være nemmere for folkene i Sydney simpelthen at fjerne skiltet, når det holder op med at gælde om tre år?

-

(Svaret er tilsyneladende nej. Hvis man kigger grundigt på det nederst af de to skilte kan man se, at det gælder fra 21/01/06 til 22/01/09, og det hænger der jo sådan set stadig...)

Når billeder siger mere end tusind ord

Så er det på tide at sige noget meningsfuldt om Sydney. Sydner er en storby på alle de måder, som Melbourne ikke er det på; trafik, travlhed og masser af meget høje huse.

Alle storbyer har et historisk vartegn, og Sydneys er Sydney Harbor Bridge, verdens tungeste og bredeste af sin slags lavet i rent stål i 1840'erne og noget af et vartegn for byen;

Som alle større byer i Australien er der også en meget dejlig strand. I Sydney er den dejlige strand og meget berømt. Bondi Beach danner blandt andet lokation for fantastiske tv-serier såsom "Bondi Rescue" og Bondi Vet". Og masser af surfere, naturligvis.

Der er efterår, men der kan altså stadig være godt vejr i New South Wales, og vandet er lige over 20 grader.

Noget jeg har glemt at nævne? Nåh ja, så har det jo også det der operahus. Her er for eksempel operahuset fra oven:

Operahuset set fra vandet:

Operahuset set tæt på:

Operahuset med regnbue:

Og til sidst (tadaa); Operahuset i solnedgang:

Værs'go at skifte film.

Hoejhuse, backpackere og folk fra Scandinavien

Sydney er en aegte metropol med masser af hoeje huse og et elendigt offentligt transportsystem. Det er ogsaa en by, hvor mennesker med rygsaekke og kufferter dominerer gadebilledet i skarp konkurrence med de asiatiske imigranter. Og saa har jeg allerede moedt flere danskere paa gaden her, end jeg kender til i hele Melbourne.

I morgen flyver jeg tilbage til Melbournes stride efteraar, og saa skal jeg nok skrive noget mere meningsfuldt om Sydney.