"After talking to these guys, most people move"
(+ Pasfotos af personalet hos den Australske ejendomsmaegler i forstaden Richmond.)
For ekstra underholdning, se dette skilt fra Pernille i Sydney, der har besoegt en zoologisk have med krokodiller: http://pernilleisaksen.blogspot.com/2009/01/et-par-dage-i-dyrenes-tegn.html
lørdag den 31. januar 2009
Behold; The NEW Pride Parade!
Idag havde jeg fornoejelsen af at gaa de sidste par kilometer hjem til mit hostel naer stranden i St. Kilda, fordi der var Pride Parade paa Fitzroy St. (Neej, jeg gik bare i vejsiden, selvom en tyk mand med meget skaeve taender tilboed mig at gaa turen ned ad vejen sammen med ham. Hvilket faktisk, naar jeg taenker over det, ville have vaeret en oplevelse ud over det saedvanlige..)
Mennesker i fjer, mennesker i laedertoej, mennesker uden nogen form for toej, jo Pride Parade er sjov. Men hvorfor insisterer de deltagende homoseksuelle paa at udnytte den lidet sandfaerdige fordom om, at homoseksuelle mennesker er notorisk exhibitionisk anlagte og har en unaturlig forkaerlighed for skarpe farver? Det irritererde mig faktisk en smule - paa alle de "almindelige" homoseksuelles vegne, naturligvis.
Misforstaa mig ikke, jeg gaar skam helt ind for gay rights, og jeg tager foldere og smiler imens jeg klapper af fjerene og laedertoejet, der passerer revy, for jeg mener sgu ikke, at man har lov til at vaere noget som helst andet end helt, totalt ligeglad med, hvordan, hvornaar, med hvem og hvorfor andre mennesker forelsker sig i hinanden -og hvad de ellers har taenkt sig at goere ved det. Men det er jo netop det jeg er; ligeglad. Hvad skal jeg bruge en parade til?
Det var saadan jeg taenkte, indtil jeg, til de blide toner fra Melbournes marcherende homoseksuelle saekkepibeorkester, opdagede, hvad der i virkeligheden var i vejen: Jeg er bare sur, fordi der ikke findes en parade, hvor jeg kan blaere mig med min helt igennem uinteressante og traditionelle seksualitet.
Det er derfor jeg har taenkt mig at grundlaegge naeste aars store festival: Straight Pride Parade! Konceptet er ikke faerdigudviklet, men det kommer til at ligge i en halvkold efteraarsmaaned. Alle deltagere skal helst have almindeligt, kedeligt toej paa - jeans og t-shirts er at anbefale, selvom almindelige skjorter og anstaendige kjoler ogsaa gaar an. Det vigtigste er, at man ikke skiller sig for meget ud. Derfor vil der heller ikke vaere balloner, floejter eller konfetti, ligesom vi noejes med at krydse igennem byen paa fortovet, imens vi stilfaerdigt mumler vores slagord og holder vores post-its op i skulderhoejde med de vigtige, politiske budskaber;
"I am straight, mate!"
"Typical - and proud of it"
"What's wrong with boring?"
"We are straight, We are here - (just as anybody else)"
"Why experiment? Its allready working!"
"[find selv paa flere]"
Jeg synes i hver fald det er paa hoeje tide, at vi heteroseksuelle faar den respekt og anerkendelse, vi fortjener!
Mennesker i fjer, mennesker i laedertoej, mennesker uden nogen form for toej, jo Pride Parade er sjov. Men hvorfor insisterer de deltagende homoseksuelle paa at udnytte den lidet sandfaerdige fordom om, at homoseksuelle mennesker er notorisk exhibitionisk anlagte og har en unaturlig forkaerlighed for skarpe farver? Det irritererde mig faktisk en smule - paa alle de "almindelige" homoseksuelles vegne, naturligvis.
Misforstaa mig ikke, jeg gaar skam helt ind for gay rights, og jeg tager foldere og smiler imens jeg klapper af fjerene og laedertoejet, der passerer revy, for jeg mener sgu ikke, at man har lov til at vaere noget som helst andet end helt, totalt ligeglad med, hvordan, hvornaar, med hvem og hvorfor andre mennesker forelsker sig i hinanden -og hvad de ellers har taenkt sig at goere ved det. Men det er jo netop det jeg er; ligeglad. Hvad skal jeg bruge en parade til?
Det var saadan jeg taenkte, indtil jeg, til de blide toner fra Melbournes marcherende homoseksuelle saekkepibeorkester, opdagede, hvad der i virkeligheden var i vejen: Jeg er bare sur, fordi der ikke findes en parade, hvor jeg kan blaere mig med min helt igennem uinteressante og traditionelle seksualitet.
Det er derfor jeg har taenkt mig at grundlaegge naeste aars store festival: Straight Pride Parade! Konceptet er ikke faerdigudviklet, men det kommer til at ligge i en halvkold efteraarsmaaned. Alle deltagere skal helst have almindeligt, kedeligt toej paa - jeans og t-shirts er at anbefale, selvom almindelige skjorter og anstaendige kjoler ogsaa gaar an. Det vigtigste er, at man ikke skiller sig for meget ud. Derfor vil der heller ikke vaere balloner, floejter eller konfetti, ligesom vi noejes med at krydse igennem byen paa fortovet, imens vi stilfaerdigt mumler vores slagord og holder vores post-its op i skulderhoejde med de vigtige, politiske budskaber;
"I am straight, mate!"
"Typical - and proud of it"
"What's wrong with boring?"
"We are straight, We are here - (just as anybody else)"
"Why experiment? Its allready working!"
"[find selv paa flere]"
Jeg synes i hver fald det er paa hoeje tide, at vi heteroseksuelle faar den respekt og anerkendelse, vi fortjener!
Verdensrekord i slagord
Dagens slagord fra den australske offentlighed indtager en ny foersteplads paa min liste over fede skilte o.a. godt fra pr-branchen under aekvator. Overvej selv, om ikke foelgende opslag ville faa dig til at taenke over det en ekstra gang, inden du koerte uden billet i toget:
"The fare evader will eat the drodgy prawn of the universe!"
"Avoid fare evasion karma - Buy ticket"
...det maa da vaere en slags verdensrekord i venlige henstillinger, ikke?
"The fare evader will eat the drodgy prawn of the universe!"
"Avoid fare evasion karma - Buy ticket"
...det maa da vaere en slags verdensrekord i venlige henstillinger, ikke?
Upgrade; nu 2/100 ozzie!
I dag er jeg avanceret endnu et trin paa aegte-indfoedt-australier barometeret. Det skete, da jeg med succes shoppede et par Havaiana flip-flops. Eller "thongs" som de hedder hernede, fordi flop-flops er amerikansk og boesset. Man maerker det naesten med det samme, man faar dem paa.
Det foerste trin mod total australianisme tog jeg desuden allerede i gaar, da jeg opdagede, at jeg var automatisk er begyndt at kalde manden i receptionen, tjenerne, mine medboende og alle andre fremmede fyre jeg snakker med for "mate".
Det foerste trin mod total australianisme tog jeg desuden allerede i gaar, da jeg opdagede, at jeg var automatisk er begyndt at kalde manden i receptionen, tjenerne, mine medboende og alle andre fremmede fyre jeg snakker med for "mate".
fredag den 30. januar 2009
Holy Sheet!
Australierne har bare nogle helt fantastiske slagord. Jeg bliver aldrig traet af at laese reklamespots eller retningslinier, fordi selv de mest alvorlige budskaber bliver serveret med et uundgaaeligt smil. Paa badevaerelset for eksempel bliver man ganske enkelt formanet til at spare paa vandet med ordene; "dont be a Wally with water!"
I parken staar der "Green up your act!" paa samtlige skraldespande, og paa togene opfordres man til at udvise samme ansvarsfoelelse med ordene "LOVE your trams!" (+Billede af et hjerte og en mand, der krammer et tog - hvilket nok IKKE er anbefalelsesvaerdigt, uanset hvor optimistisk anlagt man ellers maatte vaere..)
Min personlige favorit er dog facadeskiltene fra tekstilbutikken rundt om hjoernet. Komplimenteret af en tegning af et flyvende faar saelger de ganske enkelt lagener og betraek med ordene "Holy Sheet".
Det ER da sjovt!
I parken staar der "Green up your act!" paa samtlige skraldespande, og paa togene opfordres man til at udvise samme ansvarsfoelelse med ordene "LOVE your trams!" (+Billede af et hjerte og en mand, der krammer et tog - hvilket nok IKKE er anbefalelsesvaerdigt, uanset hvor optimistisk anlagt man ellers maatte vaere..)
Min personlige favorit er dog facadeskiltene fra tekstilbutikken rundt om hjoernet. Komplimenteret af en tegning af et flyvende faar saelger de ganske enkelt lagener og betraek med ordene "Holy Sheet".
Det ER da sjovt!
"It's hot in the city - damned hot!"
..saadan loed rubrikken i avisen The Age i gaar. Jag faldt over artiklen, imens jeg spiste muffins paa en hyggelig lille murstenscafe i handelsgaden Fitzroy st. ved navn Embassy 97 og kiggede ud paa turister og indfoedte, der krydsede butikker, asfalt og bagende varme sporvognsskinner i et afslappet mylder. Dagen foer, omkring klokken 16.00, var temperaturen maalt til 44.3 grader - i skyggen, naturligvis. Doegnets koldeste sekunder indfandt sig omkring klokken 2.00 samme morgen og var helt nede paa svalende 28.7 grader. Hvem der bare havde vaeret vaagen da!
Det er den tredjevarmeste dag i Melbournes meteorologiske historie, overgaaet af de rekordhoeje 45.6 grader som landet oplevede d. 13 januar 1939. Dagen bliver blot refereret til som "black friday", men hvorfor ved jeg ikke helt.
Resten af avisen var fyldt med historier om naturbrande, tog-problemer, sundhedsrisici for tennisstjerner og vandmangelen, der er blevet endnu vaerre, fordi januar 2009 ogsaa har vaeret rekord toer. Kun 0,8 mm vand er der faldet. Det er den naest-toerreste maaned i 159 aar, og det har faaet politikerne til at saette strenge begraensninger for vandforbruget. Det betyder ingen bilvask, ingen havevanding og alle opfordres til at bade i mindre end fire minutter. Det er ingen vittighed, for der haenger stopure i badevaerelserne rundt omkring.
Intet er dog saa skidt, at det ikke er godt for noget. Idag holder 70.000 haandvaerkere og konstruktionsarbejdere fri pga. varmen, og alle byens toge og sporvogne koerer gratis. Og saa er badevandet selvfoelgelig taet paa de 30..
Det er den tredjevarmeste dag i Melbournes meteorologiske historie, overgaaet af de rekordhoeje 45.6 grader som landet oplevede d. 13 januar 1939. Dagen bliver blot refereret til som "black friday", men hvorfor ved jeg ikke helt.
Resten af avisen var fyldt med historier om naturbrande, tog-problemer, sundhedsrisici for tennisstjerner og vandmangelen, der er blevet endnu vaerre, fordi januar 2009 ogsaa har vaeret rekord toer. Kun 0,8 mm vand er der faldet. Det er den naest-toerreste maaned i 159 aar, og det har faaet politikerne til at saette strenge begraensninger for vandforbruget. Det betyder ingen bilvask, ingen havevanding og alle opfordres til at bade i mindre end fire minutter. Det er ingen vittighed, for der haenger stopure i badevaerelserne rundt omkring.
Intet er dog saa skidt, at det ikke er godt for noget. Idag holder 70.000 haandvaerkere og konstruktionsarbejdere fri pga. varmen, og alle byens toge og sporvogne koerer gratis. Og saa er badevandet selvfoelgelig taet paa de 30..
fra oedemark til festival (Int. titled; the great journey of the foreign student)
Da jeg ankom i Melbourne klokken 6.30 om morgenen, blev jeg moedt af en chauffoer fra universitetet. Der var egentlig tale om en fejl, for jeg hvade forsoegt at afbestille min airport pickup fredagen inden afrejse. Men nu var han der alligevel, og han var flink og jeg var traet, og saa blev vi enig om at koere ud paa universitetet alligevel, og saa kunne vi lige se paa tingene. (No worries, mate.)
Paa universitet er de alle sammen meget soede, og det foreste de gjorde var at give mig en noegle til et 9 kvm stort vaerelse uden aircondition og med nordvendte vinduer, hvilket er lig med 65 graders varme. Bare for at jeg kunne faa sovet ud. . . For at slippe af med eventuelt jet-lag besluttede jeg mig derfor for at vandre rundt og se mit campus resten af dagen, og vente med at sove til det blev moerkt. Og koldt. Hvilket det ikke bliver alligevel.
Campus er en by i sig selv. Jeg naaede blandt andet at aktivere mit intranet hos IT-service, indrollere mig hos bachelor of arts i den 9 etager hoeje undervisningsbygning, se tennisbanerne, svoemmehallen, hockeypladsen, spise paa en af de utallige restauranter, koebe et australsk telefonabonnement og oprette en bankkonto. Det foreste der moeder dig, naar du gaar ind i universitetets hovedbygning er, i aktuel raekkefoelge; En frisoer, der ogsaa laver piercinger (praktisk, fordi diskoteket ligger paa den anden side af vejen), en autoriseret mac-retail butik, en optiker og saa selvfoelgelig sygehuset. Jep, der er en grund til, at Clayton campus i Melbourne har sit eget postnummer. . .
Men selvom hovedbygningerne summede af aktivitet er der endnu ingen, der faktisk bor paa campus. Der var kun lille mig i et meget stort omraade. Med et meget lille vaerelse. Helt oede. Og eftersom Clayton ligger mere end 20 km fra Melbourne centrum er der ikke rigtig mulighed for at rejse frem og tilbage. Saa naeste dag stod jeg i receptionen og tjekkede ud igen, ringede efter en taxa og koerte ind mod byen. Ind til x-base hostel i forstaden St. Kilda, der ligger langs kysten 4-5 kilometer fra midten af det centrale Melbourne. Mindre end en 400 m fra stranden, fra togforbindelserne og fra de beroemte kage-butikker paa Acland St. Det er her de unge bor. Det er her man tager til stranden. Det er her man shopper, her man vandrer rundt med sin store rygsaek, her man for alvor oplever den afslappede caf'estemning, som Melbourne er saa beroemt for. Jeg vil skrive mere om St. Kilda paa et senere tidspunkt, men for nu vil jeg noejes med at postulere, at her er flere cafeer end mennesker. Og det er ret mange.
Paa universitet er de alle sammen meget soede, og det foreste de gjorde var at give mig en noegle til et 9 kvm stort vaerelse uden aircondition og med nordvendte vinduer, hvilket er lig med 65 graders varme. Bare for at jeg kunne faa sovet ud. . . For at slippe af med eventuelt jet-lag besluttede jeg mig derfor for at vandre rundt og se mit campus resten af dagen, og vente med at sove til det blev moerkt. Og koldt. Hvilket det ikke bliver alligevel.
Campus er en by i sig selv. Jeg naaede blandt andet at aktivere mit intranet hos IT-service, indrollere mig hos bachelor of arts i den 9 etager hoeje undervisningsbygning, se tennisbanerne, svoemmehallen, hockeypladsen, spise paa en af de utallige restauranter, koebe et australsk telefonabonnement og oprette en bankkonto. Det foreste der moeder dig, naar du gaar ind i universitetets hovedbygning er, i aktuel raekkefoelge; En frisoer, der ogsaa laver piercinger (praktisk, fordi diskoteket ligger paa den anden side af vejen), en autoriseret mac-retail butik, en optiker og saa selvfoelgelig sygehuset. Jep, der er en grund til, at Clayton campus i Melbourne har sit eget postnummer. . .
Men selvom hovedbygningerne summede af aktivitet er der endnu ingen, der faktisk bor paa campus. Der var kun lille mig i et meget stort omraade. Med et meget lille vaerelse. Helt oede. Og eftersom Clayton ligger mere end 20 km fra Melbourne centrum er der ikke rigtig mulighed for at rejse frem og tilbage. Saa naeste dag stod jeg i receptionen og tjekkede ud igen, ringede efter en taxa og koerte ind mod byen. Ind til x-base hostel i forstaden St. Kilda, der ligger langs kysten 4-5 kilometer fra midten af det centrale Melbourne. Mindre end en 400 m fra stranden, fra togforbindelserne og fra de beroemte kage-butikker paa Acland St. Det er her de unge bor. Det er her man tager til stranden. Det er her man shopper, her man vandrer rundt med sin store rygsaek, her man for alvor oplever den afslappede caf'estemning, som Melbourne er saa beroemt for. Jeg vil skrive mere om St. Kilda paa et senere tidspunkt, men for nu vil jeg noejes med at postulere, at her er flere cafeer end mennesker. Og det er ret mange.
torsdag den 29. januar 2009
"No worries, mate!"
Det er bare ikke andet at sige, hvis man bor i australien. Ingen problemer. Ingen bekymringer. "Relax, mate" Saadan er det. Paa en maade er det betryggende at vaere i selskab med australierne i den forstand. Paa den anden side stritter min medfoedte skandinaviske skepticisme kraftigt imod.
Min telefon duer ikke hernede. Det er en lang historie, der begyndte allerde dengang jeg tog den med til Thailand og fandt ud af, at den heller ikke virkede dernede. "No worries, mate". Det er 43 grader uden for i en af Melbournes kraftigste hedeboelger nogensinde, og solen er saa streng, at man ikke kan faerdes paa gaden foer end midt paa eftermiddagen. "Take it easy, mate". Der er to uger til mit studie begynder, universitetet ligger 22 km uden for byen og jeg har ikke ligefrem pakket en rundrejse-venlig taske til det halve aar jeg skal vaere hernede. "No worries, mate". Hvor skal jeg bo og hvad skal jeg give mig til i de naeste to uger? Hvor skal jeg goere af alle mine ting, hvem skal jeg tale med og hvordan faar jeg oplevet noget af Melbourne inden jeg flytter ud til universitet og gaar igang med studiet? Hvad nu hvis begge mine arme falder af og jeg begynder at smelte i solen? "Relax, mate".
Af en eller anden grund bider det ikke rigtig paa mig. Maaske skal jeg bare akklimatiseres foerst. Vi faar at se.
Min telefon duer ikke hernede. Det er en lang historie, der begyndte allerde dengang jeg tog den med til Thailand og fandt ud af, at den heller ikke virkede dernede. "No worries, mate". Det er 43 grader uden for i en af Melbournes kraftigste hedeboelger nogensinde, og solen er saa streng, at man ikke kan faerdes paa gaden foer end midt paa eftermiddagen. "Take it easy, mate". Der er to uger til mit studie begynder, universitetet ligger 22 km uden for byen og jeg har ikke ligefrem pakket en rundrejse-venlig taske til det halve aar jeg skal vaere hernede. "No worries, mate". Hvor skal jeg bo og hvad skal jeg give mig til i de naeste to uger? Hvor skal jeg goere af alle mine ting, hvem skal jeg tale med og hvordan faar jeg oplevet noget af Melbourne inden jeg flytter ud til universitet og gaar igang med studiet? Hvad nu hvis begge mine arme falder af og jeg begynder at smelte i solen? "Relax, mate".
Af en eller anden grund bider det ikke rigtig paa mig. Maaske skal jeg bare akklimatiseres foerst. Vi faar at se.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
