Hvem sagde, at journalister kendte begraensningens kunst?

Jeg er i Sydney paa dag tre, og jeg skal nok vende tilbage med flere detajler fra den oplevelse. For nu vil jeg bare lige forsikre jer om, at jeg:

1) Har set operahuset og taget tusind billeder

2) Har set Sydney Harbor Bridge og taget tusind billeder

3) Har staaet paa Sydney harbor Bridge og taget tusind billeder - af operahuset

4) Har staaet paa operahuset og taget tusind billeder - af Sydney Harbor Bridge

5) Har staaet i Sydneys botaniske have og taget tusind billeder af operahuset OG Sydney Harbor Bridge.

Og jo, det er lige sa flot som paa tv.

Dagens skilt: Service til tøserne?

Er der nogen af de kvindelige læsere, der har et bud på, hvem man får fat i, hvis man ringer på telefonnummeret nederst på reklamen?

Send mere Rockwool...

Bevares, det er godt nok dejlig lunt i Melbourne i en god del af året. Men ind imellem sommermånederne er der faktisk også temmelig koldt.

Nej, det er ikke endnu en vejr-rapport. I dag spyr jeg galde over de australske håndværks-traditioner. Eller mangel på samme.

Kort fortalt bygger australierne deres huse ud af pap. Her er ingen nordeuropæisk hulmursisolering, ingen rockwool på loftet og ingen thermoruder i sigte. Hver gang der kommer et friskt vindpust, letter mine persienner på hatten. Svush!

Hvis det da bare stoppede der..

..desværre er her hverken gulvvarme eller centralvarme, og der er heller ingen radiator på mit værelse. Der er én i hele lejligheden, og den står i entreen [indsæt vantro ansigtsudtryk her] .

Resultatet: indetemperaturen er cirka lig med udetemperaturen. Hvilket i disse dage er omkring 13 grader med blæst. (Svush!)

Nu tager jeg heldigvis til Sydney, der gerne skulle have lidt mere varme at byde på. Og når jeg kommer tilbage går jagten ind på et transportabelt varmeapparat af en (hvilken som helst) slags.

Indtil da; Send mere Rockwool!

Se for jer selv..

Inden jeg fortsætter vil jeg bare lige fortælle, at jeg har brugt en halv time på at skrive dagens blogindlæg. Om fem minutter håber jeg, at I forstår hvorfor..

Nå, men i går var jeg i byen for at smage lidt på Melbournes sidste nye skud på festival-stammen, Melbourne Comedy Festival. Der har bogstaveligt talt været hundredevis af shows over de seneste par uger, og det var helt tilfældigt, at jeg endte med at tage ind til det, der blev kåret som festivalens bedste act.

Komikerne hedder The Pyjama Men. Det hedder de, fordi de har pyjamas på. Og de er virkelig, virkelig sjove. Og vanvittige.

Det er her jeg skal til at nævne eksempler på, hvor sjove de var i går. Men det har vist sig at ligge uden for mine sproglige evner at give en bare nogenlunde god beskrivelse af, hvorfor det, der foregik på scenen, var underholdende.

Jeg er faktisk ikke en gang i stand til at beskrive, hvad der foregik på scenen. Men det indvolverede tidskameler, trekantsdramaer og tommelfinger-wrestling, og der var ingen rekvisitter..

Nogle gange skal man altså bare være der selv.

Det er derfor jeg har brugt en halv time på at skrive 20 linier.

Hvis jeg har vakt jeres nysgerrighed (og ellers gør jeg det forhåbentlig nu) så gå ind på duoens MySpace profil og se lidt video af dem. Det er helt sikkert ikke lige så sjovt som at være live i Melbourne på festivalens sidste dag, men det giver jeg måske en idé.

http://www.myspace.com/pajamamen

Forklaring udbedes

Jeg valgte, ikke at tage mit kamera med i byen i går.

Normalt har jeg altid mit kamera i tasken - fordi man ikke kan vide, hvornår der sker noget spændende. Og der sker ofte noget spændende.

Men lige præcis i går tog jeg ikke kameraet med. Det lå på mit bord, og jeg var på vej ud af døren, så jeg stoppede op, kiggede på mit kamera og tænkte; "skal jeg ikke tage mit kamera med i dag?" Og så besluttede jeg mig for, at det kunne være ligemeget.

Faktisk var jeg lige ved at vende om på vej ud af døren for at tage kameraet med alligevel, bare fordi jeg jo altid har det med. Men så kunne jeg ikke komme i tanker om noget som helst, som jeg ville tage et billede af. Og selvom kameraet var to skridt væk, var det som om, at det ville være fjollet at pakke det. Uden nogen rigtig grund.

Det lå lige der. Det skulle bare ned i tasken. Jeg har det altid med. Der var ingen grund til at lade det blive hjemme. Jeg havde faktisk mest lyst til at gribe det i forbifarten, bare for en sikkerheds skyld...

Nu forholder det sig naturligvis således, at i går var Anzac Day, -den næst største helligdag i den australske kalender, næst efter Australia Day. Og dagen fejres med parader, parader og flere parader, for samtlige militærbataljoner, redningstjenester og drengespejdere skal mindes og hædres for deres tjenester i den australske nations navn.

Jeg kan naturligvis ikke vise jer et billede af det.

For der er ingen billeder.

For jeg havde ikke mit kamera med.

For..

Hmm...

Kender I det?

Efterårshumør

Nu har jeg kæmpet for at komme tidligt ud af sengen i de sidste tre dage -uden held. Forklaringen er, at mit indre ur kan ikke finde ud af, hvorfor året pludselig går baglæns.

En af finterne ved at bytte en dansk vinter ud med en australsk sommer er nemlig, at man får et ekstra efterår med i købet.

Så i dag har jeg set tv, hørt musik, læst bøger, været på facebook og drukket tonsvis af the, kaffe og varm chokolade bag lukkede persienner.

...mand, hvor er det umuligt at vedligeholde en spændende blog med sådan en hverdag, hva'?

Opdatering; Nu 23 % australier!

jagten på total australianisme fortsætter:

15/100 Australianism; Surfer dude
Ahh, riding the waves. Og ét skridt nærmere total australianisme.

16/100 Australianism; Been af the footy
Intet er mere australsk end australsk fodbold. Der i sagens natur jo kun kan opleves i.. Ja, australien. Og jeg har næsten (næsten) forstået, hvad det går ud på nu...!


17/100 Australianism; Playing tennis.
Først købte jeg bare en ketcher, fordi den var så utroligt sej og billig. Men nu har jeg også fundet en tennismakker. (Hvilket i sagens natur gør det med ketcheren noget sjovere og langt mindre tumpet.)
Når man er i Australien og både har en tennigsketcher og en tennismakker opdager man, at Australien er et tennisland. Der er tennisbaner over alt. I hver eneste park. I hver eneste forstad. Ved hver skole, hvert fitnesscenter og samtlige sportsanlæg.


18/100 Australianism; Moving around.
Nu har jeg haft tre forskellige registrerede bopæle i Australien, og så er det jo næsten som at være hjemme i Danmark...


19/100 Australianism; Biking around.
Man er ikke en turist, når man kaster sig ud i den australske morgentrafik for at komme fra hjem til studie. Men er barn af byen - og et ret modigt et af slagsen!


20/100 Australianism; Recognized in the hood.
I går blev jeg genkendt på gaden. Jeg er nu officielt en af de lokale. (Det fik jeg nemlig lov til at kalde mig selv.)


21/100 Australianism; Got the tan.
Turistene bliver solskoldede under verdens strengeste sol. Os australiere får bare mere farve.


22/100 Australianism; Been to the Grand Prix.
-Formel 1 er en tradition for de sports-tossede menneskemængder i Melbourne, der hvert år gør Albert Park til et australsk kultur-ikon. Tæpper, sandwich og øl i plasti-bægre, og du er en del af familien.

23/100 Australianism; Randomly using the "ie".
Australierne elsker forkortelser, og især "ie". En barbeque er en "barbie", Tasmanien er Tassie og fodbold er Footie. Efter at have hørt på australiere i tre måneder er jeg også begyndt at sige "noie". (No.) Fint i Australien, men jeg bliver til grin alle andre steder i verden.

Sikke en dag

I dag har jeg spist for mange Tim Tams, været til en forkert forelæsning, drukket belgisk hvedeøl i solnedgangen, debateret bådflygtninges moralske status, vundet et spil skak imod en pensionist fra Ukraine og slået rekorden i flest prostituerede uden for mit vindue.

Gotta love Melbourne.

Dagens skilt: Don't move!

Umærkede mineskakter i tusindvis. Skal vi fylde dem op med noget? Narj, vi sætter bare et (ét!) skilt op for enden af det 25.000 kvm store område, og så er det problem løst!

Her kan man se, hvad man risikerer, hvis man vandrer rundt i den australske ødemark uden at være opmærksom. Udover dødsensfarlige dyr skal man nemlig også tage sig i agt for huller i jorden.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi skal lære af billede nummer to, som vi ikke allerede har lært af billede 1. Læg desuden mærke til manden på billede tre, der viser, hvorfor man ikke må gå baglæns i Outbacken. Er jeg den eneste, der er helt sikker på, at tændstik-manden er en japansk turist?

Tasmanien part III: Hvad skal barnet hedde??

Faktisk var det franskmændene, der først opdagede øen, men selv om de var på udkig efter steder at gå i land, valgte Le Bleu at melde pas forbi (stedet lignede tilsyneladende ikke Frankrig nok), og så var det helt op til englænderne.

Som historien bevidner havde de engelske nybyggere mange åbenlyst gode egenskaber. Effektiv mine- og fængsdrift ligger først på tungen. Til gengæld var deres kreativitet til at overse. Beviset er navnene på stort set alt i Tasmanien.

Når nybyggerne skulle finde på navne til nye steder, byer, planter eller dyr, fik de nemlig deres inspiration fra tre og kun tre steder:

1) Navnet på noget de kendte derhjemme fra. Sheffield på Tasmanien er således opkaldt efter Sheffield i England, Davenport er opkaldt efter Davenport og halvdelen af bjergene på Tasmanien er opkaldt efter bjergene i Skotland.

2) Navnet på deres chef, den lokale guvernør eller kongefamilien. Eksempelvis blev Tasmanien jo opkaldt efter den opdagelsesrejsende Mr. Tasman. Det samme blevTasman Peninsula (også på Tasmanien), Tasman Island (også en del af Tasmanien), Tasman Forest (også på Tasmanien) og Tasman Rocks (også en del af Tasmanien).

Alternativt opkaldte de byerne efter sig selv. Det var for eksempel tilfældet med byen Paddysonia, navngivet, naturligvis, af William Paddyson. Efterfølgende blev byen flyttet, og Mr. Paddysons chef ændrede navnet på byen til Lanceston. Efter det sted, hvor han selv blev født i England, selvfølgelig.

3) Hvad som helst de kom til at tænke på, når de så noget nyt, og som kunne spises. En rød svamp de ikke kendte? Den hed "Strawberry Fungus". En fremmed form for bregne, der lignede et fiskeskelet? De navngav den "Fishbone Furn". Stranden, hvor de partere hvaler så havet blev rødt af blod? De kaldte den selvfølgelig for "Vineglass Bay".

Nu kan I sikkert selv gætter jeg til, hvad de fik at spise den dag, de opdagede "Pie Soup Creek".

Efterhånden som man kører igennem landskabet, bliver man således både deprimeret og forundret over nybyggernes totale mangel på fantasi.

Men ikke alle de nye ting i Australien fik tåbelige, intetsigende navne derhjemmefra. For eksempel gav nybyggerne kænguruen sit navn, efter at de havde spurgt de lokale stammefolk, hvad de kaldte det mærkeligt hoppende dyr. "Kangaroo, Kangaroo", svarede de indfødte, og det kom dyret så til at hedde.

Umiddelbart herefter besluttede de hvide tilflyttere sig deværre for, systematisk at udrydde de lokale folk med deres moderne våben.

Hvis de i stedet havde valgt at snakke med dem, havde de måske fundet ud af, at "Kangaroo" i virkeligheden betød: "Vi forstår ikke, hvad det er du siger!"

Off-day

Jeg har besluttet, at I ikke kan tåle endnu et firesiders blogindlæg om Tasmanske småligheder, så i stedet synes jeg, at I skal kigge her, imens jeg ser Australiens mest omdiskuterede film nogensinde; Wolf Creek.

http://www.computerworld.dk/art/50564?page=2

Linket handler om den mindst lige så omdiskuterede retssag i Sverige imod stifterne af fildelingstjenesten The Pirate Bay. Trods fængselsdom og millionerstatning har drengene en imponerende sans humor..

Vi snakkes ved imorgen.

Tasmanien part II: Men hvad med byerne?

Nu er der jo også mennesker på Tasmanien. Faktisk er Hobart den næstældste by i Australien efter Sydney. Desværre giver det ikke rigtig anledning til nogen særlige attraktioner ved øen. Jo, man kan finde Australiens ældste bro, kigge på landets første vandmølle og se, hvor verdens første parkometre blev taget i brug (!). Men i europæisk kontekst er det jo alt sammen nyt alligevel.

Med det sagt, så er der naturligvis byer rundt omkring på øen. Umiddelbart nord for Cradle Mt. National Park ligger for eksempel landsbyen Sheffield - "City of Murals". (ja, de har et byskilt, der siger "Sheffield - City of Murals", som jeg desværre glemte at tage et billede af, fordi jeg var så betaget af det hele)

For dem, der ikke ved det - jeg gjorde nemlig ikke - handler det om store, udendørs vægmalerier, og Sheffield (opfindsomt opkaldt efter Sheffield i England - det vender jeg tilbage til i morgen) er altså fuld af dem.

De fleste "murals" forestiller lokalkendte poeter, køer og afdøde entreprenører og pryder husgavlene med impressionistisk idyl. Det syngende kultur-cresendo i Vægmaleriernes By er den årlige vægmaleri-festival, hvor mure og vægge - opstillet til lejligheden - bliver forskønnet af både lokale og tilrejsende vægmaleri-entusiaster i håndfuldevis.

Og herfra bliver det endnu bedre.

To kilometer nord for Sheffield finder man nemlig byen Raillon, "Town of Topiairy". For dem, der ikke ved det - jeg gjorde i hvert fald ikke - handler det om at forme en tredimensionel figur i ståltråd, og så fylde den ud med ligusterhæk, og samtlige forhaver i Raillon er således forskønnet med en liguster-elefant, et liguster-tog eller et andet finurlig liguster-vidunder.

Selvom det kun tager sekunder at passere igennem dette fantastiske kulturfænomen, når man alligevel at blive imponeret over byen Raillon og dens evne til at tage turistkampen op med nabobyen Sheffield og de verdensberømte vægmalerier uden de mindste tegn på præstationsangst.

Fortsætter rejsen mod nord kommer man hurtigt til byen Fjugal, der hver år afholder verdensmesterskaber i at skovle kul ned i en tønde og i at bolte tagplader fast. Mesterskaberne er skam alvorlige nok, og deltagerne kommer fra de fjerneste egne af verden for at kæmpe om titlen. Sidste år var der således to gennemrejsende norske backpackere, der nåede helt til semifinalen, hvor begge måtte se sig slået af lokale favoritter.

Men både Sheffield, Raillon og Fjugal må opgive kulturkampen til den næste by på kortet. Landsbyen LaTrobe er nemlig hjemby for den største sportsmand der har levet - nogensinde, og uden sammenligning. Jeg taler naturligvis om skovhuggeren David Foster.

For dem, der ikke har hørt om ham - jeg havde i hvert fald ikke - er David Foster listet i Guiness Book of World Records som den mest vindende sportsmand nogensinde. Han har flest turneringssejre, flest individuelle sejre, flest verdensmesterskaber og den længste sejrsrække registreret for nogen sportsmand overhovedet - 1000 sejre i træk blev det til, hvorefter han trak sig tilbage og gik på velfortjent pension. Ubesejret.

Og hvad var det så lige, at han konkurrerede i? Jo, David Foster (den største sportsmand nogensinde, husk det nu) var bedre end nogen anden til at hugge træer over med en økse...

...Jeg synes det er så fantastisk, at jeg lige vil bruge et par linier af jeres opmærksomhed på at forklare, hvad det går ud på:

I professionel sports-økse-hugning er der to discipliner - der er vandret hugning (hvor man hugger et træ, der står op) og lodret hugning (hvor man hugger et træ, der ligger ned). Man skal bruge en økse. Man kæmper to ad gangen. Og den, der først hugger stammen over, har vundet. Ganske enkelt. Men der er mere.

Ligesom i golf findes der også handicap i sports-økse-hugning. Handicappet ligger imellem 1 og 10 og angiver, hvor stort et antal sekunder man skal vente efter starten går, inden man må tage sit første hug.

David Foster er den eneste sports-økse-hugger nogensinde til at konkurrere med et handicap på 10. Men han vandt alligevel. David Foster er med andre ord det eneste menneske i verden, der godt må kalde Tiger Woods, Ronaldinho og Roger Federer for en flok useriøse tøsedrenge, og så kan man jo faktisk ikke lade være med, lige at stoppe i Latrobe for at kigge sig lidt omkring og købe en kold cola.

Hvis det lykkes dig at løsrive dig fra David Fosters hjemsted, ender turen ved den Tasmanske nordkyst, hvor landevejen belønner dig med havnebyen Davenport, om hvilken Lonely Planets rejseguide i halvfemserne skrev, at byens højdepunkt var at køre igennem Drivethru'en ved havnens MacDonalds - og så køre ud igen.

Jo, der er masser af kultur på Tasmanien - man skal bare lige ud og finde det først.

Tasmanien part I: Natur, natur og atter beliggenhed

Så snart man forlader den forvoksede landsby, der er Tasmaniens hovedstad, handler det i virkeligheden kun om én ting, og det er naturen. Med nogle af de mest sjældne, spektakulære og betagende naturfænomener i verden er øen i særklasse en oplevelse for dem, der godt kan lide ord som "afhængig af vejret" og "solidt fodtøj", og som ikke har noget imod at klatre med hænderne og huske at drikke masser af vand imens.
....
Selvom øen ikke er meget mere end 250 km bred (mindre end Danmark), er der stor forskel på vest og øst. Vestkysten er domineret af høje bølger, masser af frontsystemer og streng vestlig vind, der uhindret rejser hertil helt fra den chilenske kyst 2/3 længere omme på kloden, imens østkysten er beskyttet af det centrale højland, der sørger for læ, varme - og tørke.

....

Derfor er det meste af vestkysten dækket af tempereret regnskov som en følge af de mere end 3 meters årlige nedbør, imens Hobart i syd-øst er den næst-tørreste by i Australien efter Adelaide i Southern Australia. (Little known fact, eftersom det er her i Victoria og New South Wales at alle taler om tørke og vandmangel år efter år.)

....

Det betyder igen, at vejret er; ja, rigtigt endnu en gang: totalt uforudsigeligt! Ugen inden jeg landede i Hobart (officielt kendt som verdens mest fotogene by) og tog dette billede, havde de faktisk sne på bjernet jeg fotograferer Hobart fra her;

....

Hvis man er glad for underlige dyr, er Tasmanien også et dejligt sted at traske rundt. Her er masser af sjældne fugle, forbirejsende hvaler, fastboende sæler og naturligvis den verdensberømte tasmanske djævel. Man kan også se en platypus - dyret som gud skabte, den dag han havde tømmermænd og kom til at blande en and med en bæver.

....
Og hvis man ikke gider at afsøge naturen i jagt på et glimt af en sjælden dyreart (eller hvis man vandrer i naturen i umiddelbar nærhed af et begejstret støjende, asiatisk heppekor) kan man også bare holde øjnene åbne, imens man kører på vejene - inden for ganske kort tid ser man garanteret hundredevis af wallabies, possums og de super nuttede wombats langs - men for det meste midt på - vejen..!

....

(Skulle man bliver træt af at kigge på udsplattede pungdyr, kan man altid oppe humøret med den australske landevejs-leg "roadkill". Reglerne er simple; Det gælder om at banke i biltaget og være den første til at udpege et "roadkill" på vejen. Det giver dobbelt points, hvis man også kan gætte, hvilket dyr der er tale om, men minuspoints hvis det viser sig, at man gætter forkert. Det er faktisk langt sværere, end man skulle tro.)

Tasmanien har desuden noget af verdens reneste luft. Når målestationerne verden over måler forureningen i luften, giver de luftkvaliteten en karakter. Skalaen (ofte kaldet AQI, Air Quality Index) er forskellig alt efter hvilket land man befinder sig i, men ligegyldigt hvordan videnskaben regner, begynder skalaen i Tasmanien - luften her får ganske enkelt karakteren nul. Til sammenligning er den almindeligt acceptable forurening fastsat til 100, og en by som Atlanta, US måles til mere end det dobbelte.

....

For at alt det ikke skal være nok, så finder man også alle kendte, naturligt forekommende metaller og mineraler på nær et enkelt i den tasmanske undergrund. Regnskoven i Tasmanien er desuden den tykkeste skov i verden - videnskabeligt set - og træerne er de næst-højeste i verden efter de store californiske rødgraner. Derudover er stort set alt det naturligt forekommende ferskvand på øen er så rent, som det overhovedet kan blive og kan drikkes uden forbehold. Det gælder for eksempel også for dette her:

....

Knap 100 procent af øens elektricitet bliver faktisk genereret af vandturbiner - Tasmanien har ikke et eneste traditionelt kulkraftværk.

Men højdepunktet i den tasmanske natur er (også bogstavelig talt) Cradle Mountain National Park. Udover at være en nationalpark, er området fredet som et World Heritage Site - på listen sammen med steder som pyramiderne i Egypten og Grand Canyon De Forenede Stater. Bare lidt mere.

....

I alt er der nemlig ti forskellige kriterier, der kan give adgang til listen over World Heritage Sites. Det er nok at opfylde et enkelt kriterie, selvom adskillige steder på listen opfylder to eller endda tre kriterier. Det er kriterier som fx kulturhistorisk signifikans, geologisk unikum, sjældne planter eller dyrearter osv.

....

Cradle Mountain National Park opfylder syv af de ti kriterier. Det eneste andet sted i verden til at nå den rekord, er vist et eller andet sted i Kina.

Det er sådan set også i orden, når udsigten ser sådan her ud:

Tasmanien er ganske enkelt natur. Og omvendt.

Coast-to-coast, ministyle

Det tog cirka seks dage at rejse Tasmanien rundt - sydkyst til vestkyst til nordkyst til oestkyst - og tilbage til sydkysten. Seks dage til at klatre op ad tre bjerge, bade i The Bass Strait, kigge paa verdens andet hoejeste trae, se en sael, en albatros og en havoern og vandre igennem en af verdens vigtigste naturparker. Og seks dage uden saa meget som en enkelt lille bitte smule signal paa mobiltelefonen eller skyggen af computer og internet.

Deraf den doede blog.

Jeg er tilbage i Hobart nu, det er allerede aften, og det eneste der er tilbage for mig at goere er at spise mere seafood, udveksle emailadresser med belgiske piger og staa tidligt op for 14. dag i traek for at naa et fly tilbage til fastlandet. Alt det saedvanlige..

Men eftersom jeg har afsat resten af paaskeferien til at ligge paa en sofa/i et karbad og se tv, har jeg reserveret bloggen til at fortaelle lidt mere om Tasmanien i de kommende par dage. Part 1 foelger imorgen. Kig forbi.

Saa er det Mary's by

Tasmanien er lidt for Australian hvad Lolland Falster er for Danmark. If'oelge de fleste fastlandsboende australiere, hoerer Tasmanien ikke rigtig til Australien. Det er 'out there' og det er anderledes. Og nu, hvor jeg har vandret Hobarts gader tynde i en meget lang dag, kan jeg sagtens se, hvad de mener. Men sagen er den, at det overhovedet ikke er en daarlig ting.

Klimaet her er ganske anderledes end i resten af Australien. Her er ganske enkelt koldere, og her er heller ingen toerke. Faktisk minder vejret ret meget om det skandinaviske - en perfekt efteraarsdag som i dag, med klar himmel, hoej sol og 23 grader, foeles fuldstaendig som en dejlig dansk sensommer. Og med bjerge (ja, de har SNE!), soer og halvdelen af oen daekket af skov er der faktisk lidt norsk idyl over det hele. I like.

Hobart er hovedstaden i Tasmanien, der er australiens mindste stat. Byen blev grundlagt af de saedvanlige straffefanger og marinesoldater omkrign aar 1841, og som med alle de Australske byer er havnen, floden og kysten de centrale omraader i byen. Og saa er husene, parkerne og alt det andet bare helt fantastisk laekkert..

I dette tilfaelde siger billeder mere end tusind ord, men et par stavelser er alligevel noedvendige for beskrivelsen, fordi jeg ikke kan uploade billeder endnu. Selvom Hobart er en hovedstad, er der ikke meget hovedstad over den.

Hobart minder faktisk mere om en landsby. Husene har roser og stoebejernshegn og granitmure og er opfoert i et paafaldende tilfaeldigt moenster langs de snoede villaveje paa bakkernes groenne sider.

Naar klokken bliver 18.00 lukker butikkerne - ALLE butikkerne. (Efter 20 minutter opgav jeg at finde en tanskstation eller en 7-11, hvor jeg kunne handle chokolade.) Og saa er det her, man faar australiens absolut bedste seafood - jeg taler af erfaring.

Og saa var det jo her, at Mary gik paa universitetet (billede; tjek), og det var her, at Mary arbejdede (billede; ogsaa tjek). Og saa har der bare at falde nogle gratis drinks af til den danske backpacker, naar jeg nu gaar ud for at se, om jeg i det mindste kan finde en aaben bar..!

Påskeferie!

Præsentation, fremlægning, interviewbrief, researchbrief, position paper, essay og tøjvask (med hjælp fra naboens tørretumbler): DONE!

Nu er det påskeferie. Ni dage i Tasmanien. Intet studie. Søvn. Masser af søvn.

Nåh ja, ikke lige i nat. Jeg skal op imorgen klokken 4.30 for at nå mit fly.

Vi skrives ved, når jeg kommer til Tassy. God påske til alle!

Akademisk livsstil

Nu er klokken igen blevet to om natten, imens jeg arbejder på mine essays. Det er fjerde dag i træk.

Jeg har ondt i øjnene. jeg har ondt i ryggen. Jeg har udviklet en tendens til, spontant at stirre på ting i op til ti minutter, indtil jeg kommer i tanke om, hvad de er til. Mine fingre ryster, min ånde smager af kaffe og jeg har ikke flere neglerødder tilbage.

Det er skønt at være studerende, siger jeg bare. Halleluja.

It's a contact sport, retard!

Ja, jeg ved godt, at der ikke var noget blog-indlæg i går. (Og at det helt sikkert ødelagde jeres dag -stort undskyld til alle fire faste læsere.) Men sagen var den, at jeg havde alt for travlt - og at alt hvad jeg foretog mig hele dagen var at skrive, studere, skrive, ringe, researche, vente på en sporvogn, sidde i en sporvogn, vente på et bibliotek, sidde på et bibliotek, sidde på et kontor, vente på en sporvogn, sidde i en sporvogn, spise junk-food, klappe en lille hund på maven og gå i seng.

I dag har jeg nogenlunde gjort det samme, med den lille krølle at jeg har flyttet adresse og været til mit livs første fodboldkamp. Australsk fodbold, altså. Også kaldet "footy". Og lad mig sige med det samme, at der var god stemning blandt de 46.000 tilskuere til lokalopgøret i Telstra Dome.

I modsætning til europæisk fodbold er der intet politi, der er ingen visitationer, der er ingen hegn blandt tilskuerne, og holdenes fans er blandede, så de kan sidde og råbe af hinanden uden at råbe alt for højt. Men det er nu ikke fordi, at tilskuerne ikke går op i spillet. Tværtimod. Australsk fodbold er så australsk som det overhovedet kan blive, og alle australiere elsker det ganske enkelt.

"It's a famliy sport, really," som en af mine veninder sagde, da hun forsøgte at forklare, hvorfor sporten er så populær hernede. Og det gav jeg hende helt bestemt ret i, lige indtil en af spillerne på banen blev sparket i ryggen af modstanderen, og jeg hørte hende skrige: No FOUL you fucking RETARD -it's supposed to be a contact sport, FUCK YEAH! GOOO!!!

Jeg havde aldrig troet, at der kunne komme så meget lyd ud af sådan en lille pige...

Nå. Jeg vil ikke gå i detaljer med reglerne, for de giver alligevel ingen mening. Det korte af det lange er, at banen er oval, at man må løbe med bolden, men at man skal sparke den ind i de andres mål. Og at man må tackle hinanden stort set uden hæmninger, naturligvis. Jeg holder forresten med Carlton, hvis nogen skulle spørge. (Jeg har selv været nødt til at spørge.)

I kan se lidt af spillet her: http://www.youtube.com/watch?v=LoupKfWPdB8&feature=related

Andet har jeg ikke tid til nu. Klokken er 2 om natten nu, og jeg skal gøre mit essay om den australske vandmiljøplan færdig i morgen. Historien om min flytning kan I få senere.

Jamen hvad ER det??

Jeg er i gang med en ret intens uge inden påskeferien slår til i den næste. Det vil sige, at jeg arbejder på afleveringer i alle mine fire fag på samme tid, og at jeg skal have det hele klar inden weekenden er slut.

Desværre har jeg aldrig arbejdet med "essays" før, og jeg har virkelig ingen idé om, hvad et "academic paper" indebærer. Og når mine undervisere forklarer mig, at det bare handler om at jeg skal "show, that you have done an extensive academic research" er det eneste jeg kan sige bare; "...but how?"

Vegetarianer?

I dag opdagede jeg, at jeg ikke har spist kød i tre dage. Det er ikke med vilje. Det er bare fordi der er så utroligt mange gode vegetarrestauranter hernede. Og fordi jeg har haft for travlt til, selv at lave ordentlig mad.

Men tanken gør mig alligevel en smule utryg, så imorgen planlægger jeg et frontalt angreb på noget i retning af en stegt kylling.