Tasmanien part II: Men hvad med byerne?

Nu er der jo også mennesker på Tasmanien. Faktisk er Hobart den næstældste by i Australien efter Sydney. Desværre giver det ikke rigtig anledning til nogen særlige attraktioner ved øen. Jo, man kan finde Australiens ældste bro, kigge på landets første vandmølle og se, hvor verdens første parkometre blev taget i brug (!). Men i europæisk kontekst er det jo alt sammen nyt alligevel.

Med det sagt, så er der naturligvis byer rundt omkring på øen. Umiddelbart nord for Cradle Mt. National Park ligger for eksempel landsbyen Sheffield - "City of Murals". (ja, de har et byskilt, der siger "Sheffield - City of Murals", som jeg desværre glemte at tage et billede af, fordi jeg var så betaget af det hele)

For dem, der ikke ved det - jeg gjorde nemlig ikke - handler det om store, udendørs vægmalerier, og Sheffield (opfindsomt opkaldt efter Sheffield i England - det vender jeg tilbage til i morgen) er altså fuld af dem.

De fleste "murals" forestiller lokalkendte poeter, køer og afdøde entreprenører og pryder husgavlene med impressionistisk idyl. Det syngende kultur-cresendo i Vægmaleriernes By er den årlige vægmaleri-festival, hvor mure og vægge - opstillet til lejligheden - bliver forskønnet af både lokale og tilrejsende vægmaleri-entusiaster i håndfuldevis.

Og herfra bliver det endnu bedre.

To kilometer nord for Sheffield finder man nemlig byen Raillon, "Town of Topiairy". For dem, der ikke ved det - jeg gjorde i hvert fald ikke - handler det om at forme en tredimensionel figur i ståltråd, og så fylde den ud med ligusterhæk, og samtlige forhaver i Raillon er således forskønnet med en liguster-elefant, et liguster-tog eller et andet finurlig liguster-vidunder.

Selvom det kun tager sekunder at passere igennem dette fantastiske kulturfænomen, når man alligevel at blive imponeret over byen Raillon og dens evne til at tage turistkampen op med nabobyen Sheffield og de verdensberømte vægmalerier uden de mindste tegn på præstationsangst.

Fortsætter rejsen mod nord kommer man hurtigt til byen Fjugal, der hver år afholder verdensmesterskaber i at skovle kul ned i en tønde og i at bolte tagplader fast. Mesterskaberne er skam alvorlige nok, og deltagerne kommer fra de fjerneste egne af verden for at kæmpe om titlen. Sidste år var der således to gennemrejsende norske backpackere, der nåede helt til semifinalen, hvor begge måtte se sig slået af lokale favoritter.

Men både Sheffield, Raillon og Fjugal må opgive kulturkampen til den næste by på kortet. Landsbyen LaTrobe er nemlig hjemby for den største sportsmand der har levet - nogensinde, og uden sammenligning. Jeg taler naturligvis om skovhuggeren David Foster.

For dem, der ikke har hørt om ham - jeg havde i hvert fald ikke - er David Foster listet i Guiness Book of World Records som den mest vindende sportsmand nogensinde. Han har flest turneringssejre, flest individuelle sejre, flest verdensmesterskaber og den længste sejrsrække registreret for nogen sportsmand overhovedet - 1000 sejre i træk blev det til, hvorefter han trak sig tilbage og gik på velfortjent pension. Ubesejret.

Og hvad var det så lige, at han konkurrerede i? Jo, David Foster (den største sportsmand nogensinde, husk det nu) var bedre end nogen anden til at hugge træer over med en økse...

...Jeg synes det er så fantastisk, at jeg lige vil bruge et par linier af jeres opmærksomhed på at forklare, hvad det går ud på:

I professionel sports-økse-hugning er der to discipliner - der er vandret hugning (hvor man hugger et træ, der står op) og lodret hugning (hvor man hugger et træ, der ligger ned). Man skal bruge en økse. Man kæmper to ad gangen. Og den, der først hugger stammen over, har vundet. Ganske enkelt. Men der er mere.

Ligesom i golf findes der også handicap i sports-økse-hugning. Handicappet ligger imellem 1 og 10 og angiver, hvor stort et antal sekunder man skal vente efter starten går, inden man må tage sit første hug.

David Foster er den eneste sports-økse-hugger nogensinde til at konkurrere med et handicap på 10. Men han vandt alligevel. David Foster er med andre ord det eneste menneske i verden, der godt må kalde Tiger Woods, Ronaldinho og Roger Federer for en flok useriøse tøsedrenge, og så kan man jo faktisk ikke lade være med, lige at stoppe i Latrobe for at kigge sig lidt omkring og købe en kold cola.

Hvis det lykkes dig at løsrive dig fra David Fosters hjemsted, ender turen ved den Tasmanske nordkyst, hvor landevejen belønner dig med havnebyen Davenport, om hvilken Lonely Planets rejseguide i halvfemserne skrev, at byens højdepunkt var at køre igennem Drivethru'en ved havnens MacDonalds - og så køre ud igen.

Jo, der er masser af kultur på Tasmanien - man skal bare lige ud og finde det først.