søndag den 22. marts 2009

Black power, here I come

Jeg bryder mig ikke om frysetørret kaffe. Overhovedet ikke. Faktisk er frysetørret kaffe noget af det værste, jeg ved.

Hvorfor?

- Fordi det ikke smager af det, som det skal; nemlig rigtig kaffe, der ikke er frysetørret. I stedet smager det af pap. Af plasticlåg. Af vacuum. Af farvestof og bundfald og campingferie med dårligt vejr.

Men ind imellem er man desværre nødt til at gå på kompromis med sine principper. Det er du for eksempel, når du ikke har en kaffemaskine selv, og når tjenerne på den nærmeste café efterhånden ved, hvad du skal have, når du træder ind af døren. Og når kaffe er blevet et livsvilkår på linie med grundlæggende biologiske funktioner som søvn, sol og mørk chokolade.

Og ind imellem, når man går på kompromis med sine principper, lærer man noget nyt og spændende om sig selv, og nogle gange ændrer man sig.

Jeg er for eksempel blevet enig med mig selv om, at denne her frysetørrede kaffe faktisk ikke er så usmagelig, grotesk og sygdomsfremkaldende i den kulturforbryderiske forstand, som jeg er vant til.

Som Per Vers rapper i sin hyldest til sort kaffe;

Jeg er en hvid mand fanget
i en hvid mands krop,
men jeg har en sort sjæl så hæld det op.

Jeg hælder og bæller lige indtil jeg ska' schlafen
Jeg ved godt, hvad jeg vælger, hvis det er konen eller kaffen

Alt det gas om at det er gift, det er gas.
Det får mig på toppen som et skiliftpas

Og når jeg får en sek-
retær står der kun én ting i hendes skema:
"Hent kaffe til mig"


(Se resten af teksten her: http://www.ulrikkold.dk/blog/?entryId=286)

Se, DET er poesi!

Ingen kommentarer: