Queensland - the sunshine state

Det er det, der står på nummerpladerne i den nord-østlige del af Australien; "Queensland - The Sunshine State". Jeg ved det, for jeg er netop kommet tilbage til Melbournes 13 graders midtvinter efter en uges tid deroppe. Og den er god nok.

Der er godt nok ikke meget mere end 22-23 grader i solskindslandet, men solen er kraftig og på de stille dage giver begrebet vinter faktisk ikke nogen mening for en europæer overhovedet. Goddag fregner!

Oprindeligt havde jeg jo planlagt en langt større tur deroppe end den ene uge jeg endte med at være afsted, men alt i alt er det hele gået meget godt op. Udover et par halve dage i hovedstaden Brisbane (hvis to mest seværdige turistattraktioner angiveligt er en koala-temapark hhv. Steve Irvins "Australian Zoo" 20 kilometer uden for selve byen) tog jeg fem timers kørsel nordpå for at se hvaler, dingoer, regnvandssøer og masser af klitter på verdens største sandø Fraser Island, der ligger ud for Hervey Bay.

Nå, Fraser Island er en lang historie der skal gøres omhyggeligt kort, og som kræver et par velvalgte billeder, så jeg holder for i dag og får noget tiltrængt søvn, og skriver lidt om det imorgen.

Og så er turen desuden ved at være slut. For dem, der ikke ved det, så rejser jeg hjem fra Melbourne på fredag og lander i Hamborg lørdag formiddag. Derfra bliver resten af de australske rejsemider formidlet live til hvem der nu måtte have lyst til at lytte, og det betyder i princippet død over bloggen her om små tre dages tid.

Eneste undtagelse er mange flere af de skilte, som jeg har fotograferet rundt omkring, og som jeg vil bruge en uges tid på at lægge ind på at vise på bloggen her for dem, der synes at det er skægt. (Jeg gør, som I nok kan forstå..)

Dagens skilt; the most correct scale in the world!

Jeg synes bare, at det her skilt lover lidt mere, end det kan holde. Ligner det virkelig verdens mest præcise vægt? Er der tale om et tilbud, når mor og barn kan veje sig på samme tid (og kan man ikke det på enhver vægt?) Og hvordan kan maskinen fortælle dig om du er overvægtig eller undervægtig, når den ikke engang viser din vægt på skærmen "for added privacy"? (Er det i det hele tage ikke lige lovlig nemt at påstå at man har verdens mest præcise vægt, når resultatet er en hemmelighed?)

Grampians i tordenvejr

Nå, så nåede jeg lige at være tre dage i Victorias største nationalpark, der ligger omkring tre timer nordvest for Melbourne. Det var lidt en streg i regningen, at jeg ikke fik besøgt parken tidligere på året, men bedre sent end aldrig. The Grampians er trods alt den anden store naturattraktion i staten - sammen med, naturligvis, The Great Ocean Road.

Så var det bare lidt uheldigt, at vejrudsigten viste tordenvejr i tre dage.

Heldigvis havde jeg noget solidt trekking gear fra Tasmanien, og da de endelig klarede op på dag tre, var der udsigt fra toppen af en af de fem bjergkæder, som området er bygget op omkring. Jep, turisten med tasken er mig.

Ellers handler The Grampians om vilde dyr og blomster, og der er masser af kænguruer, wallabies og forskellige papagøjer på vandrestierne. Og så selvfølgelig latterfuglen, der er verdenskendt, men som faktisk kun lever vildt i Australiens skovområder.

Imorgen går turen endelig nordpå til Queensland, så hæng på for mere rejsesnak inden længe.

Til alle ofre; Undskyld!

For få dage siden var jeg så helt utrolig fej og ufølsom at skrive et lettere satirisk og (lettere?) humoristisk indlæg her på bloggen om den meget berygtede og forfærdelige svine influenza. Men i mellemtiden har smittetallet nået 1400 mennesker, og indtil flere ofre er døde, og de har vistnok haft svineinfluenza, og alle sagerne har uden overraskelse vist sig at være så alvorlige, at de har udfyldt hele udgaver af de utallige nyhedsspots på channel 9, der konstant afbryder mine eftermiddagsepisoder af "Simpsons" og "Two and a half men" i op til 30 sekunder ad gangen.

Omstændighederne taget i betragtning har jeg nu indset, at hverken humor eller satire hører sig til, når man snakker om en verdensomspændende epidemi, der slår folk ihjel som var de fluer. Ja, nu er flue-analogien godt nok en gammel traver, men fluernes i forvejen korte livscyklus taget i betragtning er metaforen egentlig ganske dækkende.

Vores første offer var en mand ved navn Anthony Splatt, der døde af svineinfluenza for ti dage siden. Nej, i virkeligheden var han bare det første offer i staten Victoria, for en anden mand slog Anthony Splatt på målstregen og døde af svineinfluenza ugen før. Men han var ikke i avisen, for han var vistnok en aboriginal fra af de oprindelige stammefolk og levede i Vestern Australia og han var sikkert også alkoholiker og så handler historien jo pludselig også om uligheden og alle de massive sundhedsproblemer blandt Australiens oprindelige befolkning, der generelt er underbetalt, underuddannet og underernæret, fordi de igennem tusinder af år har udviklet et stofskifte og et fordøjelsessystem, der overhovedet ikke er vant til alt det sukker, som det praktisk talt er muligt at slippe for, hvis man køber sin mad i et moderne supermarked.

- Nå, men det er jo som sagt ikke interessant overhovedet, fordi nu døde altså Anthony Splatt, og han var heldigvis ung of uddannet og hvid og let identificerbar og tilsyneladende langt bedre til at overskue den moderne verdens tag-selv-bord af fast food, og ifølge lægen der annoncerede hans død havde han oven i købet "a range of significant underlying medical problems," hvilket jo bestemt ikke gør hans død mindre tragisk.

Lægen ville ikke gå i detajler om Hr. Splatts helbredsproblemer, men hvis i beundrer et billede at ham her, er jeg sikkert på, at I kan komme på et par forslag: http://www.theage.com.au/national/man-with-swine-flu-dies-in-victoria-20090623-cuxy.html

Nå, men tragedierne stoppede ikke her, for det næste offer var en 79-årig kvinde i langvarig behandling for knoglemarvskræft, der pludseligt og uden varsel blev berøvet resten af sit alt for korte liv, da den berygtede og forfærdelige svine influenza på få dage gjorde det af med hende hurtigere end I kan sige "forkølelse".

- Om hun blev offer for sygdommen, fordi kemoterapien systematisk havde udslettet enhver rest af hendes immunsystem, eller om hun alligevel måske mest døde af canceren meldte channel 9 desuden ikke noget videre om.

Det næste offer var en 82-årig kvinde med svagt hjerte og jo, vi er nogle, der ser et mønster nu. Og derfor er det på tide, at jeg undskylder for mine uhjertelige kommentarer, for svineinfluenzaen er en alvorlig sag, så alvorlig at avisen Herald Sun nu forsøger at skabe tryghed blandt panikken med deres velplacerede guides til at bringe familien sikkert igennem epidemien; http://www.news.com.au/heraldsun/files/fluposter2.pdf

Heldigvis er de Victorianske indbyggere stadig bange nok til at tage alle de gode råd til sig, hvorfor hele 26 procent af Australierne i en undersøgelse på internettet medgiver, at svineinfluenaen nu har ændret deres hverdag. Hvad det helt præcist indebærer angiver mediet bag undersøgelsen godt nok ikke, men mon ikke de fleste af de berørte har valgt at bekæmpe svineinfluenzaen ved at gøre som formanden for the Australian Medical Association Victorian, Dr Harry Hemley, har foreslået og taget en fridag foran fjernsynet med henvisning til lægeelitens mest sofistikerede råd i kampen mod dødsvirussen: "The important thing is, if you have a cough, please stay at home.''

Så undskyld. Men eftersom jeg er i stand til at bære min egen vægt og stadig ikke har krydset den almindelige gennemsnitlige levealder tror jeg nu alligevel, at jeg vil bruge mine kræfter på at være bange for trafikken.

Dagens skilt; på dansk i Australien - maybe not so much!

Nu er det kun et par dage siden at jeg fortalte om danske ting i Australien, og så kom jeg lige i tanke om dette her skilt fra Hobart, som jeg blev helt utroligt begejstret for fordi det var på dansk - og fordi det der står med meget stor sandsynlighed er skrevet af en englænder, eftersom teksten er en værre gang sludder!



Nå, men det handler faktisk bare om at prinsesse Mary engang arbejdede her. (Men da hed restauranten desuden noget helt andet, så anderledes ud, var ejet af nogle andre mennesker og serverede en anden slags mad, og så kan det vel også være ligemeget skulle man mene..?)

Jeg var faktisk derinde for at gøre ejerne opmærksomme på det tåbelige i at have et dansk skilt, som kun kan læses af danskere - og som alle danskere med det samme kan se er forkert, men det første jeg fik øje på ved receptionen var en rettelse, skrevet med kridt på indersiden af døren af "Louise, '08" og så fik jeg lidt nemmere ved at beherske mig selv og nøjes med at bede om en cappuccino.

Tusind tak, Louise fra Danmark. Hvem sagde borgerpligt?

Half now, half later. But not literally, appearantly..

Funny fact om Australien; Pengesedlerne hernede er ikke lavet af papir, men af plastic.

Det har jeg egentlig været klar over længe, men det er ikke før end i dag, da jeg sad på den lokale café og eksperimenterede med deres mocca-cheesecake (fordi det var umuligt at lade være) at jeg opdagede hvorfor.

Det skete lige efter at jeg havde sage ordene; "But it makes no sense, because you can still tear them apart like papir notes." Hvilket man naturligvis overhovedet ikke kan.

Hvordan kan det desuden være, at man kan ødelægge to ellers fuldstændigt fejlfrie ting som mocca og cheesecake ved at blande dem sammen og gøre dem til én ting?

Danish dynamite

Der er ikke mange flere end cirka 24 millioner mennesker i Australien, og det er i grunden ikke særlig mange.

Det er godt nok mange flere end i Danmark, men sammenlignet med Tyrkiets 80 mio, Tysklands 85 mio eller de cirka 20 mio der lever i London alene er det meget, meget lidt for et land, der samtidig er et kontinent som er større end USA, større end Kina og større end hele Europa.

Alligevel er det fedt at traske rundt hernede på den anden side af kloden og få øje på danske ting. Indtil videre har jeg haft fornøjelsen (ikke gengældt af mine australske venner, jeg garanterer) af at pege begejstret og sige "se, dansk!" ved gensynsglæde med Georg Jensen, Lurpak, danske designmøgler, Pandora og dansk feta-ost fordi de europæiske handelsfacister heldigvis ikke kan bestemme hvem der må kalde en feta for en feta i Australien.

Men aldrig har jeg været mere overrasket end i går, hvor jeg traskede rundt i en af de aller yderste forstæder til Melbourne i et let forvirret og meget sent forsøg på at finde en bar nær universitet, hvilket efter en halv times gang havde ført mig til hovedindgangen til den danske virksmhed Coloplast.

Coloplast producerer plasticposer og pap-dimser af enhver art til brug i hospitalsvæsener og sygepleje over hele verden, også Australien, men jeg kan ved gud ikke begribe hvad de foretager sig i forstandsområdet Clayton, Melbourne.

Men gensynsglæden var alligevel stor og uforfalsket, og jeg pegede stolt og sagde "se dansk!"

Det samme kan jeg til gengæld ikke sige om alt det bacon/marmelade/creme/chokolade/multebærcompotfyldte wienerbrød, der bliver kaldt for en "danish" hernede, og som jeg aldrig nogensinde har set før. Det samme gælder for dette her charmerende sted, der i det store hele er et porno-outlet med live-shows, og som stolt henviser til en eller anden obskur form for skandinavisk kvalitet.

Desværre var ekspedienten ikke i stand til at give mig en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor butikken hedder som den gør.

Gør følgende;

Blogging er angiveligt blevet den digitale tidsalders hverdagsbarn, mængdens digitale selvbestaltning, sofistikeret teknologi i mundrette amatørbidder, der tillader os almindelige brugere at bidrage og udveksle i stedet for at afsende og modtage, og det er jo fantastisk.

I hvert fald hvis man spørger tidsalderens medfølgende medieeksperter (der som regel ikke går af vejen for at besvare spørgsmålet på deres egen blog. Se for eksempel denne blog, hvor begrebet interaktiv kommunikation bliver defineret "…et mål for mediets potentielle mulighed for at lade brugeren øve indflydelse på den medieformidlede kommunikations indhold og form” ved at knytte begreberne interaktivitet og til "...medier, der udover mediers output fra mediesystem til bruger også åbner mulighed for forskellige grader af og former for input fra bruger til mediesystem”. http://www.mortenft.com/1998/11/14/definition-af-interaktivitet-pa-www/)

Derfor er det altså på tide, at bloggen bliver interaktiv. Og jeg synes vi skal benytte vores teknologiske gavebod til at undersøge og efterprøve et af livets helt essentielle spørgsmål, som jeg længe har efterstræbt et tilfredsstillende svar på. Jeg beder jer om at gøre følgende;

1) Gå ud på badeværelset eller køkkenet.
2) Sæt en prop i afløbet.
3) Fyld badekarret eller køkkenvasken op med vand.
4) Fjern proppen.
5) Observér hvilken retning vandet drejer rundt på vej ned i afløbet.
6) Skriv en kommentar til dette blogindlæg med resultatet af dit eksperiment.

Jeg har allerede selv foretaget eksperimentet, og indtil videre kan jeg berette, at vandet på den sydlige halvkugle drejer med uret rundt på vej ned i afløbet. Nu er det op til jer. Lad ikke de stakkels medieeksperter i stikken...

Dagens skilt: Hvis bare man kunne komme ind...

Her er endnu et skilt fra Sydney, som ikke giver nogen mening overhovedet. Hovedsageligt på grund af skiltets utroligt dominerede placering:

For det første giver det ingen mening at reklamere med, at man er anerkendt. Hvis man er anerkendt, behøver man jo ikke at reklamere..

Desuden siger skiltet jo ikke noget om, hvilken pris restauranten har fået. (Efter alt hvad vi ved kan det være prisen for værste restaurant i Sydney.)

Nå, der kan jo være en god forklaring (og et dårligt reklamebureau) bag den historie. Men der er altså ingen undskyldning for, at skiltet gør det totalt umuligt for eventuelle kunder at komme ind i restauranten...

Men hvor ligger den virkelige Burger King?

"Burger King" hedder slet ikke "Burger King" i Australien, men kalder sig i stedet for "Hungry Jack's". Årsagen er, at navnet Burger King tilbage i 1971 allerede var optaget af en eller anden lokal kioskejer i kirkebyen Adelaide.

Adelaide ligger i Southern Territory, og er Australiens eneste stats hovedstad, der ikke blev grundlagt af fanger og prostituerede. Byen blev i stedet opført af præster og akademikere.

Jeg synes bare I skulle vide det..

Her er en YouTube video med en mand, der fortæller om det hjemme fra sin dagligstue.
http://www.youtube.com/watch?v=q5VVe8lTexo

Han siger desuden, at Australiens oprindelige Burger King var i Queensland. Men ifølge Andrew Terry og Heather Forrest's "Where's the Beef? Why Burger King Is Hungry Jack's in Australia and Other Complications in Building a Global Franchise Brand", trykt i Northwestern Journal of International Law and Business i 2008, volumen 22 side 171–214, tager han fejl.

Han er nok selv fra Queensland.

Verdens uofficielle svine-influenza-hovedstad

Det er ikke for at lyde morbid, men der er ikke noget, som er så skidt, at det kun er skidt for noget. Det gælder også sådan noget som en solid epidemi.

Svine influenzaen er et af de globale fænomener, der binder verdens ender sammen og skaber enighed på tværs af kontinenter og verdenshave, og i den forstand er det uhyre spændende at følge med i, hvad den internationale verden er i stand at mønstre i form af samarbejde og vidensdeling, når det virkelig gælder. Vi vil jo gerne være forberedt..

Nåh ja, nu er jeg nok en af dem (pessimister?), der stadig føler, at svine influenzaen mere ligner en brandøvelse i en kontorbygning i Herlev end et terror angreb på Nørreport, men derfor bliver der jo stadig sat ting i værk. Ligesom dengang hvor vi var bange for Kogalskab. Nej, SARS. Nej vent, Anthrax. Og miltbrand. Nej, flydende skobomber var det vist, og derfor skal jeg huske at pakke min tandpaste ind i en plasticpose på nøjagtig 100 ml med lyn-luk, inden jeg stiger om bord, så vi alle ved, at jeg ikke er en terrorist, og Colgate-faren er afværget...

Men vi er især bange i Victoria, hvor mere end 900 uheldige inficerede nu er i gang med at gøre staten kendt som det mest svineinfluenza-ramte sted i verden. 900 mennesker er i sig selv ingenting. Til sammenligning forsvinder der hvert år cirka 30.000 backpackere i den Australske ødemark. Og dem er der altså ingen, der kører rundt og leder efter - men det skyldes muligvis at de alligevel er unge og fattige, og at det er sådan et funny fact, at det trækker endnu flere turister til (end det slår ihjel?).

Svine influenzaen er anderledes alvorlig, fordi det helbredsmæssige katastrofepotentiale er gevaldigt meget større. Jo, nu er den almindelige konsekvens af den dødsensfarlige mutant-virus ganske vist kun en ondskabsfuld hoste og lidt feber, og jo, vi har sådan set en effektiv kur imod den. Men konsekvenserne benægter sig alligevel ikke, og de rækker vidt omkring, og nogle gange rammer de kendte mennesker såsom top atleter, og det er nærmest mere end nationen er i stand til at bære.

Således sidder det australske landshold i lacrosse - en sportsgren, der stadig halter uendelig langt bagefter aktiviteter såsom bridge, lagkagebagning og sten-saks-papir i kampen om at komme på det olympiske program - netop nu tilbageholdt i Sydkorea, fordi et af holdets medlemmer er testet positiv for svine influenza. Efter sigende bliver de tilbageholdt under umenneskelige vilkår - og uden noget at give sig til!

Derfor priser jeg mig bare lykkelig for, at jeg endnu ikke er blevet inficeret i de smittefarlige Melbourneske gader. Jeg har allerede betalt min husleje frem til den første, og desuden har jeg ikke en tvitter-profil på internettet, hvor jeg kan udsmugle hjemmevideoer af mig selv og min forfærdelige situation på hvad de australske lacrosse spillere, ifølge tv-kanalen ABC, kun kan beskrive som et skrækscenarisk "et-og-et-halvt stjernes hotel".

...Nogle mennesker har bare aldrig boet på et hostel...

(I kan se de demoraliserede og muligvis livstruede nationalheltes video på deres hjemmeside her: http://twitter.com/FairfaxVideos/statuses/2202003062)

The tales of the Kloge Skandinavere

Så jeg er endelig færdig med alle mine afsluttende opgaver i de fire fag der udgør et fuldt semester hernede, og jeg har lovet at skrive en lille smule om, hvordan det er at studere i Australien.

Kort fortalt er det Australske uddannelsessystem meget lig det danske, men der er alligevel nogle afgørende forskelle. For det første er det ikke gratis at studere - og der er naturligvis ingen, der får SU. Det er ikke noget man tænker meget over i hverdagen hernede, men I skal vide, at jeg kun har oplevet én eneste reaktion fra andre landes studerende, når jeg fortæller dem, at mit universitetsophold er gratis hernede OG at jeg får en månedsløn fra staten for at studere, og det er hovedrystende, åbenmundet tavshed.

Alle andre steder end i Danmark er det et fuldstændig utænkeligt gavmildt system, og som en begunstiget dansker er det svært ikke at skamme sig en lille smule over at være så heldig. Især fordi "that's why you all are so fucking smart," som regel er det næste, jeg får at vide. Skandinavere har nemlig ry for at være mere end gennemsnitligt begavede studerende, og jeg er enig med australierne i, at det til dels hænger sammen med de økonomiske realiteter.

Fordi australiernes studenterøkonomi ser lidt anderledes ud, studerer de nemlig på en anden måde. Mange bor hjemme imens de læser på univeritetet, og praktisk talt alle har et deltidsjob, hvor det mest normale er at arbejde 20-25 timer om ugen ved siden af det, der skal forestille at være et fuldtidsstudie. I realiteten er det langt de færreste australiere, der studerer på fuldtid, og derfor er det akademiske niveau også en smule lavere end det tilsvarende danske.

Af samme årsag er det også de færreste, der læser mere end en 3-års bachelor. Det er muligt at tage 2-års post-graduates, researchprojekter, honours og masters hernede, men det er strengt taget ikke nødvendigt, det er dyrt og de færreste kan se, hvad de skal bruge dem til. I Danmark kan man ikke stille meget op med en bachelor uden en tilhørende kandidatgrad, ganske enkelt fordi en 5-års universitetsgrad er blevet normen for stort set alle fagområder der er i blot perifer kontant med den akademiske verden. (Herregud selv journalisterne har jo fået lov til at kalde sig for professionsbachelorer nu, så vi kan læse en kandidatgrad og blive "cand.public"'er!) Med andre ord virker det som om, at det generelle uddannelsesniveau for min generation er højere i Danmark end det er i Australien.

En anden årsag er, at mængden af udlandsstuderende er helt enorm i forhold til de danske universiteter. Australien er det eneste vestlige land i nærheden af Asien, og de velhavende asiatiske familier sender horder af elever på udvekslingsophold i Australien for at give dem muligheden for at studere jura, økonomi, fysik, litteratur og medicin på engelsk. Eftersom de fleste asiatiske lande har en helt anden sprogstamme og ikke bruger det latinske alfabet til daglig, er selv de begavede og flittige asiateres engelsk sjældent bedre end middelmådigt, og i sammenligning høster vi skandinavere en masse sund respekt for at have et langt bedre andetsprog.

Alligevel er det klart, at udvekslingsstuderende som udgangspunkt er dårligere stillet i forhold til de akademiske krav end australske studerende - alene det at skifte fagene fra sin hidtidige uddannelse ud med helt andre og nye fag på det samme uddannelsesniveau sænker præstationsniveauet. Men eftersom udvekslingsøkonomien udgør en central del af den indkomst, der sikrer universiteterne sorte tal på bundlinien hernede, præger de også det akademiske niveau. Der er ikke mange, der dumper.

Det er også svært at dumpe, i hvert fald hvis man studerer humaniora. Kontakt-timerne for de fleste fag er to ugentlige timer; én times lektion i et stort auditorium og én times seminar med underviseren i en klasse. Men timerne er mindre vigtige, for karaktererne bliver givet for de essays og præsentationer eleverne afleverer i løbet af semesteret, og som tilsammen udgør 100% elller 100 points af faget. 50 points er bestået. 80 eller derover er topkarakteren "High Distinction".

Så hvis semesterets afsluttende essay udgør 50 procent af semesteret samlede karakter, og jeg får karakteren High Distinction med 80%, så har jeg fået 40 points ud af 50 mulige for min opgave. Og at jeg kun er ti points fra at bestå semesteret. Forstået? Det er egentlig bare simpel og lidt klodset matematik.

Denne måde at gå frem på avler naturligvis en hel del spekulation hos tidspressede australske studerende, der allerede har bestået semesteret eller er meget tæt på det, inden den afsluttende eksamen skal afleveres. For eksempel var min veninde Yaelle flink nok til at regne ud for mig, at jeg allerede havde optjent 49,75 points i mit antropologiske fag, inden jeg afleverede det endelige 40% essay i går. Eftersom de første 30 procent af en karakter bliver delt relativt gavmildt ud for blit at aflevere et stykke papir med det rigtige navn på, kunne jeg altså have sparet lidt på panikken før lukketid.

Nah. I virkeligheden vil jeg jo gerne give den gas i eksamenerne. Og så får vi også at se, om skandinaverne virkelig er klogere...

FREEEEDOM!

Det er som om at solen er lidt varmere. Luften en anelse friskere. Som om at tyngdekraften er mindre insisterende og buschaufførerne gladere og al min mad lidt mere gavmild i smagen. Sådan er det, når man har afleveret sin sidste eksamen. Nu er der kun en måneds ferie i Australien tilbage. Og jeg begynder med at gå i seng og sove længe.

Vi ses på den anden side.

Tusind tak for gaven!

Nåh ja, så kom jeg til at fylde 25 engang i sidste uge. Det gik der sådan set ikke så meget tid med, for jeg har stadig ikke overlevet semesteret hernede. Men jeg blev alligevel mindet om det af et par dejlige mails fra far og mor, og så naturligvis en pakke, helt fra Århus.

Fra Danmark fik jeg; et par stribede sokker, 31 flag på en snor, et uforskammet smigrende kort, en pakke kondomer og to poser med kanel og en instruktionsmanual. Med andre ord alt hvad en 25-årig diasporadisk mand kan ønske sig i udlandet.

Så kære Adam, Katja, Seb, Hanne og Buch: Tusind mange tak for gaven!

Angående instruktionsmanualen for kanelen, så har jeg tænkt lidt over det. Efter grundig overvejelse har jeg besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke er tilstrækkeligt ubegavet til at klæde mig af, gøre mig våd, gå uden for og hælde kanel over mig selv, for derefter at offentliggøre et billede af det på bloggen. Desuden er vinteren en anelse for kold her i Melbourne.

Hvis I vil se mig kun iført kanel bliver I altså nødt til at kommer herned og gøre mig selskab. Ellers må i bruge fantasien - det er trods alt tanken, der tæller. :-)

Dagens skilt; Det er derfor det er min yndlingscafé..

Nogle gange, når man er i dårligt eksamenshumør og bare vil have sin sorte kaffe, tager andre mennesker - eller i dette tilfælde en væg - bare ordene ud af munden én:

"No neonlights, no highschool sweethearths, no drive thru, no roller skating waitresses, no goddamn cologne & NO CLOWNS! No free figurines, no dancing, no jukebox, no sophmores, no seniors, no beehives and no booths..."

Overspringshandling?

Hvad jeg burde have lavet i dag:
Identificeret essay-spørgsmål, valgt essay-spørgsmål, identificeret relevant litteratur, læst relevant litteratur, identificeret nøgleproblemstillinger til essay, formuleret en skriftlig disposition, emailet min medstuderende eventuelle spørgsmål, læst noget mere relevant litteratur, emailet min underviser vedrørende akademisk fortolkning og referencer, påbegyndt skrivning af essay.

Hvad jeg har lavet i dag:
Set Rambo 2 og spist pizza.

Motivation er sådan en underlig størrelse...

One to go...

Der har været rekord-pause på bloggen, og jeg vil gerne begynde med at undskyld til alle mine fire stamlæsere (hvis man da kan kalde det det, når der ikke er noget at læse overhovedet).

Men der er eksamensperiode i Australian såvel som alle andre steder i den akademiske verden, og det betyder et hav af essays,week-exams, peer-assesments og reports, og jeg har arbejdet en hel del på en hel del af det.

Den gode nyhed er, at jeg lige har uploaded mit eksamensprojekt i det journalistiske fag jeg er hernede for at tage - og som jeg bliver betalt af EU for at klare mig rigtig godt i.

Den dårlige nyhed er, at projektet er elendigt. Men jeg har det nu alligevel sådan, at det virkelig trækker op i den gennemsnitlige vurdering af det hele, at det er afleveret og overstået!

Alt muligt andet er også blevet lagt bag mig, og det betyder, at der kun er en enkelt uge tilbage, hvor jeg skal skrive ét enkelt lille bitte essay. Mit sidste. Og så er det adios til Monash University med de uforståelige områdekort og de kartoffelbelagte pizzastykker for ever.

Det betyder også, at jeg har en chance for langsomt at starte bloggen op igen. For der er stadig en hel måned til jeg vender tilbage til Danmark, og hvis alt går efter planen bliver der også tid til lidt mere seightseeing og flere fortælleværdige historier fra landet Down Under.

Med wayfarer og det hele...

Forestil jer høje tindinger og halvlangt, tilbagestrøget hår. Forestil jer slips og strikket vest. Forestil jer blanke lædersko og fyldig æbleformet figur. Har I nu et billede af den tykke mand fra Blues Brothers på nethinden?

Nej, I er i fuld gang med at forestille jer min buschauffør. Men ligheden er helt utroligt slående.

Som jeg sikkert har nævnt tidligere, består Monash University af en hel håndfuld universiteter, tre af hvilke der ligger her i Victoria. Jeg har timer på to af dem, og fordi jeg ikke er den eneste, er der gratis studenterbusser, der kører i fast rutefart imellem de to Campus i Clayton og Caulfield.

Nå har jeg jo aldrig forestillet mig, at det var spændende at være buschauffør, og at køre overfyldte busser med studerende frem og tilbage imellem to Campus hele dagen må være en mental udfordring i længden. Men foruden et ulasteligt udseende er vores Blues Brother helt utroligt positivt indstillet overfor sin opgave.

Iført smil og ægte wayfarer stiger han ind i bussen, vender smilet mod rækkerne af Ipod-bærende indifference og siger "Hi everybody!" Så smiler han endnu bredere af den totale mangel på reaktion og sætter sig bag ind bag rattet.

Jeg synes, at det er en ganske imponerende arbejdsmoral, og jeg tror det er derfor at de fleste studerende her på universitetet siger pænt farvel til buschaufføren, når stiger af bussen igen..

You are the Fitzroy to my St. Kilda..

Lørdag aften er en event stort set alle steder i Melbourne, men ingen steder er der mere alkohol, mere vold eller mere lir end på Fitzroy st. Strandvejen ligger hundrede hurtige meter fra min lejlighed, og så er det nemt at vandre ned efter en enkelt øl - hvis jeg altså bare ejede et par lædersko, for uden er det sparsomt med steder, der lukker mig ind. Jeg gør forsøget i et par converse i stedet.

Fitzroy st. handler om lårkort og høje hæle og køkultur foran glasbarer med muslinger på is. Gaden runger af lørdag aftens berusede frihedsbrøl, og på mindre end 400 meters bredt fortov væver forudsigelige tilfældigheder dørmænd, taxa-trafik og klodsede teenagere sammen til en homogen masse af støjfyldt aktivitet og forstillelse.

Det er her det sker, og der er ingen tvivl om det, for alle de smukke mennesker er en konstant og stiltiende bekræftelse af hinanden. Her er en standard, et uspecificeret, men instinktivt fællesskab af dem, der både er unge og smukke. Det er et fællesskab af mennesker, som forstår og accepterer nødvendigheden af at vente uden for, selvom der er masser af plads indenfor. Som ikke fryser deres bare arme i den kølige natteluft, og som ved hvad de drikker, hvis der er nogen, der spørger.

Belønningen er at få mere af det samme, at kunne kigge på andre imens de kigger på dig og at blive lukket ind på egne vilkår og forlystelsernes diskobelyste lydtæpper. Det er en attraktion af display og konformitet, og masserne, der er delt i typer, der er delt i grupper der er delt i par, der er delt i komplette individer lige der hvor hænderne rører hinanden, bevæbner sig med lædersko og tålmodighed og kaster sig ud i kampen for at holde fri og retten til at sove længe i morgen.

Hvor er der en café, når man har brug for én?

Dagens skilt: Men hvem står bag?

Jeg kan enormt godt lide ærligheden i denne plakat. Jeg kan bare ikke gennemskue, hvad den reklamerer for. Udover sig selv, naturligvis..

Når rutinen sejrer

Der er egentlig ikke noget særligt at skrive på bloggen. Eller jo, der er masser af ting, men i disse dage kan jeg ikke rigtig finde frem til en inspiration. Det er som om, at alt det, der ikke er meget vigtigt at få fra hånden lige netop nu, ikke er værd at bruge tid på overhovedet. Det er som om, at detajlerne er ligegyldige i det store billede. Det er som om, at simplificering er en dyd. Hvad er det jeg snakker om?

Det handler om rutiner. Og det er som om, at jeg pludselig er faldet over rutinen midt i al den australske forandring. Og selvom rutinerne som regel for skylden for en helt masse af livets problemer, er det slet ikke sådan en dårlig ting. Rutinen kan være en livredder, en halvleg og en belønning for hårdt arbejde. Det kan skaffe dig af med alle de tidskrævende detaljer, som er så fantastiske og så destruerende besværlige på det samme stadie af en oplevelse, der bliver til en tilstand der bliver til en hverdag der bliver til et liv.

Vi skriver ikke meget om rutiner. Jeg gør i hvert fald ikke. Men hvorfor ikke?

Måske er det fordi, at det er absolut umuligt at skrive en spændende, indholdsrig og udfordrende blog om, hvordan det at dagen i går var ligesom stille og rolig som dagen i dag kan føles som en sejr...

Forslag modtages gerne, tak!

Jeg kan ikke skrive et blogindlæg i dag, for jeg har meget, meget travt med at finde ud af at afslutte følgende delkonklusion på mit essay:

-Even though both Osama Bin Laden and Ali Al-Husseini Al-Khamene deploy a discoursive frame of highly normative values and ideals rooted in islamist fundamentalism and radical islamism, the very core of their arguments still seem to be derived from explicit examples of U.S. foreign policy in the region. According to O’Connor, this also seems to be the case when we look at other radical anti-american groups such as World Islamic Front and Islamic Jihad[1]. Thus it seems, that neither the most radical anti-americanism, nor the less determined kind, is based on an ideological rejection af american values but on a contemt for very specific parts of U.S. policy along with a regional struggle for territorial rights.

...og så...?

Rotter på loftet..

Der er stille på bloggen, fordi jeg har andet at se til. Hvedebrødsdagene er så at sige ovre. Det er allerede blevet maj måned, og mit studie nærmer sig sin afslutning. Og det betyder opgaver og eksamener i stor stil.

Faktisk er det ikke særlig slemt. Men af en eller anden grund har jeg brugt de sidste 6 dage af mit liv på at arbejde på mit essay i mellemøstlige studier. Hvor meget jeg har fået skrevet? Nul ord. Helt præcist.

Med nul ord på seks dage er det blevet ret uoverskueligt for mig at skrive 2500 ord inden på mandag. Og så er der jo eksamen på tirsdag og opgaven til næste mandag, og så kommer de afsluttende prøver..

Så jeg burde føle panik. Og det gør jeg skam også. Men på samme tid finder jeg en vis form for komfort i, at det hele er overstået om en måned. (I stedet for at frygte, at jeg ikke har tid nok til at lave det hele - det er -indrømmet - et ret underligt fænomen, som jeg ikke desto mindre er sikker på, at studievenner kan bekræfte.)

Facebook, mailport og pol/jp/berlingske .dk er derfor min ven, og jeg bruger utroligt mange timer på at kigge på billeder på internettet. Men hov, nu var det jo et blogindlæg om, at jeg ikke har haft tid til at skrive på bloggen, var det ikke? It's a funny world.

Og nåh ja, så har vi rent faktisk rotter på loftet. Min sambo forsøger at fange dem i en musefælde, hvilket jeg tror svarer til at give en lussing til en elefant. Nu får vi at se. Så går der i det mindste lidt tid med det..

Insider information

For to uger siden var jeg i byen med nogle bekendte hernede. Vi ville ud efter drinks, men endte med at bruge flere timer i jagten på et sted, der rent faktisk både ville og kunne servere for os. Og som ikke lignede Starbucks. Eller var Starbucks.

Melbourne er tilsyneladende en af den slags byer, hvor du kan gå rundt i gaderne i flere timer onsdag aften for at finde frem til et sted, hvor du kan få en øl. Imens du leder, passerer du dusinvis af de bedste barer og caféer, byen har at byde på.

Lektien er naturligvis at følges med de lokale. (Ikke at forveksle med at forfølge de lokale, hvilket de ikke bryder sig om..!)

Her til aften har jeg således besøgt stedet, hvor Melbournes klogeste studerende får deres koffeinshot om eftermiddagen, jeg har spist på den italienske bydels mest ikoniske establissement, og jeg har drukket cocktails i en nedlagt lagerbygning, der var gemt bag en lukket restaurant.

Og så blev jeg igen en lille smule mere australier.

Dagens skilt: Med udløbsdato?

Jeg syntes det ville være på sin plads at vise et skilt fra Sydney for ligesom at runde byen af her på bloggen. Derfor tog jeg blandt andet et foto af det her skilt, der forbyder dig at drikke på stranden i et bestemt tidsrum. Ikke på dagen, men inden for det aktuelle århundrede.

Det er da praktisk nok, men ville det ikke være nemmere for folkene i Sydney simpelthen at fjerne skiltet, når det holder op med at gælde om tre år?

-

(Svaret er tilsyneladende nej. Hvis man kigger grundigt på det nederst af de to skilte kan man se, at det gælder fra 21/01/06 til 22/01/09, og det hænger der jo sådan set stadig...)

Når billeder siger mere end tusind ord

Så er det på tide at sige noget meningsfuldt om Sydney. Sydner er en storby på alle de måder, som Melbourne ikke er det på; trafik, travlhed og masser af meget høje huse.

Alle storbyer har et historisk vartegn, og Sydneys er Sydney Harbor Bridge, verdens tungeste og bredeste af sin slags lavet i rent stål i 1840'erne og noget af et vartegn for byen;

Som alle større byer i Australien er der også en meget dejlig strand. I Sydney er den dejlige strand og meget berømt. Bondi Beach danner blandt andet lokation for fantastiske tv-serier såsom "Bondi Rescue" og Bondi Vet". Og masser af surfere, naturligvis.

Der er efterår, men der kan altså stadig være godt vejr i New South Wales, og vandet er lige over 20 grader.

Noget jeg har glemt at nævne? Nåh ja, så har det jo også det der operahus. Her er for eksempel operahuset fra oven:

Operahuset set fra vandet:

Operahuset set tæt på:

Operahuset med regnbue:

Og til sidst (tadaa); Operahuset i solnedgang:

Værs'go at skifte film.

Hoejhuse, backpackere og folk fra Scandinavien

Sydney er en aegte metropol med masser af hoeje huse og et elendigt offentligt transportsystem. Det er ogsaa en by, hvor mennesker med rygsaekke og kufferter dominerer gadebilledet i skarp konkurrence med de asiatiske imigranter. Og saa har jeg allerede moedt flere danskere paa gaden her, end jeg kender til i hele Melbourne.

I morgen flyver jeg tilbage til Melbournes stride efteraar, og saa skal jeg nok skrive noget mere meningsfuldt om Sydney.

Hvem sagde, at journalister kendte begraensningens kunst?

Jeg er i Sydney paa dag tre, og jeg skal nok vende tilbage med flere detajler fra den oplevelse. For nu vil jeg bare lige forsikre jer om, at jeg:

1) Har set operahuset og taget tusind billeder

2) Har set Sydney Harbor Bridge og taget tusind billeder

3) Har staaet paa Sydney harbor Bridge og taget tusind billeder - af operahuset

4) Har staaet paa operahuset og taget tusind billeder - af Sydney Harbor Bridge

5) Har staaet i Sydneys botaniske have og taget tusind billeder af operahuset OG Sydney Harbor Bridge.

Og jo, det er lige sa flot som paa tv.

Dagens skilt: Service til tøserne?

Er der nogen af de kvindelige læsere, der har et bud på, hvem man får fat i, hvis man ringer på telefonnummeret nederst på reklamen?

Send mere Rockwool...

Bevares, det er godt nok dejlig lunt i Melbourne i en god del af året. Men ind imellem sommermånederne er der faktisk også temmelig koldt.

Nej, det er ikke endnu en vejr-rapport. I dag spyr jeg galde over de australske håndværks-traditioner. Eller mangel på samme.

Kort fortalt bygger australierne deres huse ud af pap. Her er ingen nordeuropæisk hulmursisolering, ingen rockwool på loftet og ingen thermoruder i sigte. Hver gang der kommer et friskt vindpust, letter mine persienner på hatten. Svush!

Hvis det da bare stoppede der..

..desværre er her hverken gulvvarme eller centralvarme, og der er heller ingen radiator på mit værelse. Der er én i hele lejligheden, og den står i entreen [indsæt vantro ansigtsudtryk her] .

Resultatet: indetemperaturen er cirka lig med udetemperaturen. Hvilket i disse dage er omkring 13 grader med blæst. (Svush!)

Nu tager jeg heldigvis til Sydney, der gerne skulle have lidt mere varme at byde på. Og når jeg kommer tilbage går jagten ind på et transportabelt varmeapparat af en (hvilken som helst) slags.

Indtil da; Send mere Rockwool!

Se for jer selv..

Inden jeg fortsætter vil jeg bare lige fortælle, at jeg har brugt en halv time på at skrive dagens blogindlæg. Om fem minutter håber jeg, at I forstår hvorfor..

Nå, men i går var jeg i byen for at smage lidt på Melbournes sidste nye skud på festival-stammen, Melbourne Comedy Festival. Der har bogstaveligt talt været hundredevis af shows over de seneste par uger, og det var helt tilfældigt, at jeg endte med at tage ind til det, der blev kåret som festivalens bedste act.

Komikerne hedder The Pyjama Men. Det hedder de, fordi de har pyjamas på. Og de er virkelig, virkelig sjove. Og vanvittige.

Det er her jeg skal til at nævne eksempler på, hvor sjove de var i går. Men det har vist sig at ligge uden for mine sproglige evner at give en bare nogenlunde god beskrivelse af, hvorfor det, der foregik på scenen, var underholdende.

Jeg er faktisk ikke en gang i stand til at beskrive, hvad der foregik på scenen. Men det indvolverede tidskameler, trekantsdramaer og tommelfinger-wrestling, og der var ingen rekvisitter..

Nogle gange skal man altså bare være der selv.

Det er derfor jeg har brugt en halv time på at skrive 20 linier.

Hvis jeg har vakt jeres nysgerrighed (og ellers gør jeg det forhåbentlig nu) så gå ind på duoens MySpace profil og se lidt video af dem. Det er helt sikkert ikke lige så sjovt som at være live i Melbourne på festivalens sidste dag, men det giver jeg måske en idé.

http://www.myspace.com/pajamamen

Forklaring udbedes

Jeg valgte, ikke at tage mit kamera med i byen i går.

Normalt har jeg altid mit kamera i tasken - fordi man ikke kan vide, hvornår der sker noget spændende. Og der sker ofte noget spændende.

Men lige præcis i går tog jeg ikke kameraet med. Det lå på mit bord, og jeg var på vej ud af døren, så jeg stoppede op, kiggede på mit kamera og tænkte; "skal jeg ikke tage mit kamera med i dag?" Og så besluttede jeg mig for, at det kunne være ligemeget.

Faktisk var jeg lige ved at vende om på vej ud af døren for at tage kameraet med alligevel, bare fordi jeg jo altid har det med. Men så kunne jeg ikke komme i tanker om noget som helst, som jeg ville tage et billede af. Og selvom kameraet var to skridt væk, var det som om, at det ville være fjollet at pakke det. Uden nogen rigtig grund.

Det lå lige der. Det skulle bare ned i tasken. Jeg har det altid med. Der var ingen grund til at lade det blive hjemme. Jeg havde faktisk mest lyst til at gribe det i forbifarten, bare for en sikkerheds skyld...

Nu forholder det sig naturligvis således, at i går var Anzac Day, -den næst største helligdag i den australske kalender, næst efter Australia Day. Og dagen fejres med parader, parader og flere parader, for samtlige militærbataljoner, redningstjenester og drengespejdere skal mindes og hædres for deres tjenester i den australske nations navn.

Jeg kan naturligvis ikke vise jer et billede af det.

For der er ingen billeder.

For jeg havde ikke mit kamera med.

For..

Hmm...

Kender I det?

Efterårshumør

Nu har jeg kæmpet for at komme tidligt ud af sengen i de sidste tre dage -uden held. Forklaringen er, at mit indre ur kan ikke finde ud af, hvorfor året pludselig går baglæns.

En af finterne ved at bytte en dansk vinter ud med en australsk sommer er nemlig, at man får et ekstra efterår med i købet.

Så i dag har jeg set tv, hørt musik, læst bøger, været på facebook og drukket tonsvis af the, kaffe og varm chokolade bag lukkede persienner.

...mand, hvor er det umuligt at vedligeholde en spændende blog med sådan en hverdag, hva'?

Opdatering; Nu 23 % australier!

jagten på total australianisme fortsætter:

15/100 Australianism; Surfer dude
Ahh, riding the waves. Og ét skridt nærmere total australianisme.

16/100 Australianism; Been af the footy
Intet er mere australsk end australsk fodbold. Der i sagens natur jo kun kan opleves i.. Ja, australien. Og jeg har næsten (næsten) forstået, hvad det går ud på nu...!


17/100 Australianism; Playing tennis.
Først købte jeg bare en ketcher, fordi den var så utroligt sej og billig. Men nu har jeg også fundet en tennismakker. (Hvilket i sagens natur gør det med ketcheren noget sjovere og langt mindre tumpet.)
Når man er i Australien og både har en tennigsketcher og en tennismakker opdager man, at Australien er et tennisland. Der er tennisbaner over alt. I hver eneste park. I hver eneste forstad. Ved hver skole, hvert fitnesscenter og samtlige sportsanlæg.


18/100 Australianism; Moving around.
Nu har jeg haft tre forskellige registrerede bopæle i Australien, og så er det jo næsten som at være hjemme i Danmark...


19/100 Australianism; Biking around.
Man er ikke en turist, når man kaster sig ud i den australske morgentrafik for at komme fra hjem til studie. Men er barn af byen - og et ret modigt et af slagsen!


20/100 Australianism; Recognized in the hood.
I går blev jeg genkendt på gaden. Jeg er nu officielt en af de lokale. (Det fik jeg nemlig lov til at kalde mig selv.)


21/100 Australianism; Got the tan.
Turistene bliver solskoldede under verdens strengeste sol. Os australiere får bare mere farve.


22/100 Australianism; Been to the Grand Prix.
-Formel 1 er en tradition for de sports-tossede menneskemængder i Melbourne, der hvert år gør Albert Park til et australsk kultur-ikon. Tæpper, sandwich og øl i plasti-bægre, og du er en del af familien.

23/100 Australianism; Randomly using the "ie".
Australierne elsker forkortelser, og især "ie". En barbeque er en "barbie", Tasmanien er Tassie og fodbold er Footie. Efter at have hørt på australiere i tre måneder er jeg også begyndt at sige "noie". (No.) Fint i Australien, men jeg bliver til grin alle andre steder i verden.

Sikke en dag

I dag har jeg spist for mange Tim Tams, været til en forkert forelæsning, drukket belgisk hvedeøl i solnedgangen, debateret bådflygtninges moralske status, vundet et spil skak imod en pensionist fra Ukraine og slået rekorden i flest prostituerede uden for mit vindue.

Gotta love Melbourne.

Dagens skilt: Don't move!

Umærkede mineskakter i tusindvis. Skal vi fylde dem op med noget? Narj, vi sætter bare et (ét!) skilt op for enden af det 25.000 kvm store område, og så er det problem løst!

Her kan man se, hvad man risikerer, hvis man vandrer rundt i den australske ødemark uden at være opmærksom. Udover dødsensfarlige dyr skal man nemlig også tage sig i agt for huller i jorden.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi skal lære af billede nummer to, som vi ikke allerede har lært af billede 1. Læg desuden mærke til manden på billede tre, der viser, hvorfor man ikke må gå baglæns i Outbacken. Er jeg den eneste, der er helt sikker på, at tændstik-manden er en japansk turist?

Tasmanien part III: Hvad skal barnet hedde??

Faktisk var det franskmændene, der først opdagede øen, men selv om de var på udkig efter steder at gå i land, valgte Le Bleu at melde pas forbi (stedet lignede tilsyneladende ikke Frankrig nok), og så var det helt op til englænderne.

Som historien bevidner havde de engelske nybyggere mange åbenlyst gode egenskaber. Effektiv mine- og fængsdrift ligger først på tungen. Til gengæld var deres kreativitet til at overse. Beviset er navnene på stort set alt i Tasmanien.

Når nybyggerne skulle finde på navne til nye steder, byer, planter eller dyr, fik de nemlig deres inspiration fra tre og kun tre steder:

1) Navnet på noget de kendte derhjemme fra. Sheffield på Tasmanien er således opkaldt efter Sheffield i England, Davenport er opkaldt efter Davenport og halvdelen af bjergene på Tasmanien er opkaldt efter bjergene i Skotland.

2) Navnet på deres chef, den lokale guvernør eller kongefamilien. Eksempelvis blev Tasmanien jo opkaldt efter den opdagelsesrejsende Mr. Tasman. Det samme blevTasman Peninsula (også på Tasmanien), Tasman Island (også en del af Tasmanien), Tasman Forest (også på Tasmanien) og Tasman Rocks (også en del af Tasmanien).

Alternativt opkaldte de byerne efter sig selv. Det var for eksempel tilfældet med byen Paddysonia, navngivet, naturligvis, af William Paddyson. Efterfølgende blev byen flyttet, og Mr. Paddysons chef ændrede navnet på byen til Lanceston. Efter det sted, hvor han selv blev født i England, selvfølgelig.

3) Hvad som helst de kom til at tænke på, når de så noget nyt, og som kunne spises. En rød svamp de ikke kendte? Den hed "Strawberry Fungus". En fremmed form for bregne, der lignede et fiskeskelet? De navngav den "Fishbone Furn". Stranden, hvor de partere hvaler så havet blev rødt af blod? De kaldte den selvfølgelig for "Vineglass Bay".

Nu kan I sikkert selv gætter jeg til, hvad de fik at spise den dag, de opdagede "Pie Soup Creek".

Efterhånden som man kører igennem landskabet, bliver man således både deprimeret og forundret over nybyggernes totale mangel på fantasi.

Men ikke alle de nye ting i Australien fik tåbelige, intetsigende navne derhjemmefra. For eksempel gav nybyggerne kænguruen sit navn, efter at de havde spurgt de lokale stammefolk, hvad de kaldte det mærkeligt hoppende dyr. "Kangaroo, Kangaroo", svarede de indfødte, og det kom dyret så til at hedde.

Umiddelbart herefter besluttede de hvide tilflyttere sig deværre for, systematisk at udrydde de lokale folk med deres moderne våben.

Hvis de i stedet havde valgt at snakke med dem, havde de måske fundet ud af, at "Kangaroo" i virkeligheden betød: "Vi forstår ikke, hvad det er du siger!"

Off-day

Jeg har besluttet, at I ikke kan tåle endnu et firesiders blogindlæg om Tasmanske småligheder, så i stedet synes jeg, at I skal kigge her, imens jeg ser Australiens mest omdiskuterede film nogensinde; Wolf Creek.

http://www.computerworld.dk/art/50564?page=2

Linket handler om den mindst lige så omdiskuterede retssag i Sverige imod stifterne af fildelingstjenesten The Pirate Bay. Trods fængselsdom og millionerstatning har drengene en imponerende sans humor..

Vi snakkes ved imorgen.

Tasmanien part II: Men hvad med byerne?

Nu er der jo også mennesker på Tasmanien. Faktisk er Hobart den næstældste by i Australien efter Sydney. Desværre giver det ikke rigtig anledning til nogen særlige attraktioner ved øen. Jo, man kan finde Australiens ældste bro, kigge på landets første vandmølle og se, hvor verdens første parkometre blev taget i brug (!). Men i europæisk kontekst er det jo alt sammen nyt alligevel.

Med det sagt, så er der naturligvis byer rundt omkring på øen. Umiddelbart nord for Cradle Mt. National Park ligger for eksempel landsbyen Sheffield - "City of Murals". (ja, de har et byskilt, der siger "Sheffield - City of Murals", som jeg desværre glemte at tage et billede af, fordi jeg var så betaget af det hele)

For dem, der ikke ved det - jeg gjorde nemlig ikke - handler det om store, udendørs vægmalerier, og Sheffield (opfindsomt opkaldt efter Sheffield i England - det vender jeg tilbage til i morgen) er altså fuld af dem.

De fleste "murals" forestiller lokalkendte poeter, køer og afdøde entreprenører og pryder husgavlene med impressionistisk idyl. Det syngende kultur-cresendo i Vægmaleriernes By er den årlige vægmaleri-festival, hvor mure og vægge - opstillet til lejligheden - bliver forskønnet af både lokale og tilrejsende vægmaleri-entusiaster i håndfuldevis.

Og herfra bliver det endnu bedre.

To kilometer nord for Sheffield finder man nemlig byen Raillon, "Town of Topiairy". For dem, der ikke ved det - jeg gjorde i hvert fald ikke - handler det om at forme en tredimensionel figur i ståltråd, og så fylde den ud med ligusterhæk, og samtlige forhaver i Raillon er således forskønnet med en liguster-elefant, et liguster-tog eller et andet finurlig liguster-vidunder.

Selvom det kun tager sekunder at passere igennem dette fantastiske kulturfænomen, når man alligevel at blive imponeret over byen Raillon og dens evne til at tage turistkampen op med nabobyen Sheffield og de verdensberømte vægmalerier uden de mindste tegn på præstationsangst.

Fortsætter rejsen mod nord kommer man hurtigt til byen Fjugal, der hver år afholder verdensmesterskaber i at skovle kul ned i en tønde og i at bolte tagplader fast. Mesterskaberne er skam alvorlige nok, og deltagerne kommer fra de fjerneste egne af verden for at kæmpe om titlen. Sidste år var der således to gennemrejsende norske backpackere, der nåede helt til semifinalen, hvor begge måtte se sig slået af lokale favoritter.

Men både Sheffield, Raillon og Fjugal må opgive kulturkampen til den næste by på kortet. Landsbyen LaTrobe er nemlig hjemby for den største sportsmand der har levet - nogensinde, og uden sammenligning. Jeg taler naturligvis om skovhuggeren David Foster.

For dem, der ikke har hørt om ham - jeg havde i hvert fald ikke - er David Foster listet i Guiness Book of World Records som den mest vindende sportsmand nogensinde. Han har flest turneringssejre, flest individuelle sejre, flest verdensmesterskaber og den længste sejrsrække registreret for nogen sportsmand overhovedet - 1000 sejre i træk blev det til, hvorefter han trak sig tilbage og gik på velfortjent pension. Ubesejret.

Og hvad var det så lige, at han konkurrerede i? Jo, David Foster (den største sportsmand nogensinde, husk det nu) var bedre end nogen anden til at hugge træer over med en økse...

...Jeg synes det er så fantastisk, at jeg lige vil bruge et par linier af jeres opmærksomhed på at forklare, hvad det går ud på:

I professionel sports-økse-hugning er der to discipliner - der er vandret hugning (hvor man hugger et træ, der står op) og lodret hugning (hvor man hugger et træ, der ligger ned). Man skal bruge en økse. Man kæmper to ad gangen. Og den, der først hugger stammen over, har vundet. Ganske enkelt. Men der er mere.

Ligesom i golf findes der også handicap i sports-økse-hugning. Handicappet ligger imellem 1 og 10 og angiver, hvor stort et antal sekunder man skal vente efter starten går, inden man må tage sit første hug.

David Foster er den eneste sports-økse-hugger nogensinde til at konkurrere med et handicap på 10. Men han vandt alligevel. David Foster er med andre ord det eneste menneske i verden, der godt må kalde Tiger Woods, Ronaldinho og Roger Federer for en flok useriøse tøsedrenge, og så kan man jo faktisk ikke lade være med, lige at stoppe i Latrobe for at kigge sig lidt omkring og købe en kold cola.

Hvis det lykkes dig at løsrive dig fra David Fosters hjemsted, ender turen ved den Tasmanske nordkyst, hvor landevejen belønner dig med havnebyen Davenport, om hvilken Lonely Planets rejseguide i halvfemserne skrev, at byens højdepunkt var at køre igennem Drivethru'en ved havnens MacDonalds - og så køre ud igen.

Jo, der er masser af kultur på Tasmanien - man skal bare lige ud og finde det først.

Tasmanien part I: Natur, natur og atter beliggenhed

Så snart man forlader den forvoksede landsby, der er Tasmaniens hovedstad, handler det i virkeligheden kun om én ting, og det er naturen. Med nogle af de mest sjældne, spektakulære og betagende naturfænomener i verden er øen i særklasse en oplevelse for dem, der godt kan lide ord som "afhængig af vejret" og "solidt fodtøj", og som ikke har noget imod at klatre med hænderne og huske at drikke masser af vand imens.
....
Selvom øen ikke er meget mere end 250 km bred (mindre end Danmark), er der stor forskel på vest og øst. Vestkysten er domineret af høje bølger, masser af frontsystemer og streng vestlig vind, der uhindret rejser hertil helt fra den chilenske kyst 2/3 længere omme på kloden, imens østkysten er beskyttet af det centrale højland, der sørger for læ, varme - og tørke.

....

Derfor er det meste af vestkysten dækket af tempereret regnskov som en følge af de mere end 3 meters årlige nedbør, imens Hobart i syd-øst er den næst-tørreste by i Australien efter Adelaide i Southern Australia. (Little known fact, eftersom det er her i Victoria og New South Wales at alle taler om tørke og vandmangel år efter år.)

....

Det betyder igen, at vejret er; ja, rigtigt endnu en gang: totalt uforudsigeligt! Ugen inden jeg landede i Hobart (officielt kendt som verdens mest fotogene by) og tog dette billede, havde de faktisk sne på bjernet jeg fotograferer Hobart fra her;

....

Hvis man er glad for underlige dyr, er Tasmanien også et dejligt sted at traske rundt. Her er masser af sjældne fugle, forbirejsende hvaler, fastboende sæler og naturligvis den verdensberømte tasmanske djævel. Man kan også se en platypus - dyret som gud skabte, den dag han havde tømmermænd og kom til at blande en and med en bæver.

....
Og hvis man ikke gider at afsøge naturen i jagt på et glimt af en sjælden dyreart (eller hvis man vandrer i naturen i umiddelbar nærhed af et begejstret støjende, asiatisk heppekor) kan man også bare holde øjnene åbne, imens man kører på vejene - inden for ganske kort tid ser man garanteret hundredevis af wallabies, possums og de super nuttede wombats langs - men for det meste midt på - vejen..!

....

(Skulle man bliver træt af at kigge på udsplattede pungdyr, kan man altid oppe humøret med den australske landevejs-leg "roadkill". Reglerne er simple; Det gælder om at banke i biltaget og være den første til at udpege et "roadkill" på vejen. Det giver dobbelt points, hvis man også kan gætte, hvilket dyr der er tale om, men minuspoints hvis det viser sig, at man gætter forkert. Det er faktisk langt sværere, end man skulle tro.)

Tasmanien har desuden noget af verdens reneste luft. Når målestationerne verden over måler forureningen i luften, giver de luftkvaliteten en karakter. Skalaen (ofte kaldet AQI, Air Quality Index) er forskellig alt efter hvilket land man befinder sig i, men ligegyldigt hvordan videnskaben regner, begynder skalaen i Tasmanien - luften her får ganske enkelt karakteren nul. Til sammenligning er den almindeligt acceptable forurening fastsat til 100, og en by som Atlanta, US måles til mere end det dobbelte.

....

For at alt det ikke skal være nok, så finder man også alle kendte, naturligt forekommende metaller og mineraler på nær et enkelt i den tasmanske undergrund. Regnskoven i Tasmanien er desuden den tykkeste skov i verden - videnskabeligt set - og træerne er de næst-højeste i verden efter de store californiske rødgraner. Derudover er stort set alt det naturligt forekommende ferskvand på øen er så rent, som det overhovedet kan blive og kan drikkes uden forbehold. Det gælder for eksempel også for dette her:

....

Knap 100 procent af øens elektricitet bliver faktisk genereret af vandturbiner - Tasmanien har ikke et eneste traditionelt kulkraftværk.

Men højdepunktet i den tasmanske natur er (også bogstavelig talt) Cradle Mountain National Park. Udover at være en nationalpark, er området fredet som et World Heritage Site - på listen sammen med steder som pyramiderne i Egypten og Grand Canyon De Forenede Stater. Bare lidt mere.

....

I alt er der nemlig ti forskellige kriterier, der kan give adgang til listen over World Heritage Sites. Det er nok at opfylde et enkelt kriterie, selvom adskillige steder på listen opfylder to eller endda tre kriterier. Det er kriterier som fx kulturhistorisk signifikans, geologisk unikum, sjældne planter eller dyrearter osv.

....

Cradle Mountain National Park opfylder syv af de ti kriterier. Det eneste andet sted i verden til at nå den rekord, er vist et eller andet sted i Kina.

Det er sådan set også i orden, når udsigten ser sådan her ud:

Tasmanien er ganske enkelt natur. Og omvendt.

Coast-to-coast, ministyle

Det tog cirka seks dage at rejse Tasmanien rundt - sydkyst til vestkyst til nordkyst til oestkyst - og tilbage til sydkysten. Seks dage til at klatre op ad tre bjerge, bade i The Bass Strait, kigge paa verdens andet hoejeste trae, se en sael, en albatros og en havoern og vandre igennem en af verdens vigtigste naturparker. Og seks dage uden saa meget som en enkelt lille bitte smule signal paa mobiltelefonen eller skyggen af computer og internet.

Deraf den doede blog.

Jeg er tilbage i Hobart nu, det er allerede aften, og det eneste der er tilbage for mig at goere er at spise mere seafood, udveksle emailadresser med belgiske piger og staa tidligt op for 14. dag i traek for at naa et fly tilbage til fastlandet. Alt det saedvanlige..

Men eftersom jeg har afsat resten af paaskeferien til at ligge paa en sofa/i et karbad og se tv, har jeg reserveret bloggen til at fortaelle lidt mere om Tasmanien i de kommende par dage. Part 1 foelger imorgen. Kig forbi.

Saa er det Mary's by

Tasmanien er lidt for Australian hvad Lolland Falster er for Danmark. If'oelge de fleste fastlandsboende australiere, hoerer Tasmanien ikke rigtig til Australien. Det er 'out there' og det er anderledes. Og nu, hvor jeg har vandret Hobarts gader tynde i en meget lang dag, kan jeg sagtens se, hvad de mener. Men sagen er den, at det overhovedet ikke er en daarlig ting.

Klimaet her er ganske anderledes end i resten af Australien. Her er ganske enkelt koldere, og her er heller ingen toerke. Faktisk minder vejret ret meget om det skandinaviske - en perfekt efteraarsdag som i dag, med klar himmel, hoej sol og 23 grader, foeles fuldstaendig som en dejlig dansk sensommer. Og med bjerge (ja, de har SNE!), soer og halvdelen af oen daekket af skov er der faktisk lidt norsk idyl over det hele. I like.

Hobart er hovedstaden i Tasmanien, der er australiens mindste stat. Byen blev grundlagt af de saedvanlige straffefanger og marinesoldater omkrign aar 1841, og som med alle de Australske byer er havnen, floden og kysten de centrale omraader i byen. Og saa er husene, parkerne og alt det andet bare helt fantastisk laekkert..

I dette tilfaelde siger billeder mere end tusind ord, men et par stavelser er alligevel noedvendige for beskrivelsen, fordi jeg ikke kan uploade billeder endnu. Selvom Hobart er en hovedstad, er der ikke meget hovedstad over den.

Hobart minder faktisk mere om en landsby. Husene har roser og stoebejernshegn og granitmure og er opfoert i et paafaldende tilfaeldigt moenster langs de snoede villaveje paa bakkernes groenne sider.

Naar klokken bliver 18.00 lukker butikkerne - ALLE butikkerne. (Efter 20 minutter opgav jeg at finde en tanskstation eller en 7-11, hvor jeg kunne handle chokolade.) Og saa er det her, man faar australiens absolut bedste seafood - jeg taler af erfaring.

Og saa var det jo her, at Mary gik paa universitetet (billede; tjek), og det var her, at Mary arbejdede (billede; ogsaa tjek). Og saa har der bare at falde nogle gratis drinks af til den danske backpacker, naar jeg nu gaar ud for at se, om jeg i det mindste kan finde en aaben bar..!

Påskeferie!

Præsentation, fremlægning, interviewbrief, researchbrief, position paper, essay og tøjvask (med hjælp fra naboens tørretumbler): DONE!

Nu er det påskeferie. Ni dage i Tasmanien. Intet studie. Søvn. Masser af søvn.

Nåh ja, ikke lige i nat. Jeg skal op imorgen klokken 4.30 for at nå mit fly.

Vi skrives ved, når jeg kommer til Tassy. God påske til alle!

Akademisk livsstil

Nu er klokken igen blevet to om natten, imens jeg arbejder på mine essays. Det er fjerde dag i træk.

Jeg har ondt i øjnene. jeg har ondt i ryggen. Jeg har udviklet en tendens til, spontant at stirre på ting i op til ti minutter, indtil jeg kommer i tanke om, hvad de er til. Mine fingre ryster, min ånde smager af kaffe og jeg har ikke flere neglerødder tilbage.

Det er skønt at være studerende, siger jeg bare. Halleluja.

It's a contact sport, retard!

Ja, jeg ved godt, at der ikke var noget blog-indlæg i går. (Og at det helt sikkert ødelagde jeres dag -stort undskyld til alle fire faste læsere.) Men sagen var den, at jeg havde alt for travlt - og at alt hvad jeg foretog mig hele dagen var at skrive, studere, skrive, ringe, researche, vente på en sporvogn, sidde i en sporvogn, vente på et bibliotek, sidde på et bibliotek, sidde på et kontor, vente på en sporvogn, sidde i en sporvogn, spise junk-food, klappe en lille hund på maven og gå i seng.

I dag har jeg nogenlunde gjort det samme, med den lille krølle at jeg har flyttet adresse og været til mit livs første fodboldkamp. Australsk fodbold, altså. Også kaldet "footy". Og lad mig sige med det samme, at der var god stemning blandt de 46.000 tilskuere til lokalopgøret i Telstra Dome.

I modsætning til europæisk fodbold er der intet politi, der er ingen visitationer, der er ingen hegn blandt tilskuerne, og holdenes fans er blandede, så de kan sidde og råbe af hinanden uden at råbe alt for højt. Men det er nu ikke fordi, at tilskuerne ikke går op i spillet. Tværtimod. Australsk fodbold er så australsk som det overhovedet kan blive, og alle australiere elsker det ganske enkelt.

"It's a famliy sport, really," som en af mine veninder sagde, da hun forsøgte at forklare, hvorfor sporten er så populær hernede. Og det gav jeg hende helt bestemt ret i, lige indtil en af spillerne på banen blev sparket i ryggen af modstanderen, og jeg hørte hende skrige: No FOUL you fucking RETARD -it's supposed to be a contact sport, FUCK YEAH! GOOO!!!

Jeg havde aldrig troet, at der kunne komme så meget lyd ud af sådan en lille pige...

Nå. Jeg vil ikke gå i detaljer med reglerne, for de giver alligevel ingen mening. Det korte af det lange er, at banen er oval, at man må løbe med bolden, men at man skal sparke den ind i de andres mål. Og at man må tackle hinanden stort set uden hæmninger, naturligvis. Jeg holder forresten med Carlton, hvis nogen skulle spørge. (Jeg har selv været nødt til at spørge.)

I kan se lidt af spillet her: http://www.youtube.com/watch?v=LoupKfWPdB8&feature=related

Andet har jeg ikke tid til nu. Klokken er 2 om natten nu, og jeg skal gøre mit essay om den australske vandmiljøplan færdig i morgen. Historien om min flytning kan I få senere.

Jamen hvad ER det??

Jeg er i gang med en ret intens uge inden påskeferien slår til i den næste. Det vil sige, at jeg arbejder på afleveringer i alle mine fire fag på samme tid, og at jeg skal have det hele klar inden weekenden er slut.

Desværre har jeg aldrig arbejdet med "essays" før, og jeg har virkelig ingen idé om, hvad et "academic paper" indebærer. Og når mine undervisere forklarer mig, at det bare handler om at jeg skal "show, that you have done an extensive academic research" er det eneste jeg kan sige bare; "...but how?"

Vegetarianer?

I dag opdagede jeg, at jeg ikke har spist kød i tre dage. Det er ikke med vilje. Det er bare fordi der er så utroligt mange gode vegetarrestauranter hernede. Og fordi jeg har haft for travlt til, selv at lave ordentlig mad.

Men tanken gør mig alligevel en smule utryg, så imorgen planlægger jeg et frontalt angreb på noget i retning af en stegt kylling.

Dårlig dag

I dag sov jeg over mig og droppede de første to lektioner på det fjerne Campus. Så kom jeg for sent til sporvognen og nåede kun med nødt og næppe op på skolen til min anden lektion.

I det efterfølgende gruppearbejde var det min tur til at fremlægge en tekst til diskussion, som ingen andre end mig havde læst.

Bagefter ventede jeg i en time på en ven fra universitetet, hvorefter vi kørte igennem myldretrafikken og ud til den italienske forstad, hvor vi spise en meget dårlig sandwich, og jeg fortrød at have taget mørke jeans på, da solen for alvor kom frem.

Så fik jeg hovedpine og kvalme og faldt i søvn på vej hjem, hvor jeg drak tre liter vand, tog et bad og kom til at surfe internettet indtil klokken halv to om natten.

Imorgen SKAL jeg altså bare få lavet en helt utrolig masse...

Dagens skilt: Verdens fedeste skilt - for godt til at være sandt

I dag er det mandag = klatring = krampe og smadrede fingre = kort blogindlæg. Derfor får I lige et skilt:

Australien har en masse udtørrede saltsøer, og en del af dem er blevet brugt til atomprøvesprængninger af briterne i i efterkrigstidens atom-glade våbenkapløb.

Alt det er naturligvis slut nu (vi er i dag i efter-efterkrigstidens politiske korrekthedskapløb), hvilket de lokale stammefolk i området er ret glade for. Desværre er jorden ødelagt af radioaktivt materiale.

Derfor plejer der at stå et skilt et par hundrede meter ude på saltet med en advarsel imod at gå længere, fordi området er forurenet. Når skiltet ikke er der længere, skyldes det ikke, at saltsøen er blevet ren og dejlig igen. Det skyldes ganske enkelt, at de gennemrejsende backpackere konsekvent piller det ned og tager det med hjem, og nu er regeringen simpelthen blevet træt af at sætte nye op hele tiden. Men hvis du skulle hugge ét skilt i hele verden..?

Pælen til skiltet er der dog endnu (så længe det varer). Og så må man ellers selv gætte sig til, i hvilken retning der er mest farligt...

Øh, kan jeg få dén i replay?

Her i St. Kilda bor jeg lige ved siden af Albert Park. Derfor boede jeg i dag lige ved siden af Australiens 25. Formel 1 Grand Prix.

Nu er jeg jo ikke specielt interesseret i motorsport, men når det er lige ved siden af, er man jo nødt til at tage hen og kigge, ikk'?

Det er svært at beskrive stemningen ved et Formel 1, men det er lidt lige som Jelling Festival - bare med biler. Der er i hvert fald lige så mange øldåser på græsset.

Formel 1 bilerne kører hurtigere end man kan fatte, og oplevelsen ved at se dem med egen øjne er mildt overdrevet, eftersom man ikke kan nå at se ret meget. Lyden derimod kan ikke overdrives nok.

På den måde minder showet faktisk også lidt om Jelling Festival.

Nå, men Albert Park er fantastisk i den bagende sol, og fire timer, 3 sandwich og en liter vand, fem jagerfly i formation, to par ørepropper og 26 elendige fotos senere vandt Jenson Button fra Storbrittanien ræset, og så kunne britterne gå amok til The Who på scenen bag Pole Position.

Sikke en fest. Fra nu af tror jeg faktisk, at jeg vil nyde at se Grand Prix i tv.

Mon man kan ved Vesterhavet?

Det var egentlig ikke nogen stor overraskelse for mig. Jeg mener; jeg elsker at sejle, jeg elsker skiløb, jeg elsker at køre motorcykel, jeg elsker havet...

Men det kom alligevel bag på mig, HVOR fantastisk det var at accelere på toppen af en frådende bølge, sætte hænderne på brættet og rejse sig og i fuld fart. Nydelsen ved at stå, ved at have balancen, ved at skære sig igennem vand og tang og badegæster indtil bølgen tog kontrollen fra mig og kastede migg op i luften, sugede mig ned på bunden og spyttede mig ud med understrømmen var ganske enkelt fænomonal - og vanedannende.

Jo, bølgesurfing er helt utroligt sjovt tidsspilde. Især når vandet er over 20 grader, solen skinner, man har sin nye våddragt på og bølgerne på Philip Islands viser sig fra deres bedste sider (lige på nær den, der tog mig 15 meter ind mod land, trak mig ned på 2 meters dybde og vendte op og ned på min forestilling om balace og .. ja, op og ned!).

Det var så sjovt, at jeg ikke engang gad kigge på damer på stranden. At jeg ikke havde noget imod at køre Josh på skadestuen, fordi hans board og hans øjenbryn havde en ureglementeret infight, som boardet tilsyneladende vandt med fire sting.

At jeg er i gang med at rydde skemaet i næste weekend, så jeg kan gøre det igen.

14/100 australianism - Dishing out directions

-Excuse me Mr., we need to find Hawthorne St., would you by any chance know, how we can get there?

-Well yeah, first you need to go to the domain interchange in the business district, and then you should catch the number 67 towards Caulfield where you get off, and...

Det er faktisk nærmest et trademark for australierne, at de enormt gerne vil hjælpe, når man ikke kan finde vej.

Plads til forbedring?

Der er et par stykker af jer, der har spurgt om, hvorfor jeg er blevet smidt ud af min lejlighed.

Det tekniske svar er, at jeg ikke havde en kontrakt, og derfor levede boliglivet på lånt tid.

Den menneskelige dimension er lidt sværere at forklare. Jeg kan nemlig ikke regne ud, hvorfor hun har bedt mig om at flytte.

Derfor kan jeg ikke fortælle jer det. I stedet vil jeg præsentere jer for kendsgerningerne, og se om der er nogen af jer, der kan komme med et bud:

*Susan, min udlejer, er en single kvinde på cirka 35 år. Hendes alder er svær at gætte, mest fordi hun bruger helt utroligt meget make-up. Alle hylder på badeværelset er fyldt med make-up.

*Susan arbejder meget. Jeg ved ikke helt, hvad hun laver, men da jeg flyttede ind, forklarede hun mig, at når hun kom hjem fra arbejde, var hun meget træt, og så ville hun ikke snakke med nogen.

*Susan har en meget lille hund. Den er altid hjemme. Når hunden gør noget, fortæller Susan dig, hvad hunden tænker på.

*Når Susan er hjemme, er hun næsten altid inde på sit soveværelse. Der er ingen musik. Ellers er hun i gang med at føntørre sit hår, hvorefter hun tager afsted igen.

*Susan er altid meget høflig. Hver gang vi mødes siger hun "how was your day," inden hun forsvinder. Jeg plejer lige akkurat at nå et "ok" på vejen.

*Lejligheden er sparsomt møbleret med genbrugsmøbler. Sofaen står midt i stuen, foran en væg og med ryggen mod døren.

*Der er også et sofabord, men det står bag ved sofaen. Jeg foreslog Susan at flytte sofabordet foran sofaen og fik at vide, at jeg måtte tage det, som det var. Der er ikke andre borde i lejligheden overhovedet.

*Tv'et er ikke sat til. DVD-afspilleren er ikke sat til. Bordlampen på bogreolen har ingen pære, og ledningen kan ikke nå stikket i væggen. En dag købte jeg en pære, satte den i og flyttede lampen hen imod stikket. Den lyste fint. Næste dag, da jeg kom hjem, var stikket trukket ud og lampen flyttet tilbage.

*Susan laver aldrig mad til sig selv. Hun laver altid mad til sin hund, fordi den ikke spiser butikkernes mad. Når hun serverer for hunden, er den stort set aldrig sulten, men når jeg spiser toast er den helt vild med at få lidt af skorpen.

*Der er mørklægningsgardiner for alle vinduer, og de er altid rullet for. Hvis jeg ruller dem fra, ruller Susan dem for igen, så snart hun kommer hjem. Derfor er der altid mørkt i lejligheden.

*Jeg har ikke haft andet end en flaske shampoo stående på badeværelset. Jeg har fyldt en halv hylde i det halvtomme køkken og en enkelt hylde i det halvtomme køleskab.

*Jeg er aldrig kommet sent eller fuld hjem, jeg har aldrig haft besøg og jeg har aldrig spillet høj musik.

*Susan og jeg har aldrig været uenige om noget. I sagens natur har vi egentlig heller aldrig været enige om noget, eftersom vi ikke har snakket meget sammen.

*Susan bad mig (høfligt) om at flytte med ordene; "This is not working out for me. I am just a very private person. "

*Susan er i gang med at lede efter en ny indflytter at dele lejligheden med efter jeg er flyttet ud.

Hvad siger I? Nogen, der har et bud?

Airwolf to the rescue

Er der nogen af jer, der kan huske Airwolf? Nej..? Sikke en skam.

Airwolf var en af de absolut fedeste tv-serier, der kom ud af firserne. Serien handlede om en superhelikopter, der havde jetmotorer, og som derfor kunne flyve hurtigere end lydens hastighed, hvilket gjorde den til amerikanernes mest avancerede og tophemmelige våben i kampen mod russerne og andre bad guys.

Besynderligt nok var Airwolf faldet i hænderne på den mytologisk kompetente og ordknappe testpilot Stringfellow Hawke (som igennem hele serien bliver drillet med sit tåbelige navn af både amerikanere og russere) og hans bedste ven, vietnam-veteranen Dominic, der altid var i godt humør.

De havde gemt Airwolf fra den amerikanske hær, og brugte den til at udføre missioner for en hemmelig efterretningstjeneste - og nogle gange for sig selv, når det følelseskolde statsbureaukrati overså den lille mand.

I går lovede jeg, at jeg ville være i bedre humør i dag, men da jeg skulle til at skrive min blog, var jeg stadig sur, skuffet, frustreret og bekymret over min usikre boligsituation og mine fire essays i næste uge, som jeg stadig ikke ved, hvordan jeg skal skrue sammen. Og jeg holder som regel, hvad jeg lover.

Så i stedet for at skrive min blog, så jeg første sæson af Airwolf på min computer. Og I kan kalde det nostalgi, barnlighed eller lavkultur, men der er noget ved de forcerede helte og superhelikopteren med verdens dårligste special effects, der altid gør mig i bedre humør.

http://www.youtube.com/watch?v=ezDIPDVH-IE

Ta-da! Og tusind tak, Airwolf.

...

Jeg ville have skrevet et rigtig muntert indlæg i dag. Noget om, hvordan jeg studerer, måske. Eller om, hvor jeg bor.

Men da min udlejer kom ind i dag, bad hun mig om at flytte ud hurtigst muligt. Tilsyneladende "is it not really working out" for hende. Jeg har lidt svært ved at forstå det, eftersom vi stort set ikke er hjemme på samme tid. Men jeg har ikke tænkt mig at grave videre i det. Jeg er ganske enkelt for sur.

I stedet har jeg tænkt mig, at starte forfra på at besvare annoncer og ringe mennesker op, så jeg forhåbentlig kan finde et sted at være i resten af min tid hernede.

Jeg lover, at jeg er i bedre humør imorgen.

Black power, here I come

Jeg bryder mig ikke om frysetørret kaffe. Overhovedet ikke. Faktisk er frysetørret kaffe noget af det værste, jeg ved.

Hvorfor?

- Fordi det ikke smager af det, som det skal; nemlig rigtig kaffe, der ikke er frysetørret. I stedet smager det af pap. Af plasticlåg. Af vacuum. Af farvestof og bundfald og campingferie med dårligt vejr.

Men ind imellem er man desværre nødt til at gå på kompromis med sine principper. Det er du for eksempel, når du ikke har en kaffemaskine selv, og når tjenerne på den nærmeste café efterhånden ved, hvad du skal have, når du træder ind af døren. Og når kaffe er blevet et livsvilkår på linie med grundlæggende biologiske funktioner som søvn, sol og mørk chokolade.

Og ind imellem, når man går på kompromis med sine principper, lærer man noget nyt og spændende om sig selv, og nogle gange ændrer man sig.

Jeg er for eksempel blevet enig med mig selv om, at denne her frysetørrede kaffe faktisk ikke er så usmagelig, grotesk og sygdomsfremkaldende i den kulturforbryderiske forstand, som jeg er vant til.

Som Per Vers rapper i sin hyldest til sort kaffe;

Jeg er en hvid mand fanget
i en hvid mands krop,
men jeg har en sort sjæl så hæld det op.

Jeg hælder og bæller lige indtil jeg ska' schlafen
Jeg ved godt, hvad jeg vælger, hvis det er konen eller kaffen

Alt det gas om at det er gift, det er gas.
Det får mig på toppen som et skiliftpas

Og når jeg får en sek-
retær står der kun én ting i hendes skema:
"Hent kaffe til mig"


(Se resten af teksten her: http://www.ulrikkold.dk/blog/?entryId=286)

Se, DET er poesi!

Dagens skilt: Men hvad hvis man MANGLER blod??

Når man går rundt i gaderne i den centrale by, er der konstant skilte, der viser hen til blodbanken. Disse skilte har - som de eneste overhovedet - fået den bedst tænktelige placering i gadebilledet - lige ved siden af vejnavnene. Det synes jeg naturligvis er rigtig smart, for så kan bloddonorere altid finde frem.

Men er der ikke mange andre ting, som man med fordel kunne skilte med i stedet? - For eksempel, hvordan man finder hen til skadestuen?

13/100 australianism - spider in my bed!

Historien ganske kort:

EEEEWWWW!

*WHACK!*

... EEW, EEW, EEW, EEEEEEEEEW!!!

*WHACK!*
*WHACK!*
*WHACK!*

...

- *WHACK!WHACK!WHACK!WHACK!!!*

. . .

Eww...

Skittles, anyone?

Australien er ikke et specielt billigt land at shoppe i. Bevares, caféerne og tøjbutikkerne konkurrer mere om kunderne, og du kan få en cappucino til 10-12 kroner de fleste steder. Du kan også køre med den offentlige i den indre by for omkring 25 kroner om dagen, hvilket godt nok er halvt så dyrt som i Århus og København, men stadig ikke rigtig billigt. Og man sparer heller ikke nogen formue på hverken Ipods eller tele-objektiver.

Der er dog et par ting, som er væsentligt billigere i Australien end i Danmark, nemlig kød -og sportsudstyr!

Kød, fordi australierne har helt utroligt mange helt utroligt store kvægfarme med helt utrolige horder af utroligt store, kødfulde dyr.

Sportsudstyr, fordi... ?

Det er faktisk svært at sige. Men australierne elsker sport, der er sport alle vegne og alle ser ud til at motionere hele tiden og på alle niveauer. Måske er der ganske enkelt bare mere salg i det hernede.

Det passer mig desuden fint, for jeg er midst lige så god til at shoppe sportsgrej som jeg er dårlig til at shoppe jeans og sko. Lad mig give et par hurtige eksempler på prisforskellene;

Wilson K-series tennisketcher; 600 australske kroner - 1500 danske kroner.
Nike svømmebriller; 80 australske kroner - 280 danske kroner.
Slazenger tennisbolde; 45 australske kroner - 130 danske kroner.
Spalding Pro basketball; 135 australske kroner - 600 danske kroner.

Sådan bliver det ved, når man går igennem sportsbutikkerne og får lyst til at købe alting hele tiden.

Så hvis der er nogen i Danmark, der skal have noget med hernede fra (som hverken fylder eller vejer noget som helst), er det altså i sportens verden, det foregår.

Nåh ja, så kan man også få skittles hernede - verdens bedste slik. Men dem spiser jeg alle sammen selv, på vej hjem i flyveren.

12/100 australianisme - 15 minutes of fame

Jeps - når man optræder i en vox pop i byens lokale trafikavis, så er man da begyndt at høre til, ikke?

...og så ikke flere vejrrapporter!

Jeg er godt klar over, at jeg har skrevet helt utroligt mange indlæg om vejret, men jeg er nødt til lige at lave ét til.

I dag var jeg på havet i en 31 fods yacht. Det var årets næst-sidste sommersejlads, og dermed en af de sidste chancer for at få points på tavlen, inden vintersæsonen begynder med australiernes vintertid om to uger.

I dag så ud til at blive en strålende dag at sejle om kap i, men omkring 4 minutter efter at vi havde sat sejl, forsvandt enhver form for vind. Som om en kæmpe havde sat en osteklokke over Port Philip. Nu er svag vind jo ens for alle både, men da vi havde brugt tre forsøg på at krydse startlinien uden held, havde de fleste af konkurrenterne vugget sig ud på et relativt stort forspring.

Så var det også blevet tid til "first drinks".

Da der endelig kom en lille brise, og vi krydsede starten (omkring 35 minutter inde i løbet), blev vi enige om at gå i gang med "second drinks", og så var det også ved at være på tide at vende om.

På vejen ind drak vi "third drinks" og spiste sandwich, imens vi grinede af alle de andre både, der sad uhjælpeligt fast i det vindstille langt ude i bugten og ville komme alt for sent ind til "after drinks" i baren.

Tag ikke fejl af mit mandskab - selvom gennemsnitsalderen er over 50 (også hvis man tæller bådens alder med) - og selvom de alle sammen holder en øl i hånden - vandt de faktisk 9 sejladser sidste år.

Jeg skal sejle igen på næste onsdag, og så er der forhåbentlig enten mere vind eller flere sodavand på havet.

Cheers!