fra oedemark til festival (Int. titled; the great journey of the foreign student)

Da jeg ankom i Melbourne klokken 6.30 om morgenen, blev jeg moedt af en chauffoer fra universitetet. Der var egentlig tale om en fejl, for jeg hvade forsoegt at afbestille min airport pickup fredagen inden afrejse. Men nu var han der alligevel, og han var flink og jeg var traet, og saa blev vi enig om at koere ud paa universitetet alligevel, og saa kunne vi lige se paa tingene. (No worries, mate.)

Paa universitet er de alle sammen meget soede, og det foreste de gjorde var at give mig en noegle til et 9 kvm stort vaerelse uden aircondition og med nordvendte vinduer, hvilket er lig med 65 graders varme. Bare for at jeg kunne faa sovet ud. . . For at slippe af med eventuelt jet-lag besluttede jeg mig derfor for at vandre rundt og se mit campus resten af dagen, og vente med at sove til det blev moerkt. Og koldt. Hvilket det ikke bliver alligevel.

Campus er en by i sig selv. Jeg naaede blandt andet at aktivere mit intranet hos IT-service, indrollere mig hos bachelor of arts i den 9 etager hoeje undervisningsbygning, se tennisbanerne, svoemmehallen, hockeypladsen, spise paa en af de utallige restauranter, koebe et australsk telefonabonnement og oprette en bankkonto. Det foreste der moeder dig, naar du gaar ind i universitetets hovedbygning er, i aktuel raekkefoelge; En frisoer, der ogsaa laver piercinger (praktisk, fordi diskoteket ligger paa den anden side af vejen), en autoriseret mac-retail butik, en optiker og saa selvfoelgelig sygehuset. Jep, der er en grund til, at Clayton campus i Melbourne har sit eget postnummer. . .

Men selvom hovedbygningerne summede af aktivitet er der endnu ingen, der faktisk bor paa campus. Der var kun lille mig i et meget stort omraade. Med et meget lille vaerelse. Helt oede. Og eftersom Clayton ligger mere end 20 km fra Melbourne centrum er der ikke rigtig mulighed for at rejse frem og tilbage. Saa naeste dag stod jeg i receptionen og tjekkede ud igen, ringede efter en taxa og koerte ind mod byen. Ind til x-base hostel i forstaden St. Kilda, der ligger langs kysten 4-5 kilometer fra midten af det centrale Melbourne. Mindre end en 400 m fra stranden, fra togforbindelserne og fra de beroemte kage-butikker paa Acland St. Det er her de unge bor. Det er her man tager til stranden. Det er her man shopper, her man vandrer rundt med sin store rygsaek, her man for alvor oplever den afslappede caf'estemning, som Melbourne er saa beroemt for. Jeg vil skrive mere om St. Kilda paa et senere tidspunkt, men for nu vil jeg noejes med at postulere, at her er flere cafeer end mennesker. Og det er ret mange.