Tasmanien part III: Hvad skal barnet hedde??

Faktisk var det franskmændene, der først opdagede øen, men selv om de var på udkig efter steder at gå i land, valgte Le Bleu at melde pas forbi (stedet lignede tilsyneladende ikke Frankrig nok), og så var det helt op til englænderne.

Som historien bevidner havde de engelske nybyggere mange åbenlyst gode egenskaber. Effektiv mine- og fængsdrift ligger først på tungen. Til gengæld var deres kreativitet til at overse. Beviset er navnene på stort set alt i Tasmanien.

Når nybyggerne skulle finde på navne til nye steder, byer, planter eller dyr, fik de nemlig deres inspiration fra tre og kun tre steder:

1) Navnet på noget de kendte derhjemme fra. Sheffield på Tasmanien er således opkaldt efter Sheffield i England, Davenport er opkaldt efter Davenport og halvdelen af bjergene på Tasmanien er opkaldt efter bjergene i Skotland.

2) Navnet på deres chef, den lokale guvernør eller kongefamilien. Eksempelvis blev Tasmanien jo opkaldt efter den opdagelsesrejsende Mr. Tasman. Det samme blevTasman Peninsula (også på Tasmanien), Tasman Island (også en del af Tasmanien), Tasman Forest (også på Tasmanien) og Tasman Rocks (også en del af Tasmanien).

Alternativt opkaldte de byerne efter sig selv. Det var for eksempel tilfældet med byen Paddysonia, navngivet, naturligvis, af William Paddyson. Efterfølgende blev byen flyttet, og Mr. Paddysons chef ændrede navnet på byen til Lanceston. Efter det sted, hvor han selv blev født i England, selvfølgelig.

3) Hvad som helst de kom til at tænke på, når de så noget nyt, og som kunne spises. En rød svamp de ikke kendte? Den hed "Strawberry Fungus". En fremmed form for bregne, der lignede et fiskeskelet? De navngav den "Fishbone Furn". Stranden, hvor de partere hvaler så havet blev rødt af blod? De kaldte den selvfølgelig for "Vineglass Bay".

Nu kan I sikkert selv gætter jeg til, hvad de fik at spise den dag, de opdagede "Pie Soup Creek".

Efterhånden som man kører igennem landskabet, bliver man således både deprimeret og forundret over nybyggernes totale mangel på fantasi.

Men ikke alle de nye ting i Australien fik tåbelige, intetsigende navne derhjemmefra. For eksempel gav nybyggerne kænguruen sit navn, efter at de havde spurgt de lokale stammefolk, hvad de kaldte det mærkeligt hoppende dyr. "Kangaroo, Kangaroo", svarede de indfødte, og det kom dyret så til at hedde.

Umiddelbart herefter besluttede de hvide tilflyttere sig deværre for, systematisk at udrydde de lokale folk med deres moderne våben.

Hvis de i stedet havde valgt at snakke med dem, havde de måske fundet ud af, at "Kangaroo" i virkeligheden betød: "Vi forstår ikke, hvad det er du siger!"