I dag sov jeg over mig og droppede de første to lektioner på det fjerne Campus. Så kom jeg for sent til sporvognen og nåede kun med nødt og næppe op på skolen til min anden lektion.
I det efterfølgende gruppearbejde var det min tur til at fremlægge en tekst til diskussion, som ingen andre end mig havde læst.
Bagefter ventede jeg i en time på en ven fra universitetet, hvorefter vi kørte igennem myldretrafikken og ud til den italienske forstad, hvor vi spise en meget dårlig sandwich, og jeg fortrød at have taget mørke jeans på, da solen for alvor kom frem.
Så fik jeg hovedpine og kvalme og faldt i søvn på vej hjem, hvor jeg drak tre liter vand, tog et bad og kom til at surfe internettet indtil klokken halv to om natten.
Imorgen SKAL jeg altså bare få lavet en helt utrolig masse...
tirsdag den 31. marts 2009
mandag den 30. marts 2009
Dagens skilt: Verdens fedeste skilt - for godt til at være sandt
I dag er det mandag = klatring = krampe og smadrede fingre = kort blogindlæg. Derfor får I lige et skilt:
Australien har en masse udtørrede saltsøer, og en del af dem er blevet brugt til atomprøvesprængninger af briterne i i efterkrigstidens atom-glade våbenkapløb.
Alt det er naturligvis slut nu (vi er i dag i efter-efterkrigstidens politiske korrekthedskapløb), hvilket de lokale stammefolk i området er ret glade for. Desværre er jorden ødelagt af radioaktivt materiale.
Derfor plejer der at stå et skilt et par hundrede meter ude på saltet med en advarsel imod at gå længere, fordi området er forurenet. Når skiltet ikke er der længere, skyldes det ikke, at saltsøen er blevet ren og dejlig igen. Det skyldes ganske enkelt, at de gennemrejsende backpackere konsekvent piller det ned og tager det med hjem, og nu er regeringen simpelthen blevet træt af at sætte nye op hele tiden. Men hvis du skulle hugge ét skilt i hele verden..?
Pælen til skiltet er der dog endnu (så længe det varer). Og så må man ellers selv gætte sig til, i hvilken retning der er mest farligt...
Australien har en masse udtørrede saltsøer, og en del af dem er blevet brugt til atomprøvesprængninger af briterne i i efterkrigstidens atom-glade våbenkapløb.
Alt det er naturligvis slut nu (vi er i dag i efter-efterkrigstidens politiske korrekthedskapløb), hvilket de lokale stammefolk i området er ret glade for. Desværre er jorden ødelagt af radioaktivt materiale.
Derfor plejer der at stå et skilt et par hundrede meter ude på saltet med en advarsel imod at gå længere, fordi området er forurenet. Når skiltet ikke er der længere, skyldes det ikke, at saltsøen er blevet ren og dejlig igen. Det skyldes ganske enkelt, at de gennemrejsende backpackere konsekvent piller det ned og tager det med hjem, og nu er regeringen simpelthen blevet træt af at sætte nye op hele tiden. Men hvis du skulle hugge ét skilt i hele verden..?
Pælen til skiltet er der dog endnu (så længe det varer). Og så må man ellers selv gætte sig til, i hvilken retning der er mest farligt...
søndag den 29. marts 2009
Øh, kan jeg få dén i replay?
Her i St. Kilda bor jeg lige ved siden af Albert Park. Derfor boede jeg i dag lige ved siden af Australiens 25. Formel 1 Grand Prix.
Nu er jeg jo ikke specielt interesseret i motorsport, men når det er lige ved siden af, er man jo nødt til at tage hen og kigge, ikk'?
Det er svært at beskrive stemningen ved et Formel 1, men det er lidt lige som Jelling Festival - bare med biler. Der er i hvert fald lige så mange øldåser på græsset.
Formel 1 bilerne kører hurtigere end man kan fatte, og oplevelsen ved at se dem med egen øjne er mildt overdrevet, eftersom man ikke kan nå at se ret meget. Lyden derimod kan ikke overdrives nok.
På den måde minder showet faktisk også lidt om Jelling Festival.
Nå, men Albert Park er fantastisk i den bagende sol, og fire timer, 3 sandwich og en liter vand, fem jagerfly i formation, to par ørepropper og 26 elendige fotos senere vandt Jenson Button fra Storbrittanien ræset, og så kunne britterne gå amok til The Who på scenen bag Pole Position.
Sikke en fest. Fra nu af tror jeg faktisk, at jeg vil nyde at se Grand Prix i tv.
Nu er jeg jo ikke specielt interesseret i motorsport, men når det er lige ved siden af, er man jo nødt til at tage hen og kigge, ikk'?
Det er svært at beskrive stemningen ved et Formel 1, men det er lidt lige som Jelling Festival - bare med biler. Der er i hvert fald lige så mange øldåser på græsset.
Formel 1 bilerne kører hurtigere end man kan fatte, og oplevelsen ved at se dem med egen øjne er mildt overdrevet, eftersom man ikke kan nå at se ret meget. Lyden derimod kan ikke overdrives nok.
På den måde minder showet faktisk også lidt om Jelling Festival.
Nå, men Albert Park er fantastisk i den bagende sol, og fire timer, 3 sandwich og en liter vand, fem jagerfly i formation, to par ørepropper og 26 elendige fotos senere vandt Jenson Button fra Storbrittanien ræset, og så kunne britterne gå amok til The Who på scenen bag Pole Position.
Sikke en fest. Fra nu af tror jeg faktisk, at jeg vil nyde at se Grand Prix i tv.
lørdag den 28. marts 2009
Mon man kan ved Vesterhavet?
Det var egentlig ikke nogen stor overraskelse for mig. Jeg mener; jeg elsker at sejle, jeg elsker skiløb, jeg elsker at køre motorcykel, jeg elsker havet...
Men det kom alligevel bag på mig, HVOR fantastisk det var at accelere på toppen af en frådende bølge, sætte hænderne på brættet og rejse sig og i fuld fart. Nydelsen ved at stå, ved at have balancen, ved at skære sig igennem vand og tang og badegæster indtil bølgen tog kontrollen fra mig og kastede migg op i luften, sugede mig ned på bunden og spyttede mig ud med understrømmen var ganske enkelt fænomonal - og vanedannende.
Jo, bølgesurfing er helt utroligt sjovt tidsspilde. Især når vandet er over 20 grader, solen skinner, man har sin nye våddragt på og bølgerne på Philip Islands viser sig fra deres bedste sider (lige på nær den, der tog mig 15 meter ind mod land, trak mig ned på 2 meters dybde og vendte op og ned på min forestilling om balace og .. ja, op og ned!).
Det var så sjovt, at jeg ikke engang gad kigge på damer på stranden. At jeg ikke havde noget imod at køre Josh på skadestuen, fordi hans board og hans øjenbryn havde en ureglementeret infight, som boardet tilsyneladende vandt med fire sting.
At jeg er i gang med at rydde skemaet i næste weekend, så jeg kan gøre det igen.
Men det kom alligevel bag på mig, HVOR fantastisk det var at accelere på toppen af en frådende bølge, sætte hænderne på brættet og rejse sig og i fuld fart. Nydelsen ved at stå, ved at have balancen, ved at skære sig igennem vand og tang og badegæster indtil bølgen tog kontrollen fra mig og kastede migg op i luften, sugede mig ned på bunden og spyttede mig ud med understrømmen var ganske enkelt fænomonal - og vanedannende.
Jo, bølgesurfing er helt utroligt sjovt tidsspilde. Især når vandet er over 20 grader, solen skinner, man har sin nye våddragt på og bølgerne på Philip Islands viser sig fra deres bedste sider (lige på nær den, der tog mig 15 meter ind mod land, trak mig ned på 2 meters dybde og vendte op og ned på min forestilling om balace og .. ja, op og ned!).
Det var så sjovt, at jeg ikke engang gad kigge på damer på stranden. At jeg ikke havde noget imod at køre Josh på skadestuen, fordi hans board og hans øjenbryn havde en ureglementeret infight, som boardet tilsyneladende vandt med fire sting.
At jeg er i gang med at rydde skemaet i næste weekend, så jeg kan gøre det igen.
fredag den 27. marts 2009
14/100 australianism - Dishing out directions
-Excuse me Mr., we need to find Hawthorne St., would you by any chance know, how we can get there?
-Well yeah, first you need to go to the domain interchange in the business district, and then you should catch the number 67 towards Caulfield where you get off, and...
Det er faktisk nærmest et trademark for australierne, at de enormt gerne vil hjælpe, når man ikke kan finde vej.
-Well yeah, first you need to go to the domain interchange in the business district, and then you should catch the number 67 towards Caulfield where you get off, and...
Det er faktisk nærmest et trademark for australierne, at de enormt gerne vil hjælpe, når man ikke kan finde vej.
torsdag den 26. marts 2009
Plads til forbedring?
Der er et par stykker af jer, der har spurgt om, hvorfor jeg er blevet smidt ud af min lejlighed.
Det tekniske svar er, at jeg ikke havde en kontrakt, og derfor levede boliglivet på lånt tid.
Den menneskelige dimension er lidt sværere at forklare. Jeg kan nemlig ikke regne ud, hvorfor hun har bedt mig om at flytte.
Derfor kan jeg ikke fortælle jer det. I stedet vil jeg præsentere jer for kendsgerningerne, og se om der er nogen af jer, der kan komme med et bud:
*Susan, min udlejer, er en single kvinde på cirka 35 år. Hendes alder er svær at gætte, mest fordi hun bruger helt utroligt meget make-up. Alle hylder på badeværelset er fyldt med make-up.
*Susan arbejder meget. Jeg ved ikke helt, hvad hun laver, men da jeg flyttede ind, forklarede hun mig, at når hun kom hjem fra arbejde, var hun meget træt, og så ville hun ikke snakke med nogen.
*Susan har en meget lille hund. Den er altid hjemme. Når hunden gør noget, fortæller Susan dig, hvad hunden tænker på.
*Når Susan er hjemme, er hun næsten altid inde på sit soveværelse. Der er ingen musik. Ellers er hun i gang med at føntørre sit hår, hvorefter hun tager afsted igen.
*Susan er altid meget høflig. Hver gang vi mødes siger hun "how was your day," inden hun forsvinder. Jeg plejer lige akkurat at nå et "ok" på vejen.
*Lejligheden er sparsomt møbleret med genbrugsmøbler. Sofaen står midt i stuen, foran en væg og med ryggen mod døren.
*Der er også et sofabord, men det står bag ved sofaen. Jeg foreslog Susan at flytte sofabordet foran sofaen og fik at vide, at jeg måtte tage det, som det var. Der er ikke andre borde i lejligheden overhovedet.
*Tv'et er ikke sat til. DVD-afspilleren er ikke sat til. Bordlampen på bogreolen har ingen pære, og ledningen kan ikke nå stikket i væggen. En dag købte jeg en pære, satte den i og flyttede lampen hen imod stikket. Den lyste fint. Næste dag, da jeg kom hjem, var stikket trukket ud og lampen flyttet tilbage.
*Susan laver aldrig mad til sig selv. Hun laver altid mad til sin hund, fordi den ikke spiser butikkernes mad. Når hun serverer for hunden, er den stort set aldrig sulten, men når jeg spiser toast er den helt vild med at få lidt af skorpen.
*Der er mørklægningsgardiner for alle vinduer, og de er altid rullet for. Hvis jeg ruller dem fra, ruller Susan dem for igen, så snart hun kommer hjem. Derfor er der altid mørkt i lejligheden.
*Jeg har ikke haft andet end en flaske shampoo stående på badeværelset. Jeg har fyldt en halv hylde i det halvtomme køkken og en enkelt hylde i det halvtomme køleskab.
*Jeg er aldrig kommet sent eller fuld hjem, jeg har aldrig haft besøg og jeg har aldrig spillet høj musik.
*Susan og jeg har aldrig været uenige om noget. I sagens natur har vi egentlig heller aldrig været enige om noget, eftersom vi ikke har snakket meget sammen.
*Susan bad mig (høfligt) om at flytte med ordene; "This is not working out for me. I am just a very private person. "
*Susan er i gang med at lede efter en ny indflytter at dele lejligheden med efter jeg er flyttet ud.
Hvad siger I? Nogen, der har et bud?
Det tekniske svar er, at jeg ikke havde en kontrakt, og derfor levede boliglivet på lånt tid.
Den menneskelige dimension er lidt sværere at forklare. Jeg kan nemlig ikke regne ud, hvorfor hun har bedt mig om at flytte.
Derfor kan jeg ikke fortælle jer det. I stedet vil jeg præsentere jer for kendsgerningerne, og se om der er nogen af jer, der kan komme med et bud:
*Susan, min udlejer, er en single kvinde på cirka 35 år. Hendes alder er svær at gætte, mest fordi hun bruger helt utroligt meget make-up. Alle hylder på badeværelset er fyldt med make-up.
*Susan arbejder meget. Jeg ved ikke helt, hvad hun laver, men da jeg flyttede ind, forklarede hun mig, at når hun kom hjem fra arbejde, var hun meget træt, og så ville hun ikke snakke med nogen.
*Susan har en meget lille hund. Den er altid hjemme. Når hunden gør noget, fortæller Susan dig, hvad hunden tænker på.
*Når Susan er hjemme, er hun næsten altid inde på sit soveværelse. Der er ingen musik. Ellers er hun i gang med at føntørre sit hår, hvorefter hun tager afsted igen.
*Susan er altid meget høflig. Hver gang vi mødes siger hun "how was your day," inden hun forsvinder. Jeg plejer lige akkurat at nå et "ok" på vejen.
*Lejligheden er sparsomt møbleret med genbrugsmøbler. Sofaen står midt i stuen, foran en væg og med ryggen mod døren.
*Der er også et sofabord, men det står bag ved sofaen. Jeg foreslog Susan at flytte sofabordet foran sofaen og fik at vide, at jeg måtte tage det, som det var. Der er ikke andre borde i lejligheden overhovedet.
*Tv'et er ikke sat til. DVD-afspilleren er ikke sat til. Bordlampen på bogreolen har ingen pære, og ledningen kan ikke nå stikket i væggen. En dag købte jeg en pære, satte den i og flyttede lampen hen imod stikket. Den lyste fint. Næste dag, da jeg kom hjem, var stikket trukket ud og lampen flyttet tilbage.
*Susan laver aldrig mad til sig selv. Hun laver altid mad til sin hund, fordi den ikke spiser butikkernes mad. Når hun serverer for hunden, er den stort set aldrig sulten, men når jeg spiser toast er den helt vild med at få lidt af skorpen.
*Der er mørklægningsgardiner for alle vinduer, og de er altid rullet for. Hvis jeg ruller dem fra, ruller Susan dem for igen, så snart hun kommer hjem. Derfor er der altid mørkt i lejligheden.
*Jeg har ikke haft andet end en flaske shampoo stående på badeværelset. Jeg har fyldt en halv hylde i det halvtomme køkken og en enkelt hylde i det halvtomme køleskab.
*Jeg er aldrig kommet sent eller fuld hjem, jeg har aldrig haft besøg og jeg har aldrig spillet høj musik.
*Susan og jeg har aldrig været uenige om noget. I sagens natur har vi egentlig heller aldrig været enige om noget, eftersom vi ikke har snakket meget sammen.
*Susan bad mig (høfligt) om at flytte med ordene; "This is not working out for me. I am just a very private person. "
*Susan er i gang med at lede efter en ny indflytter at dele lejligheden med efter jeg er flyttet ud.
Hvad siger I? Nogen, der har et bud?
tirsdag den 24. marts 2009
Airwolf to the rescue
Er der nogen af jer, der kan huske Airwolf? Nej..? Sikke en skam.
Airwolf var en af de absolut fedeste tv-serier, der kom ud af firserne. Serien handlede om en superhelikopter, der havde jetmotorer, og som derfor kunne flyve hurtigere end lydens hastighed, hvilket gjorde den til amerikanernes mest avancerede og tophemmelige våben i kampen mod russerne og andre bad guys.
Besynderligt nok var Airwolf faldet i hænderne på den mytologisk kompetente og ordknappe testpilot Stringfellow Hawke (som igennem hele serien bliver drillet med sit tåbelige navn af både amerikanere og russere) og hans bedste ven, vietnam-veteranen Dominic, der altid var i godt humør.
De havde gemt Airwolf fra den amerikanske hær, og brugte den til at udføre missioner for en hemmelig efterretningstjeneste - og nogle gange for sig selv, når det følelseskolde statsbureaukrati overså den lille mand.
I går lovede jeg, at jeg ville være i bedre humør i dag, men da jeg skulle til at skrive min blog, var jeg stadig sur, skuffet, frustreret og bekymret over min usikre boligsituation og mine fire essays i næste uge, som jeg stadig ikke ved, hvordan jeg skal skrue sammen. Og jeg holder som regel, hvad jeg lover.
Så i stedet for at skrive min blog, så jeg første sæson af Airwolf på min computer. Og I kan kalde det nostalgi, barnlighed eller lavkultur, men der er noget ved de forcerede helte og superhelikopteren med verdens dårligste special effects, der altid gør mig i bedre humør.
http://www.youtube.com/watch?v=ezDIPDVH-IE
Ta-da! Og tusind tak, Airwolf.
Airwolf var en af de absolut fedeste tv-serier, der kom ud af firserne. Serien handlede om en superhelikopter, der havde jetmotorer, og som derfor kunne flyve hurtigere end lydens hastighed, hvilket gjorde den til amerikanernes mest avancerede og tophemmelige våben i kampen mod russerne og andre bad guys.
Besynderligt nok var Airwolf faldet i hænderne på den mytologisk kompetente og ordknappe testpilot Stringfellow Hawke (som igennem hele serien bliver drillet med sit tåbelige navn af både amerikanere og russere) og hans bedste ven, vietnam-veteranen Dominic, der altid var i godt humør.
De havde gemt Airwolf fra den amerikanske hær, og brugte den til at udføre missioner for en hemmelig efterretningstjeneste - og nogle gange for sig selv, når det følelseskolde statsbureaukrati overså den lille mand.
I går lovede jeg, at jeg ville være i bedre humør i dag, men da jeg skulle til at skrive min blog, var jeg stadig sur, skuffet, frustreret og bekymret over min usikre boligsituation og mine fire essays i næste uge, som jeg stadig ikke ved, hvordan jeg skal skrue sammen. Og jeg holder som regel, hvad jeg lover.
Så i stedet for at skrive min blog, så jeg første sæson af Airwolf på min computer. Og I kan kalde det nostalgi, barnlighed eller lavkultur, men der er noget ved de forcerede helte og superhelikopteren med verdens dårligste special effects, der altid gør mig i bedre humør.
http://www.youtube.com/watch?v=ezDIPDVH-IE
Ta-da! Og tusind tak, Airwolf.
mandag den 23. marts 2009
...
Jeg ville have skrevet et rigtig muntert indlæg i dag. Noget om, hvordan jeg studerer, måske. Eller om, hvor jeg bor.
Men da min udlejer kom ind i dag, bad hun mig om at flytte ud hurtigst muligt. Tilsyneladende "is it not really working out" for hende. Jeg har lidt svært ved at forstå det, eftersom vi stort set ikke er hjemme på samme tid. Men jeg har ikke tænkt mig at grave videre i det. Jeg er ganske enkelt for sur.
I stedet har jeg tænkt mig, at starte forfra på at besvare annoncer og ringe mennesker op, så jeg forhåbentlig kan finde et sted at være i resten af min tid hernede.
Jeg lover, at jeg er i bedre humør imorgen.
Men da min udlejer kom ind i dag, bad hun mig om at flytte ud hurtigst muligt. Tilsyneladende "is it not really working out" for hende. Jeg har lidt svært ved at forstå det, eftersom vi stort set ikke er hjemme på samme tid. Men jeg har ikke tænkt mig at grave videre i det. Jeg er ganske enkelt for sur.
I stedet har jeg tænkt mig, at starte forfra på at besvare annoncer og ringe mennesker op, så jeg forhåbentlig kan finde et sted at være i resten af min tid hernede.
Jeg lover, at jeg er i bedre humør imorgen.
søndag den 22. marts 2009
Black power, here I come
Jeg bryder mig ikke om frysetørret kaffe. Overhovedet ikke. Faktisk er frysetørret kaffe noget af det værste, jeg ved.
Hvorfor?
- Fordi det ikke smager af det, som det skal; nemlig rigtig kaffe, der ikke er frysetørret. I stedet smager det af pap. Af plasticlåg. Af vacuum. Af farvestof og bundfald og campingferie med dårligt vejr.
Men ind imellem er man desværre nødt til at gå på kompromis med sine principper. Det er du for eksempel, når du ikke har en kaffemaskine selv, og når tjenerne på den nærmeste café efterhånden ved, hvad du skal have, når du træder ind af døren. Og når kaffe er blevet et livsvilkår på linie med grundlæggende biologiske funktioner som søvn, sol og mørk chokolade.
Og ind imellem, når man går på kompromis med sine principper, lærer man noget nyt og spændende om sig selv, og nogle gange ændrer man sig.
Jeg er for eksempel blevet enig med mig selv om, at denne her frysetørrede kaffe faktisk ikke er så usmagelig, grotesk og sygdomsfremkaldende i den kulturforbryderiske forstand, som jeg er vant til.
Som Per Vers rapper i sin hyldest til sort kaffe;
Jeg er en hvid mand fanget
i en hvid mands krop,
men jeg har en sort sjæl så hæld det op.
Jeg hælder og bæller lige indtil jeg ska' schlafen
Jeg ved godt, hvad jeg vælger, hvis det er konen eller kaffen
Alt det gas om at det er gift, det er gas.
Det får mig på toppen som et skiliftpas
Og når jeg får en sek-
retær står der kun én ting i hendes skema:
"Hent kaffe til mig"
(Se resten af teksten her: http://www.ulrikkold.dk/blog/?entryId=286)
Se, DET er poesi!
Hvorfor?
- Fordi det ikke smager af det, som det skal; nemlig rigtig kaffe, der ikke er frysetørret. I stedet smager det af pap. Af plasticlåg. Af vacuum. Af farvestof og bundfald og campingferie med dårligt vejr.
Men ind imellem er man desværre nødt til at gå på kompromis med sine principper. Det er du for eksempel, når du ikke har en kaffemaskine selv, og når tjenerne på den nærmeste café efterhånden ved, hvad du skal have, når du træder ind af døren. Og når kaffe er blevet et livsvilkår på linie med grundlæggende biologiske funktioner som søvn, sol og mørk chokolade.
Og ind imellem, når man går på kompromis med sine principper, lærer man noget nyt og spændende om sig selv, og nogle gange ændrer man sig.
Jeg er for eksempel blevet enig med mig selv om, at denne her frysetørrede kaffe faktisk ikke er så usmagelig, grotesk og sygdomsfremkaldende i den kulturforbryderiske forstand, som jeg er vant til.
Som Per Vers rapper i sin hyldest til sort kaffe;
Jeg er en hvid mand fanget
i en hvid mands krop,
men jeg har en sort sjæl så hæld det op.
Jeg hælder og bæller lige indtil jeg ska' schlafen
Jeg ved godt, hvad jeg vælger, hvis det er konen eller kaffen
Alt det gas om at det er gift, det er gas.
Det får mig på toppen som et skiliftpas
Og når jeg får en sek-
retær står der kun én ting i hendes skema:
"Hent kaffe til mig"
(Se resten af teksten her: http://www.ulrikkold.dk/blog/?entryId=286)
Se, DET er poesi!
fredag den 20. marts 2009
Dagens skilt: Men hvad hvis man MANGLER blod??
Når man går rundt i gaderne i den centrale by, er der konstant skilte, der viser hen til blodbanken. Disse skilte har - som de eneste overhovedet - fået den bedst tænktelige placering i gadebilledet - lige ved siden af vejnavnene. Det synes jeg naturligvis er rigtig smart, for så kan bloddonorere altid finde frem.
Men er der ikke mange andre ting, som man med fordel kunne skilte med i stedet? - For eksempel, hvordan man finder hen til skadestuen?
Men er der ikke mange andre ting, som man med fordel kunne skilte med i stedet? - For eksempel, hvordan man finder hen til skadestuen?
13/100 australianism - spider in my bed!
Historien ganske kort:
EEEEWWWW!
*WHACK!*
... EEW, EEW, EEW, EEEEEEEEEW!!!
*WHACK!*
*WHACK!*
*WHACK!*
...
- *WHACK!WHACK!WHACK!WHACK!!!*
. . .
Eww...
EEEEWWWW!
*WHACK!*
... EEW, EEW, EEW, EEEEEEEEEW!!!
*WHACK!*
*WHACK!*
*WHACK!*
...
- *WHACK!WHACK!WHACK!WHACK!!!*
. . .
Eww...
torsdag den 19. marts 2009
Skittles, anyone?
Australien er ikke et specielt billigt land at shoppe i. Bevares, caféerne og tøjbutikkerne konkurrer mere om kunderne, og du kan få en cappucino til 10-12 kroner de fleste steder. Du kan også køre med den offentlige i den indre by for omkring 25 kroner om dagen, hvilket godt nok er halvt så dyrt som i Århus og København, men stadig ikke rigtig billigt. Og man sparer heller ikke nogen formue på hverken Ipods eller tele-objektiver.
Der er dog et par ting, som er væsentligt billigere i Australien end i Danmark, nemlig kød -og sportsudstyr!
Kød, fordi australierne har helt utroligt mange helt utroligt store kvægfarme med helt utrolige horder af utroligt store, kødfulde dyr.
Sportsudstyr, fordi... ?
Det er faktisk svært at sige. Men australierne elsker sport, der er sport alle vegne og alle ser ud til at motionere hele tiden og på alle niveauer. Måske er der ganske enkelt bare mere salg i det hernede.
Det passer mig desuden fint, for jeg er midst lige så god til at shoppe sportsgrej som jeg er dårlig til at shoppe jeans og sko. Lad mig give et par hurtige eksempler på prisforskellene;
Wilson K-series tennisketcher; 600 australske kroner - 1500 danske kroner.
Nike svømmebriller; 80 australske kroner - 280 danske kroner.
Slazenger tennisbolde; 45 australske kroner - 130 danske kroner.
Spalding Pro basketball; 135 australske kroner - 600 danske kroner.
Sådan bliver det ved, når man går igennem sportsbutikkerne og får lyst til at købe alting hele tiden.
Så hvis der er nogen i Danmark, der skal have noget med hernede fra (som hverken fylder eller vejer noget som helst), er det altså i sportens verden, det foregår.
Nåh ja, så kan man også få skittles hernede - verdens bedste slik. Men dem spiser jeg alle sammen selv, på vej hjem i flyveren.
Der er dog et par ting, som er væsentligt billigere i Australien end i Danmark, nemlig kød -og sportsudstyr!
Kød, fordi australierne har helt utroligt mange helt utroligt store kvægfarme med helt utrolige horder af utroligt store, kødfulde dyr.
Sportsudstyr, fordi... ?
Det er faktisk svært at sige. Men australierne elsker sport, der er sport alle vegne og alle ser ud til at motionere hele tiden og på alle niveauer. Måske er der ganske enkelt bare mere salg i det hernede.
Det passer mig desuden fint, for jeg er midst lige så god til at shoppe sportsgrej som jeg er dårlig til at shoppe jeans og sko. Lad mig give et par hurtige eksempler på prisforskellene;
Wilson K-series tennisketcher; 600 australske kroner - 1500 danske kroner.
Nike svømmebriller; 80 australske kroner - 280 danske kroner.
Slazenger tennisbolde; 45 australske kroner - 130 danske kroner.
Spalding Pro basketball; 135 australske kroner - 600 danske kroner.
Sådan bliver det ved, når man går igennem sportsbutikkerne og får lyst til at købe alting hele tiden.
Så hvis der er nogen i Danmark, der skal have noget med hernede fra (som hverken fylder eller vejer noget som helst), er det altså i sportens verden, det foregår.
Nåh ja, så kan man også få skittles hernede - verdens bedste slik. Men dem spiser jeg alle sammen selv, på vej hjem i flyveren.
onsdag den 18. marts 2009
12/100 australianisme - 15 minutes of fame
Jeps - når man optræder i en vox pop i byens lokale trafikavis, så er man da begyndt at høre til, ikke?
...og så ikke flere vejrrapporter!
Jeg er godt klar over, at jeg har skrevet helt utroligt mange indlæg om vejret, men jeg er nødt til lige at lave ét til.
I dag var jeg på havet i en 31 fods yacht. Det var årets næst-sidste sommersejlads, og dermed en af de sidste chancer for at få points på tavlen, inden vintersæsonen begynder med australiernes vintertid om to uger.
I dag så ud til at blive en strålende dag at sejle om kap i, men omkring 4 minutter efter at vi havde sat sejl, forsvandt enhver form for vind. Som om en kæmpe havde sat en osteklokke over Port Philip. Nu er svag vind jo ens for alle både, men da vi havde brugt tre forsøg på at krydse startlinien uden held, havde de fleste af konkurrenterne vugget sig ud på et relativt stort forspring.
Så var det også blevet tid til "first drinks".
Da der endelig kom en lille brise, og vi krydsede starten (omkring 35 minutter inde i løbet), blev vi enige om at gå i gang med "second drinks", og så var det også ved at være på tide at vende om.
På vejen ind drak vi "third drinks" og spiste sandwich, imens vi grinede af alle de andre både, der sad uhjælpeligt fast i det vindstille langt ude i bugten og ville komme alt for sent ind til "after drinks" i baren.
Tag ikke fejl af mit mandskab - selvom gennemsnitsalderen er over 50 (også hvis man tæller bådens alder med) - og selvom de alle sammen holder en øl i hånden - vandt de faktisk 9 sejladser sidste år.
Jeg skal sejle igen på næste onsdag, og så er der forhåbentlig enten mere vind eller flere sodavand på havet.
Cheers!
I dag var jeg på havet i en 31 fods yacht. Det var årets næst-sidste sommersejlads, og dermed en af de sidste chancer for at få points på tavlen, inden vintersæsonen begynder med australiernes vintertid om to uger.
I dag så ud til at blive en strålende dag at sejle om kap i, men omkring 4 minutter efter at vi havde sat sejl, forsvandt enhver form for vind. Som om en kæmpe havde sat en osteklokke over Port Philip. Nu er svag vind jo ens for alle både, men da vi havde brugt tre forsøg på at krydse startlinien uden held, havde de fleste af konkurrenterne vugget sig ud på et relativt stort forspring.
Så var det også blevet tid til "first drinks".
Da der endelig kom en lille brise, og vi krydsede starten (omkring 35 minutter inde i løbet), blev vi enige om at gå i gang med "second drinks", og så var det også ved at være på tide at vende om.
På vejen ind drak vi "third drinks" og spiste sandwich, imens vi grinede af alle de andre både, der sad uhjælpeligt fast i det vindstille langt ude i bugten og ville komme alt for sent ind til "after drinks" i baren.
Tag ikke fejl af mit mandskab - selvom gennemsnitsalderen er over 50 (også hvis man tæller bådens alder med) - og selvom de alle sammen holder en øl i hånden - vandt de faktisk 9 sejladser sidste år.
Jeg skal sejle igen på næste onsdag, og så er der forhåbentlig enten mere vind eller flere sodavand på havet.
Cheers!
tirsdag den 17. marts 2009
Den sidste sommerdag
"It's Melbourne - you never know, what you are going to get tomorrow."
Sådan indvier de lokale dig stolt i hemmelighederne bag det Sydøstaustralske klima, hvis du brokker dig over de utilregnelige vejrskift, der gør det praktisk talt umuligt at foretage et rigtigt valg, når du står på hovedet i klædeskabet tidligt om morgenen.
Alligevel er det efterhånden til at mærke, at sommeren er slut for denne gang, og at efteråret er begyndt. Den konstante vind og de kølige aftener har for længst skræmt badegæsterne væk og fået caféerne til at støve terassevarmerne af. For få uger siden bød butikkerne kunderne velkommen ind i airconditionen med små sedler på dørene, der venligt bad gæsterne om at lukke efter sig, for at holde varmen ude. I dag opfordrer de små sedler til at komme inden for i varmen - og beder os om, ikke at slippe for meget af den ud undervejs. Og selvom der stadig er bagende sol ind imellem, er det ikke de samme dominerende stråler som dem, der tørrede parkerne ud og forvandlede asfalten til glødende kul under bare tæer tilbage i februar.
Jo, sommeren er ved at være slut. Faktisk tror jeg, at den sluttede i dag omkring klokken 17.30. Jeg sad i pariserhjulet og betragtede, hvordan floden, højhusene og "the G" - Melbournes mægtigste sportsarena - aftegnede sig i årets sidste, lavtstående sensommersol.
Jeg elsker efteråret.
Sådan indvier de lokale dig stolt i hemmelighederne bag det Sydøstaustralske klima, hvis du brokker dig over de utilregnelige vejrskift, der gør det praktisk talt umuligt at foretage et rigtigt valg, når du står på hovedet i klædeskabet tidligt om morgenen.
Alligevel er det efterhånden til at mærke, at sommeren er slut for denne gang, og at efteråret er begyndt. Den konstante vind og de kølige aftener har for længst skræmt badegæsterne væk og fået caféerne til at støve terassevarmerne af. For få uger siden bød butikkerne kunderne velkommen ind i airconditionen med små sedler på dørene, der venligt bad gæsterne om at lukke efter sig, for at holde varmen ude. I dag opfordrer de små sedler til at komme inden for i varmen - og beder os om, ikke at slippe for meget af den ud undervejs. Og selvom der stadig er bagende sol ind imellem, er det ikke de samme dominerende stråler som dem, der tørrede parkerne ud og forvandlede asfalten til glødende kul under bare tæer tilbage i februar.
Jo, sommeren er ved at være slut. Faktisk tror jeg, at den sluttede i dag omkring klokken 17.30. Jeg sad i pariserhjulet og betragtede, hvordan floden, højhusene og "the G" - Melbournes mægtigste sportsarena - aftegnede sig i årets sidste, lavtstående sensommersol.
Jeg elsker efteråret.
mandag den 16. marts 2009
Av..! Av..! Av..! Av..!
I dag var jeg til den første træning med klatreklubben. Efter et par fantatiske klatreture i Thailand sidste år blev jeg helt vild med sporten, og så er det med at slå til, når muligheden byder sig. Der er nemlig ikke mange klatrehuse i Danmark - og de er alt, alt for dyre.
To timer på væggen var nøjagtig lige så afslappende, som jeg havde håbet på. - Jeg har krampe i det ene baglår, vabler på begge hænder, ømme muskler overalt på armene og ryggen, fantastisk ondt i tæerne og så kan jeg ikke længere rette mine fingre ud.
Derfor holder jeg op med at skrive nu, og går i seng...
To timer på væggen var nøjagtig lige så afslappende, som jeg havde håbet på. - Jeg har krampe i det ene baglår, vabler på begge hænder, ømme muskler overalt på armene og ryggen, fantastisk ondt i tæerne og så kan jeg ikke længere rette mine fingre ud.
Derfor holder jeg op med at skrive nu, og går i seng...
søndag den 15. marts 2009
Nåh ja, - det er et studie!
I dag fik jeg en email fra min mor. Hun skrev, at det var dejligt at læse om alt det, jeg oplever på bloggen, men at hun ikke kan forstå, hvornår jeg får tid til at studere. Og det er da et godt spørgsmål.
Kære mor
I går brugte jeg mere end seks timer på at læse om udviklingen af det tyrkiske demokrati i efterkrigstiden. Jeg skal ellers lige love for, at der skete ting og sager dernede op igennem 50'erne og 60'erne. Hver eneste valgperiode bød på nye forfatninger, nye militærkup, nye partier, nye økonomiske kriser og nye politiske ledere i nye koalitionsregeringer, der alle havde en næsten pervers forkærlighed for forvirrende forkortelser. I begyndelsen tog jeg noter, men efter at jeg erkendte, at noterne fyldte mere end mit pensum, gav jeg op.
Dagen inden brugte jeg lige så lang tid på at læse op på den filosofiske debat, der har dannet det ideologiske grundlag for moderne, grønne partier. Det er ikke så simpelt som det lyder; Hvordan forholder et demokratisk grønt parti sig for eksempel til det problematiske i, at et flertal af vælgerne ønsker at bibeholde deres ret til at spise kød, køre bil og få masser af børn, selvom det ødelægger verdens natur for de kommende generationer? Er der overhovedet en realistisk demokratisk løsning på klimaspørgsmålet, eller er den eneste reelle chance for at redde miljøet at suspendere folkevældet og indsætte et autoritativt teknokrati, med beføjelser til at gennemtvinge økologisk politik? Og hvilke teknokrater skal i givet fald bestemme mest - dem, der arbejder for udviklingen af en decentraliseret, co2-neutral produktionssektor eller dem, der arbejder for en centraliseret, international co2-politik?
...Av min knold..
I dag er jeg i fuld gang med at læse op på tirsdagens tekst om folkebevægelserne på tværs af landegrænser i de moderne statsnationer og identitetsskabelsen hos tilflyttere og integranter. Teksten stiller spørgsmålstegn ved definitionerne af begrebet "hjem", blandt andet ved at spørge, om det overhovedet giver mening at tale om at "flytte tilbage til sit hjemland", hvis man har været bosat et andet sted - og om, i hvilket omfang en indbyggeridentitet bygger på nationale idealer eller på individuelt uafhængige forhold.
Jeg er for længst holdt op med at stille den slags kritiske spørgsmål. Jeg håber bare, at jeg kan huske noget af det, når jeg skal til eksamen i juni, for jeg læser det ikke én gang til!
Anders.
Kære mor
I går brugte jeg mere end seks timer på at læse om udviklingen af det tyrkiske demokrati i efterkrigstiden. Jeg skal ellers lige love for, at der skete ting og sager dernede op igennem 50'erne og 60'erne. Hver eneste valgperiode bød på nye forfatninger, nye militærkup, nye partier, nye økonomiske kriser og nye politiske ledere i nye koalitionsregeringer, der alle havde en næsten pervers forkærlighed for forvirrende forkortelser. I begyndelsen tog jeg noter, men efter at jeg erkendte, at noterne fyldte mere end mit pensum, gav jeg op.
Dagen inden brugte jeg lige så lang tid på at læse op på den filosofiske debat, der har dannet det ideologiske grundlag for moderne, grønne partier. Det er ikke så simpelt som det lyder; Hvordan forholder et demokratisk grønt parti sig for eksempel til det problematiske i, at et flertal af vælgerne ønsker at bibeholde deres ret til at spise kød, køre bil og få masser af børn, selvom det ødelægger verdens natur for de kommende generationer? Er der overhovedet en realistisk demokratisk løsning på klimaspørgsmålet, eller er den eneste reelle chance for at redde miljøet at suspendere folkevældet og indsætte et autoritativt teknokrati, med beføjelser til at gennemtvinge økologisk politik? Og hvilke teknokrater skal i givet fald bestemme mest - dem, der arbejder for udviklingen af en decentraliseret, co2-neutral produktionssektor eller dem, der arbejder for en centraliseret, international co2-politik?
...Av min knold..
I dag er jeg i fuld gang med at læse op på tirsdagens tekst om folkebevægelserne på tværs af landegrænser i de moderne statsnationer og identitetsskabelsen hos tilflyttere og integranter. Teksten stiller spørgsmålstegn ved definitionerne af begrebet "hjem", blandt andet ved at spørge, om det overhovedet giver mening at tale om at "flytte tilbage til sit hjemland", hvis man har været bosat et andet sted - og om, i hvilket omfang en indbyggeridentitet bygger på nationale idealer eller på individuelt uafhængige forhold.
Jeg er for længst holdt op med at stille den slags kritiske spørgsmål. Jeg håber bare, at jeg kan huske noget af det, når jeg skal til eksamen i juni, for jeg læser det ikke én gang til!
Anders.
lørdag den 14. marts 2009
Dagens skilt: "-Immobilize the WHAT???"
Dagens skilt er ikke spor sjovt. Slet ikke, når det sidder på døren til toilettet.
40 meter fra der, hvor man sover.
På jorden. Under åben himmel.
380 kilometer fra den nærmeste by.
Ifølge plakaten er der dog kun en enkelt af de tre lokale slanger, der for alvor er dødelig. Godnat og sov godt...
40 meter fra der, hvor man sover.
På jorden. Under åben himmel.
380 kilometer fra den nærmeste by.
Ifølge plakaten er der dog kun en enkelt af de tre lokale slanger, der for alvor er dødelig. Godnat og sov godt...
fredag den 13. marts 2009
Hvad for nogle australiere?
Jeg har tidligere mere end antydet, at Melbourne kan beskrives - og ofte bliver det - som en kulturel smeltedigel af forskellige eksistenser og nationaliteter. Klichéen fungerer som et prædikat, indtil den virkelige baggrund for betegnelsen går op for én. I dag gik det op for mig, og tillad mig at forklare:
Da jeg stod op i dag, sagde jeg godmorgen til en kvinde fra Tasmanien. Jeg gik hen i parken, hvor jeg spillede skak med en mand fra Libanon og sagde hej til et par fyre fra Bangladesh hhv. Marokko, som jeg tidligere har mødt. Der var også en fyr fra Rusland der spillede mod én fra Tyrkiet, men dem snakkede jeg ikke med idag. I stedet ringede jeg op til en mand fra Wales, som er i gang med at sælge mig en cykel.
Efter et par timer fulgtes jeg med en græker og en tjekke ned på en pub, hvor vi spillede lidt mere skak, indtil tjekkens kone kom - hun var oprindeligt fra Italien.
I morgen skal jeg til fødselsdag hos en Hollandsk pige sammen med en af de svenske udvekslingsstudenter. På onsdag skal jeg ud og sejle på en båd sammen med en græker og en fyr fra New Zealand. Inden da skal jeg, via mailkorrespondance, diskurtere et researchprojekt med en gut fra Pakistan og mødes til kaffe med en pige fra Iran. Jeg skal forresten også drikke kaffe med et par tøser fra Irland, der arbejder i området som socialarbejdere.
Halvdelen af mine undervisere er emigranter fra England på nær én, der er fra USA og en hjælpe-lærer, der er fra Indien. Jeg har også mødt adskillige tyskere, schweitzere og canadiere hernede, der arbejder på midlertidige eller permanente opholdstilladelser, for slet ikke at nævne resten af de asiatiske lande.
Ifølge statistikken er mere end 40 procent af indbyggerne i Melbourne enten immigranter eller børn af immigranter. Alligevel er byen - og landet - præget af en meget stærk og speciel nationalistisk ånd, der blandt andre afspejler sig i australiernes kærlighed til deres særlige natur, deres særlige sportsgrene og - langt fra så selvmodsigende, som det umiddelbart lyder - deres fælles stolthed over at leve i et særligt multikulturelt samfund.
Det er, som min tjekkiske ven formulerede det i eftermiddags:
-No man, you know; it makes no difference. - Because we are all fucking Melbournians, you know?! -HA, HA, HA, HA, man... ...you know?
Gad vide, hvad Dansk Folkeparti ville stille op med det..? :-)
Da jeg stod op i dag, sagde jeg godmorgen til en kvinde fra Tasmanien. Jeg gik hen i parken, hvor jeg spillede skak med en mand fra Libanon og sagde hej til et par fyre fra Bangladesh hhv. Marokko, som jeg tidligere har mødt. Der var også en fyr fra Rusland der spillede mod én fra Tyrkiet, men dem snakkede jeg ikke med idag. I stedet ringede jeg op til en mand fra Wales, som er i gang med at sælge mig en cykel.
Efter et par timer fulgtes jeg med en græker og en tjekke ned på en pub, hvor vi spillede lidt mere skak, indtil tjekkens kone kom - hun var oprindeligt fra Italien.
I morgen skal jeg til fødselsdag hos en Hollandsk pige sammen med en af de svenske udvekslingsstudenter. På onsdag skal jeg ud og sejle på en båd sammen med en græker og en fyr fra New Zealand. Inden da skal jeg, via mailkorrespondance, diskurtere et researchprojekt med en gut fra Pakistan og mødes til kaffe med en pige fra Iran. Jeg skal forresten også drikke kaffe med et par tøser fra Irland, der arbejder i området som socialarbejdere.
Halvdelen af mine undervisere er emigranter fra England på nær én, der er fra USA og en hjælpe-lærer, der er fra Indien. Jeg har også mødt adskillige tyskere, schweitzere og canadiere hernede, der arbejder på midlertidige eller permanente opholdstilladelser, for slet ikke at nævne resten af de asiatiske lande.
Ifølge statistikken er mere end 40 procent af indbyggerne i Melbourne enten immigranter eller børn af immigranter. Alligevel er byen - og landet - præget af en meget stærk og speciel nationalistisk ånd, der blandt andre afspejler sig i australiernes kærlighed til deres særlige natur, deres særlige sportsgrene og - langt fra så selvmodsigende, som det umiddelbart lyder - deres fælles stolthed over at leve i et særligt multikulturelt samfund.
Det er, som min tjekkiske ven formulerede det i eftermiddags:
-No man, you know; it makes no difference. - Because we are all fucking Melbournians, you know?! -HA, HA, HA, HA, man... ...you know?
Gad vide, hvad Dansk Folkeparti ville stille op med det..? :-)
torsdag den 12. marts 2009
11/100 australianism - like the Vegemite
Det er gået op for mig, at jeg tidligere har været meget krtisk over for den australske madkultur, og det er noget, som jeg vil sørge for at rette op på med det samme. Sagen er den, at jeg aldrig har befundet mig et sted, hvor maden på restauranterne og caféerne var billigere og bedre. Selv cappucinoerne er ok langt de fleste steder.
Men den gode mad som regel er italiensk, græsk, fransk, britisk eller asiatisk. God sushi hernede koster cirka det samme som en pizza i Danmark. Men helt i tråd med den multikulturelle smeltedigel som australien - og især Mebourne - er, tilbyder australierne ganske få kulinariske oplevelser, som de selv har opfundet. Der er dog et par stykker, og den mest oplagte er det berygtede Vegemite.
For dem, der ikke har oplevet fænomenet vil jeg kort beskrive det således:
Det kommer i en dåse med skruelåg, lidt ligesom peanutbutter eller Nutella, og konsistensen er cirka der imellem. Det er kulsort. Det smager som en koncentreret blanding af soya og mørk øl. Det er ikke nogen stor eksportvare.
Men det er - måske netop på grund af den særlige smag og den internationale fiasko - uigendriveligt en central del af den australske identitet, og Vegemite står på hylderne i alle de australske hjem.
Efter ugers trial/error i køkkenet og opgivende samtaler med mine lokale kontakter var der én, der foreslog, at jeg prøvede at komme det på ost ligesom de fleste andre. Nu ved jeg endelig, hvordan jeg får spist resten af bøtten, og jeg føler mig en lille smule mere australsk.
Men den gode mad som regel er italiensk, græsk, fransk, britisk eller asiatisk. God sushi hernede koster cirka det samme som en pizza i Danmark. Men helt i tråd med den multikulturelle smeltedigel som australien - og især Mebourne - er, tilbyder australierne ganske få kulinariske oplevelser, som de selv har opfundet. Der er dog et par stykker, og den mest oplagte er det berygtede Vegemite.
For dem, der ikke har oplevet fænomenet vil jeg kort beskrive det således:
Det kommer i en dåse med skruelåg, lidt ligesom peanutbutter eller Nutella, og konsistensen er cirka der imellem. Det er kulsort. Det smager som en koncentreret blanding af soya og mørk øl. Det er ikke nogen stor eksportvare.
Men det er - måske netop på grund af den særlige smag og den internationale fiasko - uigendriveligt en central del af den australske identitet, og Vegemite står på hylderne i alle de australske hjem.
Efter ugers trial/error i køkkenet og opgivende samtaler med mine lokale kontakter var der én, der foreslog, at jeg prøvede at komme det på ost ligesom de fleste andre. Nu ved jeg endelig, hvordan jeg får spist resten af bøtten, og jeg føler mig en lille smule mere australsk.
onsdag den 11. marts 2009
Tvivlsom timing
I dag var temperaturen oppe på de sædvanlige 28 grader, og jeg fejrede solen ved at bruge to timer på internettet (som min overbo stadig betaler, shhh!) og køre i sporvogn ind til centrum for at shoppe billige tennisketchere og skakbrikker, hvorefter en slentretur langs floden førte mig ind i Victorias nationalgalleri.
De har mange moderne, midlertidige udstillinger, blandt andet en udstilling med forskellige designobjekter fra Bugatti-familiens fire generationer af verdenskendt design. Ja, der var også et par biler i blandt, men de italienske gutter designede faktisk stort set alt, hvad man kan komme i tanke om.
- Nåh ja, så var der også mode-udstillingen med tusindvis af trendsættende kjoler igenenm tiderne. Men det gider jeg ikke at kede de kvindelige læsere af bloggen med her.
Det mest interessante var en video-installation, hvor kunstneren forsøgte at skildre afstanden og transformationen imellem livet og døden ved at filme mennesker, der bevæger sig igennem et gardin af faldende vand i slowmotion. Udstilligen hedder "An ocean without a shore", og den officielle hjemmeside kan ses her: http://www.oceanwithoutashore.com/ En hurtig googlesøgning vil dog hurtigt bringe nogle af videoerne op.
Da jeg kom ud fra de mørkelagte video-lokaler, sad solen stadig tungt på asfalt og afsvedne parkplæner, så jeg sprang på en sporvogn hjemad, men stod af på Fitzroy st. for at spise risotto på Embassy og købe en ny bog hos verdens flinkeste boghandler. Men så var det også slut med at spilde alt det gode vejr! Ud og nyde...
- En halv time senere stod jeg endelig og afprøvede min nye tennisketcher op ad en mur på den lokale træningsgrund. I plaskende regnvejr. Og så var den dag ligesom slut.
De har mange moderne, midlertidige udstillinger, blandt andet en udstilling med forskellige designobjekter fra Bugatti-familiens fire generationer af verdenskendt design. Ja, der var også et par biler i blandt, men de italienske gutter designede faktisk stort set alt, hvad man kan komme i tanke om.
- Nåh ja, så var der også mode-udstillingen med tusindvis af trendsættende kjoler igenenm tiderne. Men det gider jeg ikke at kede de kvindelige læsere af bloggen med her.
Det mest interessante var en video-installation, hvor kunstneren forsøgte at skildre afstanden og transformationen imellem livet og døden ved at filme mennesker, der bevæger sig igennem et gardin af faldende vand i slowmotion. Udstilligen hedder "An ocean without a shore", og den officielle hjemmeside kan ses her: http://www.oceanwithoutashore.com/ En hurtig googlesøgning vil dog hurtigt bringe nogle af videoerne op.
Da jeg kom ud fra de mørkelagte video-lokaler, sad solen stadig tungt på asfalt og afsvedne parkplæner, så jeg sprang på en sporvogn hjemad, men stod af på Fitzroy st. for at spise risotto på Embassy og købe en ny bog hos verdens flinkeste boghandler. Men så var det også slut med at spilde alt det gode vejr! Ud og nyde...
- En halv time senere stod jeg endelig og afprøvede min nye tennisketcher op ad en mur på den lokale træningsgrund. I plaskende regnvejr. Og så var den dag ligesom slut.
tirsdag den 10. marts 2009
Australsk horror med danske skurke
Da jeg boede på mit hostel på Barkly st. for kun få uger siden, kom jeg en aften til at åbne en tilfældig bog fra boghylden i pejsestuen. Det var én af de mange bøger, som andre rejsende havde efterladt, så mine forventninger til indholdet var cirka på højde med mine intentioner om at læse mere end et halvt kapitel - meget lave. Men bogen var en novellesamling af forskellige kritikerroste australske horrorforfattere og i den forstand en mulighed for at smage lidt på den lokale prosa. Så jeg åbnede den et tilfældigt sted, midtpå cirka, og begyndte at læse.
Historien var ganske rigtigt en horror-story, men det var ikke forfatterens tyndt udpenslede suspense og klichéramte hovedpersoner på novellens første sider, der fik mig til at spærre øjnene op og læse videre. Det var referencerne til det danske folk, nærmere betegnet Kong Christian.
I stedet for at gå i detajler med plottet (der er ikke mange at tage af), vil jeg nøjes med at citere fra historiens indledning. Forfatteren hedder Jason Fischer, og fortællingen begynder således:
I did'nt mean it, Swanny said, his shaking hands still cradling the smoking sawed-off. His ears rang from the blast.
Bloody worthless you are, Trev said, snatching the gun out of his hands. Now we are royally stuffed. Thanks a lot!
It went off by itself, the boy said quietly. He stepped away from the body, looking down in horror. We killed him!
No Swanny, you killed him. Coz you're a stupid twat. Now get over here and help me!
The boy dragged the body into the office, bundling him up under the desk.
We could feed him to the pigs, Swanny suggested. Leave no trace.
What's the point, Trev said. Look at all the blood and shit, all over the floor. We need to open the safe and get out of here.
Checking through the blinds, the older man made sure no one was approaching the house. It was a big farm, and there was a chance, no one had heard the gun go off. He gestured Swanny for the satchel, which he threw across the room.
We could've beaten the combination out of him, but you had to blow his head off, Trev grunted, sticking the explosives to the outside of the safe. Now everybody is going to hear this.
They set the fuse and ran. The explosion blew the thick metal door off it's hinges, shattered the furniture, blew all the glass out of the windows. Swanny had packed the charges with his usual enthusiasm. Coughing, Trev waded through the wreckage of Buchanans office. He reached into the safe, beating out the flames. Half of the contents were on fire.
I can't rely on you for anything, Trev shouted. He opened op his bag, stuffing it full of notes.
We're rich, Trev, said Swanny with a daft grin. He'd never seen this much money.
Ahh, it's all useless, Trev said, holding up a half-charred note. It was King Christians face, not King Williams. Swanny looked confused.
It's danish money, Trev said with his last shred of patience. No one around here will take these!
Her fortsætter historien med en vild flugt fra myndighederne i Adelaide igennem det zombiebefæstede sydlige australien, en flugt der ender i Alice Springs midt på kontinentet, hvor zombierne endnu ikke kan nå ind - angiveligt fordi de ikke kan krydse outbackens barske klima. Referencerne til den danske konge og pengene er herefter ganske sparsomme, og tjener tilsyneladende ikke nogen som helst funktion i resten af historien. Vi får dog antydningsvist at vide, hvordan tingene står til et par sider længere henne, hvor flugten har nået sit point of no return:
Why don't we go east? We've got Danish money, why don't we go to New Denmark?
-Stuff that, If I wanted to hang out with a bunch of box-head krauts, I would'nt have left in the first place, would I? Trev said. We go there, we end up in a work-camp with everyone else, working for King Christian the fucking invader.
Normalt vil jeg afholde mig fra at afsløre enden på en god historie, men i dette tilfælde vil jeg gå på kompromis med mine principper.
Skræmmende som den danske invasion tilsyneladende er, fortsætter historien nemlig med med at fokusere på hovedpersonernes mere presserende problemer. Ikke alene er de på flugt fra loven (og de danske arbejdslejre), det viser sig også hurtigt, at zombierne har smittet outbackens vilde kameler, der sagtens kan krydse outbackens barske terræn og snart angriber alle byens beboere med en altødelæggende blodtørst. Selvom forfatteren ikke går i detajler med deres skæbne, bliver de to uheldige røvere tilsyneladende begge spist på historiens sidste linie.
Det var da altid noget.
Historien var ganske rigtigt en horror-story, men det var ikke forfatterens tyndt udpenslede suspense og klichéramte hovedpersoner på novellens første sider, der fik mig til at spærre øjnene op og læse videre. Det var referencerne til det danske folk, nærmere betegnet Kong Christian.
I stedet for at gå i detajler med plottet (der er ikke mange at tage af), vil jeg nøjes med at citere fra historiens indledning. Forfatteren hedder Jason Fischer, og fortællingen begynder således:
I did'nt mean it, Swanny said, his shaking hands still cradling the smoking sawed-off. His ears rang from the blast.
Bloody worthless you are, Trev said, snatching the gun out of his hands. Now we are royally stuffed. Thanks a lot!
It went off by itself, the boy said quietly. He stepped away from the body, looking down in horror. We killed him!
No Swanny, you killed him. Coz you're a stupid twat. Now get over here and help me!
The boy dragged the body into the office, bundling him up under the desk.
We could feed him to the pigs, Swanny suggested. Leave no trace.
What's the point, Trev said. Look at all the blood and shit, all over the floor. We need to open the safe and get out of here.
Checking through the blinds, the older man made sure no one was approaching the house. It was a big farm, and there was a chance, no one had heard the gun go off. He gestured Swanny for the satchel, which he threw across the room.
We could've beaten the combination out of him, but you had to blow his head off, Trev grunted, sticking the explosives to the outside of the safe. Now everybody is going to hear this.
They set the fuse and ran. The explosion blew the thick metal door off it's hinges, shattered the furniture, blew all the glass out of the windows. Swanny had packed the charges with his usual enthusiasm. Coughing, Trev waded through the wreckage of Buchanans office. He reached into the safe, beating out the flames. Half of the contents were on fire.
I can't rely on you for anything, Trev shouted. He opened op his bag, stuffing it full of notes.
We're rich, Trev, said Swanny with a daft grin. He'd never seen this much money.
Ahh, it's all useless, Trev said, holding up a half-charred note. It was King Christians face, not King Williams. Swanny looked confused.
It's danish money, Trev said with his last shred of patience. No one around here will take these!
Her fortsætter historien med en vild flugt fra myndighederne i Adelaide igennem det zombiebefæstede sydlige australien, en flugt der ender i Alice Springs midt på kontinentet, hvor zombierne endnu ikke kan nå ind - angiveligt fordi de ikke kan krydse outbackens barske klima. Referencerne til den danske konge og pengene er herefter ganske sparsomme, og tjener tilsyneladende ikke nogen som helst funktion i resten af historien. Vi får dog antydningsvist at vide, hvordan tingene står til et par sider længere henne, hvor flugten har nået sit point of no return:
Why don't we go east? We've got Danish money, why don't we go to New Denmark?
-Stuff that, If I wanted to hang out with a bunch of box-head krauts, I would'nt have left in the first place, would I? Trev said. We go there, we end up in a work-camp with everyone else, working for King Christian the fucking invader.
Normalt vil jeg afholde mig fra at afsløre enden på en god historie, men i dette tilfælde vil jeg gå på kompromis med mine principper.
Skræmmende som den danske invasion tilsyneladende er, fortsætter historien nemlig med med at fokusere på hovedpersonernes mere presserende problemer. Ikke alene er de på flugt fra loven (og de danske arbejdslejre), det viser sig også hurtigt, at zombierne har smittet outbackens vilde kameler, der sagtens kan krydse outbackens barske terræn og snart angriber alle byens beboere med en altødelæggende blodtørst. Selvom forfatteren ikke går i detajler med deres skæbne, bliver de to uheldige røvere tilsyneladende begge spist på historiens sidste linie.
Det var da altid noget.
mandag den 9. marts 2009
Dagens skilt: Noget af det sjoveste ved grafitti...
...er, når man sætter sit 'tag' på steder, hvor andre ikke har fundet på at sætte dem før. Det gælder vist især i særdeleshed, hvis man 'tagger' et sted, der er lidt forbudt. (Eller måske endda meget forbudt, afhængigt af den individuelle grafittimalers street-credit-ambitions-niveau.)
Så hvad gør man så, hvis man er træt af, at de lokale knallertbøller maler grafitti på ens ejendom? Man kommer dem i forkøbet og maler på den selv.
Så hvad gør man så, hvis man er træt af, at de lokale knallertbøller maler grafitti på ens ejendom? Man kommer dem i forkøbet og maler på den selv.
søndag den 8. marts 2009
"hmm hm mmm, mm - that's when I ruled the world - ååå-åå-ååå - å - å!"
Ind i mellem tager min underbevidsthed delvist magten fra mig. Og når det sker, er det næsten som om, at der er et lille stykke af hjernen - et lille hjørnekontor i kælderen - der lukker skodderne og holder sit helt eget, private møde. Og så kører tankerne bare løs, fuld skrue derudaf, uden stop. På den måde har denne lille fokusgruppe i min hjerne for eksempel både scoret kvinden(/rne!) i mit liv, bestået alle mine eksamener (plus mange andres) og forsvaret mig imod de værst tænkelige (i ordets bogstavelige forstand) situationer, næsten uden mit bevidste vidende.
"..those, who are dead, are not dead, they're just living in my head. . . Å - Å!"
Måske er det fordi jeg giver den lov, fordi jeg åbner for sluserne. Måske er det bare en lille medfødt defekt, der har fået lov til at leve sit eget cognitive liv blandt mine mere hverdags-motiverede tanker, snedigt forklædt som koncentration eller underfundighed. Eller forvirring, bevares. Måske er det oven i købet normalt med en sådan special-sektion i hovedet. Som enhver anden eliteenhed er den nødt til at have store beføjelser under svag, autoritativ kontrol, for at få opgaven løst. Som med CIA og PET. (Men nok mest CIA, hvis vi skal være ærlige.)
"yeeeaaaaaaaahh -how long must she wait for me - yeaaaahhh"
Jeg nævner det, fordi det lille hjørnekontor overtog hele stueetagen og det meste af 1. sal i onsdags og har siddet solidt på hovedvægten af min mentale kapacitet lige siden. Anfaldet opstod umiddelbart efter at jeg bevidnede det britiske rock-band Coldplay afholde, hvad jeg kun kan beskrive som en olympisk festmiddag af en koncert for cirke 15.000 hypnotiserede tilskuere i Rod Laver Arena.
"-when you feel so tired, but you can't sle-eep, ... -stuck in reveee --E--ers,"
Jeg vil ikke gå de lokale aviser i bedene ved at lovprise koncerten mere, end jeg allerede har gjort antydningsvis, blot konstatere, at det var præcis lige så magisk og fantastisk, som man kan forestille sigdet. Alle, der planlægger at besøge Roskilde Festival til sommer, kan godt begynde at glæde sig.
"-just because I'm loosing, does'nt mean I'm lO-o-ooost, "
Nu håber jeg bare, at jeg snart kan genvinde den bevidste kontrol over mit stemmebånd, der i dagevis, automatisk og uafbrudt, har sunget, nynnet og mumlet tilfældige brudstykker af alle koncertens sange på skjult ordre fra fokusgruppen. For efter tre dage i en bil stoppede Pernille og Jeppe mig resolut ind i en K-mart i universitetsbyen Warrnambool, jeg fik lov til at købe CD'en, så vi "-i det mindste kunne høre sangene dér!" Og jeg formoder, at selv musikglade mennesker kigger underligt, når man afbryder universitetsforelæsningen med en usikker acapella af de aller nyeste toner.
Hmm.
" -I'll just blame it on a rush of blood to the head..."
"..those, who are dead, are not dead, they're just living in my head. . . Å - Å!"
Måske er det fordi jeg giver den lov, fordi jeg åbner for sluserne. Måske er det bare en lille medfødt defekt, der har fået lov til at leve sit eget cognitive liv blandt mine mere hverdags-motiverede tanker, snedigt forklædt som koncentration eller underfundighed. Eller forvirring, bevares. Måske er det oven i købet normalt med en sådan special-sektion i hovedet. Som enhver anden eliteenhed er den nødt til at have store beføjelser under svag, autoritativ kontrol, for at få opgaven løst. Som med CIA og PET. (Men nok mest CIA, hvis vi skal være ærlige.)
"yeeeaaaaaaaahh -how long must she wait for me - yeaaaahhh"
Jeg nævner det, fordi det lille hjørnekontor overtog hele stueetagen og det meste af 1. sal i onsdags og har siddet solidt på hovedvægten af min mentale kapacitet lige siden. Anfaldet opstod umiddelbart efter at jeg bevidnede det britiske rock-band Coldplay afholde, hvad jeg kun kan beskrive som en olympisk festmiddag af en koncert for cirke 15.000 hypnotiserede tilskuere i Rod Laver Arena.
"-when you feel so tired, but you can't sle-eep, ... -stuck in reveee --E--ers,"
Jeg vil ikke gå de lokale aviser i bedene ved at lovprise koncerten mere, end jeg allerede har gjort antydningsvis, blot konstatere, at det var præcis lige så magisk og fantastisk, som man kan forestille sigdet. Alle, der planlægger at besøge Roskilde Festival til sommer, kan godt begynde at glæde sig.
"-just because I'm loosing, does'nt mean I'm lO-o-ooost, "
Nu håber jeg bare, at jeg snart kan genvinde den bevidste kontrol over mit stemmebånd, der i dagevis, automatisk og uafbrudt, har sunget, nynnet og mumlet tilfældige brudstykker af alle koncertens sange på skjult ordre fra fokusgruppen. For efter tre dage i en bil stoppede Pernille og Jeppe mig resolut ind i en K-mart i universitetsbyen Warrnambool, jeg fik lov til at købe CD'en, så vi "-i det mindste kunne høre sangene dér!" Og jeg formoder, at selv musikglade mennesker kigger underligt, når man afbryder universitetsforelæsningen med en usikker acapella af de aller nyeste toner.
Hmm.
" -I'll just blame it on a rush of blood to the head..."
torsdag den 5. marts 2009
The Great Ocean Road - een gang til!
Foerst vil jeg hurtigt undskylde, at bloggen er saa stille for tiden. Aarsagen er ikke, at jeg har set alt, hvad der er at opleve i Australien, men at jeg ikke har internet, der hvor jeg bor. Min udlejer synes ikke rigtig, at hun har brug for det, og min frustration over hendes holdning er stort set opvejet af min forkaerlighed for det nostalgiske i ideen om, at saadanne mennesker stadig eksisterer og lever i bedste velgaaende.
Naa. Det er nu alligevel noget skidt, for jeg havde en klar ambition om, at bloggen her skulle opdateres dagligt - hvilket stort set er lykkedes indtil for nylig. De eneste undtagelser har vaeret de dage, hvor jeg har vaeret paa tur. Lad mig derfor indskyde en forsigtig gulerod om, at jeg har masser af ophobede indlaeg og ambitioner om at vedligeholde bloggen dagligt, saa snart jeg faar styr paa det elektroniske aspekt. (Og lad mig saa supplere med truslen om, at jeg nu har faaet en statcounter, saa jeg kan foelge med i, hvor mange af jer, der kigger med paa bloggen!)
Med det sagt er jeg klar til at annoncere, at I ikke vil hoere fra mig i de naeste tre dage, fordi jeg tager paa en lille tur ned ad den beroemte Great Ocean Road. Ja, jeg var jo faktisk ogsaa paa den tur i sidste weekend. Men de snoede veje, perfekte strande og unikke klippeformationer langs den australske sydkyst er vaerd en tur mere. Denne gang er Pernille og Jeppe fra Sydney med, og jeg har taenkt mig at forsoege, IKKE at oedelaegge vores lejede bil - i modsaetning til sidste uge, hvor turen endte med en imponerende bule og et ret uheldigt forsikringskaos.
Mere om det senere. (Eller aldrig, afhaengigt af, om det lykkes mig at glemme episoden fuldstaendigt. Jeg goer mit bedste.)
Vi snakkes ved paa mandag.
Naa. Det er nu alligevel noget skidt, for jeg havde en klar ambition om, at bloggen her skulle opdateres dagligt - hvilket stort set er lykkedes indtil for nylig. De eneste undtagelser har vaeret de dage, hvor jeg har vaeret paa tur. Lad mig derfor indskyde en forsigtig gulerod om, at jeg har masser af ophobede indlaeg og ambitioner om at vedligeholde bloggen dagligt, saa snart jeg faar styr paa det elektroniske aspekt. (Og lad mig saa supplere med truslen om, at jeg nu har faaet en statcounter, saa jeg kan foelge med i, hvor mange af jer, der kigger med paa bloggen!)
Med det sagt er jeg klar til at annoncere, at I ikke vil hoere fra mig i de naeste tre dage, fordi jeg tager paa en lille tur ned ad den beroemte Great Ocean Road. Ja, jeg var jo faktisk ogsaa paa den tur i sidste weekend. Men de snoede veje, perfekte strande og unikke klippeformationer langs den australske sydkyst er vaerd en tur mere. Denne gang er Pernille og Jeppe fra Sydney med, og jeg har taenkt mig at forsoege, IKKE at oedelaegge vores lejede bil - i modsaetning til sidste uge, hvor turen endte med en imponerende bule og et ret uheldigt forsikringskaos.
Mere om det senere. (Eller aldrig, afhaengigt af, om det lykkes mig at glemme episoden fuldstaendigt. Jeg goer mit bedste.)
Vi snakkes ved paa mandag.
onsdag den 4. marts 2009
Tilfaeldig regn? Det tror jeg ikke...
Med undtagelse af to ubetydelige byger - begge henrykt refereret her paa bloggen paa de respektive dage i februar - har Melbourne vaeret underlagt en ulasteligt blaa himmel siden jeg kom her d. 28. januar.
Det er slut nu. Igaar holdt det blaesende graavejr sit indtog og forvandlede mit sommerparadis til typisk dansk efteraar. Igaar var sjovt nok ogsaa dagen, hvor mine to medstuderende kom paa besoeg fra det regnbefaengte Sydney.
Tilfaeldigt? Mon dog...
Det er slut nu. Igaar holdt det blaesende graavejr sit indtog og forvandlede mit sommerparadis til typisk dansk efteraar. Igaar var sjovt nok ogsaa dagen, hvor mine to medstuderende kom paa besoeg fra det regnbefaengte Sydney.
Tilfaeldigt? Mon dog...
søndag den 1. marts 2009
1. skoledag - all over again
I dag var foerste skoledag, og den loeb af stabelen nogenlunde saaledes:
6.45; Jeg staar op, gaar i bad og kloer en lille hun paa maven. Ud af doeren.
7.30; Jeg opdager, at Murphy's lov (alt, hvad der kan gaa galt, skal gaa galt) ogsaa gaelder i Melbourne. Her lyder den bare saaledes: Ligegyldigt hvornaar du ankommer til stationen, er din sporvogn netop koert, og den naeste er grundigt forsinket.
8.00; Jeg forlader sporvogn nummer 16, efter at en flink dame har forklaret mig, at nummer 16 ikke rigtig gaar derhen, hvor den ser ud til at gaa hen paa kortet.
8.15; Jeg ser et skilt med "Monash University" paa, og begynder at loebe.
8.35; Jeg kommer til at gaa ind i fakultetet for Business and Economics, hvor jeg farer vild i forsoeget paa at finde en computer, saa jeg kan undersoege, hvilken bygning og hvilket lokale jeg skal finde. Det viser sig at vaere en computerloes bygning, men jeg spilder kun faa sekunder paa at undre mig over det.
8.45; jeg farer vild paa femte sal i bygning H, der viser sig at vaere professorkontorer i stedet for undervisningslokaler for Political Studies. Jeg investerer naesten ti minutter paa at snakke med en flink dokter i et eller andet, imens han forsoeger at navigere universitetets hjemmeside og finde fagets adresse. Det viser sig at vaere i den anden ende af Campus.
8.55; Jeg spoerger omkring ti tilfaeldige forbipasserende, hvordan jeg kommer ind i Link-Theatre. Ingen af dem har hoert om det foer. Heller ikke underviseren, der har vaeret ansat i mere end 10 aar.
9.00; Jeg sidder paa min plads og har foerste forelaesning i faget Environmental Politics.
Nu glaeder jeg mig rigtig meget til 2. skoledag.
6.45; Jeg staar op, gaar i bad og kloer en lille hun paa maven. Ud af doeren.
7.30; Jeg opdager, at Murphy's lov (alt, hvad der kan gaa galt, skal gaa galt) ogsaa gaelder i Melbourne. Her lyder den bare saaledes: Ligegyldigt hvornaar du ankommer til stationen, er din sporvogn netop koert, og den naeste er grundigt forsinket.
8.00; Jeg forlader sporvogn nummer 16, efter at en flink dame har forklaret mig, at nummer 16 ikke rigtig gaar derhen, hvor den ser ud til at gaa hen paa kortet.
8.15; Jeg ser et skilt med "Monash University" paa, og begynder at loebe.
8.35; Jeg kommer til at gaa ind i fakultetet for Business and Economics, hvor jeg farer vild i forsoeget paa at finde en computer, saa jeg kan undersoege, hvilken bygning og hvilket lokale jeg skal finde. Det viser sig at vaere en computerloes bygning, men jeg spilder kun faa sekunder paa at undre mig over det.
8.45; jeg farer vild paa femte sal i bygning H, der viser sig at vaere professorkontorer i stedet for undervisningslokaler for Political Studies. Jeg investerer naesten ti minutter paa at snakke med en flink dokter i et eller andet, imens han forsoeger at navigere universitetets hjemmeside og finde fagets adresse. Det viser sig at vaere i den anden ende af Campus.
8.55; Jeg spoerger omkring ti tilfaeldige forbipasserende, hvordan jeg kommer ind i Link-Theatre. Ingen af dem har hoert om det foer. Heller ikke underviseren, der har vaeret ansat i mere end 10 aar.
9.00; Jeg sidder paa min plads og har foerste forelaesning i faget Environmental Politics.
Nu glaeder jeg mig rigtig meget til 2. skoledag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
