Half now, half later. But not literally, appearantly..

Funny fact om Australien; Pengesedlerne hernede er ikke lavet af papir, men af plastic.

Det har jeg egentlig været klar over længe, men det er ikke før end i dag, da jeg sad på den lokale café og eksperimenterede med deres mocca-cheesecake (fordi det var umuligt at lade være) at jeg opdagede hvorfor.

Det skete lige efter at jeg havde sage ordene; "But it makes no sense, because you can still tear them apart like papir notes." Hvilket man naturligvis overhovedet ikke kan.

Hvordan kan det desuden være, at man kan ødelægge to ellers fuldstændigt fejlfrie ting som mocca og cheesecake ved at blande dem sammen og gøre dem til én ting?

Danish dynamite

Der er ikke mange flere end cirka 24 millioner mennesker i Australien, og det er i grunden ikke særlig mange.

Det er godt nok mange flere end i Danmark, men sammenlignet med Tyrkiets 80 mio, Tysklands 85 mio eller de cirka 20 mio der lever i London alene er det meget, meget lidt for et land, der samtidig er et kontinent som er større end USA, større end Kina og større end hele Europa.

Alligevel er det fedt at traske rundt hernede på den anden side af kloden og få øje på danske ting. Indtil videre har jeg haft fornøjelsen (ikke gengældt af mine australske venner, jeg garanterer) af at pege begejstret og sige "se, dansk!" ved gensynsglæde med Georg Jensen, Lurpak, danske designmøgler, Pandora og dansk feta-ost fordi de europæiske handelsfacister heldigvis ikke kan bestemme hvem der må kalde en feta for en feta i Australien.

Men aldrig har jeg været mere overrasket end i går, hvor jeg traskede rundt i en af de aller yderste forstæder til Melbourne i et let forvirret og meget sent forsøg på at finde en bar nær universitet, hvilket efter en halv times gang havde ført mig til hovedindgangen til den danske virksmhed Coloplast.

Coloplast producerer plasticposer og pap-dimser af enhver art til brug i hospitalsvæsener og sygepleje over hele verden, også Australien, men jeg kan ved gud ikke begribe hvad de foretager sig i forstandsområdet Clayton, Melbourne.

Men gensynsglæden var alligevel stor og uforfalsket, og jeg pegede stolt og sagde "se dansk!"

Det samme kan jeg til gengæld ikke sige om alt det bacon/marmelade/creme/chokolade/multebærcompotfyldte wienerbrød, der bliver kaldt for en "danish" hernede, og som jeg aldrig nogensinde har set før. Det samme gælder for dette her charmerende sted, der i det store hele er et porno-outlet med live-shows, og som stolt henviser til en eller anden obskur form for skandinavisk kvalitet.

Desværre var ekspedienten ikke i stand til at give mig en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor butikken hedder som den gør.

Gør følgende;

Blogging er angiveligt blevet den digitale tidsalders hverdagsbarn, mængdens digitale selvbestaltning, sofistikeret teknologi i mundrette amatørbidder, der tillader os almindelige brugere at bidrage og udveksle i stedet for at afsende og modtage, og det er jo fantastisk.

I hvert fald hvis man spørger tidsalderens medfølgende medieeksperter (der som regel ikke går af vejen for at besvare spørgsmålet på deres egen blog. Se for eksempel denne blog, hvor begrebet interaktiv kommunikation bliver defineret "…et mål for mediets potentielle mulighed for at lade brugeren øve indflydelse på den medieformidlede kommunikations indhold og form” ved at knytte begreberne interaktivitet og til "...medier, der udover mediers output fra mediesystem til bruger også åbner mulighed for forskellige grader af og former for input fra bruger til mediesystem”. http://www.mortenft.com/1998/11/14/definition-af-interaktivitet-pa-www/)

Derfor er det altså på tide, at bloggen bliver interaktiv. Og jeg synes vi skal benytte vores teknologiske gavebod til at undersøge og efterprøve et af livets helt essentielle spørgsmål, som jeg længe har efterstræbt et tilfredsstillende svar på. Jeg beder jer om at gøre følgende;

1) Gå ud på badeværelset eller køkkenet.
2) Sæt en prop i afløbet.
3) Fyld badekarret eller køkkenvasken op med vand.
4) Fjern proppen.
5) Observér hvilken retning vandet drejer rundt på vej ned i afløbet.
6) Skriv en kommentar til dette blogindlæg med resultatet af dit eksperiment.

Jeg har allerede selv foretaget eksperimentet, og indtil videre kan jeg berette, at vandet på den sydlige halvkugle drejer med uret rundt på vej ned i afløbet. Nu er det op til jer. Lad ikke de stakkels medieeksperter i stikken...

Dagens skilt: Hvis bare man kunne komme ind...

Her er endnu et skilt fra Sydney, som ikke giver nogen mening overhovedet. Hovedsageligt på grund af skiltets utroligt dominerede placering:

For det første giver det ingen mening at reklamere med, at man er anerkendt. Hvis man er anerkendt, behøver man jo ikke at reklamere..

Desuden siger skiltet jo ikke noget om, hvilken pris restauranten har fået. (Efter alt hvad vi ved kan det være prisen for værste restaurant i Sydney.)

Nå, der kan jo være en god forklaring (og et dårligt reklamebureau) bag den historie. Men der er altså ingen undskyldning for, at skiltet gør det totalt umuligt for eventuelle kunder at komme ind i restauranten...

Men hvor ligger den virkelige Burger King?

"Burger King" hedder slet ikke "Burger King" i Australien, men kalder sig i stedet for "Hungry Jack's". Årsagen er, at navnet Burger King tilbage i 1971 allerede var optaget af en eller anden lokal kioskejer i kirkebyen Adelaide.

Adelaide ligger i Southern Territory, og er Australiens eneste stats hovedstad, der ikke blev grundlagt af fanger og prostituerede. Byen blev i stedet opført af præster og akademikere.

Jeg synes bare I skulle vide det..

Her er en YouTube video med en mand, der fortæller om det hjemme fra sin dagligstue.
http://www.youtube.com/watch?v=q5VVe8lTexo

Han siger desuden, at Australiens oprindelige Burger King var i Queensland. Men ifølge Andrew Terry og Heather Forrest's "Where's the Beef? Why Burger King Is Hungry Jack's in Australia and Other Complications in Building a Global Franchise Brand", trykt i Northwestern Journal of International Law and Business i 2008, volumen 22 side 171–214, tager han fejl.

Han er nok selv fra Queensland.

Verdens uofficielle svine-influenza-hovedstad

Det er ikke for at lyde morbid, men der er ikke noget, som er så skidt, at det kun er skidt for noget. Det gælder også sådan noget som en solid epidemi.

Svine influenzaen er et af de globale fænomener, der binder verdens ender sammen og skaber enighed på tværs af kontinenter og verdenshave, og i den forstand er det uhyre spændende at følge med i, hvad den internationale verden er i stand at mønstre i form af samarbejde og vidensdeling, når det virkelig gælder. Vi vil jo gerne være forberedt..

Nåh ja, nu er jeg nok en af dem (pessimister?), der stadig føler, at svine influenzaen mere ligner en brandøvelse i en kontorbygning i Herlev end et terror angreb på Nørreport, men derfor bliver der jo stadig sat ting i værk. Ligesom dengang hvor vi var bange for Kogalskab. Nej, SARS. Nej vent, Anthrax. Og miltbrand. Nej, flydende skobomber var det vist, og derfor skal jeg huske at pakke min tandpaste ind i en plasticpose på nøjagtig 100 ml med lyn-luk, inden jeg stiger om bord, så vi alle ved, at jeg ikke er en terrorist, og Colgate-faren er afværget...

Men vi er især bange i Victoria, hvor mere end 900 uheldige inficerede nu er i gang med at gøre staten kendt som det mest svineinfluenza-ramte sted i verden. 900 mennesker er i sig selv ingenting. Til sammenligning forsvinder der hvert år cirka 30.000 backpackere i den Australske ødemark. Og dem er der altså ingen, der kører rundt og leder efter - men det skyldes muligvis at de alligevel er unge og fattige, og at det er sådan et funny fact, at det trækker endnu flere turister til (end det slår ihjel?).

Svine influenzaen er anderledes alvorlig, fordi det helbredsmæssige katastrofepotentiale er gevaldigt meget større. Jo, nu er den almindelige konsekvens af den dødsensfarlige mutant-virus ganske vist kun en ondskabsfuld hoste og lidt feber, og jo, vi har sådan set en effektiv kur imod den. Men konsekvenserne benægter sig alligevel ikke, og de rækker vidt omkring, og nogle gange rammer de kendte mennesker såsom top atleter, og det er nærmest mere end nationen er i stand til at bære.

Således sidder det australske landshold i lacrosse - en sportsgren, der stadig halter uendelig langt bagefter aktiviteter såsom bridge, lagkagebagning og sten-saks-papir i kampen om at komme på det olympiske program - netop nu tilbageholdt i Sydkorea, fordi et af holdets medlemmer er testet positiv for svine influenza. Efter sigende bliver de tilbageholdt under umenneskelige vilkår - og uden noget at give sig til!

Derfor priser jeg mig bare lykkelig for, at jeg endnu ikke er blevet inficeret i de smittefarlige Melbourneske gader. Jeg har allerede betalt min husleje frem til den første, og desuden har jeg ikke en tvitter-profil på internettet, hvor jeg kan udsmugle hjemmevideoer af mig selv og min forfærdelige situation på hvad de australske lacrosse spillere, ifølge tv-kanalen ABC, kun kan beskrive som et skrækscenarisk "et-og-et-halvt stjernes hotel".

...Nogle mennesker har bare aldrig boet på et hostel...

(I kan se de demoraliserede og muligvis livstruede nationalheltes video på deres hjemmeside her: http://twitter.com/FairfaxVideos/statuses/2202003062)

The tales of the Kloge Skandinavere

Så jeg er endelig færdig med alle mine afsluttende opgaver i de fire fag der udgør et fuldt semester hernede, og jeg har lovet at skrive en lille smule om, hvordan det er at studere i Australien.

Kort fortalt er det Australske uddannelsessystem meget lig det danske, men der er alligevel nogle afgørende forskelle. For det første er det ikke gratis at studere - og der er naturligvis ingen, der får SU. Det er ikke noget man tænker meget over i hverdagen hernede, men I skal vide, at jeg kun har oplevet én eneste reaktion fra andre landes studerende, når jeg fortæller dem, at mit universitetsophold er gratis hernede OG at jeg får en månedsløn fra staten for at studere, og det er hovedrystende, åbenmundet tavshed.

Alle andre steder end i Danmark er det et fuldstændig utænkeligt gavmildt system, og som en begunstiget dansker er det svært ikke at skamme sig en lille smule over at være så heldig. Især fordi "that's why you all are so fucking smart," som regel er det næste, jeg får at vide. Skandinavere har nemlig ry for at være mere end gennemsnitligt begavede studerende, og jeg er enig med australierne i, at det til dels hænger sammen med de økonomiske realiteter.

Fordi australiernes studenterøkonomi ser lidt anderledes ud, studerer de nemlig på en anden måde. Mange bor hjemme imens de læser på univeritetet, og praktisk talt alle har et deltidsjob, hvor det mest normale er at arbejde 20-25 timer om ugen ved siden af det, der skal forestille at være et fuldtidsstudie. I realiteten er det langt de færreste australiere, der studerer på fuldtid, og derfor er det akademiske niveau også en smule lavere end det tilsvarende danske.

Af samme årsag er det også de færreste, der læser mere end en 3-års bachelor. Det er muligt at tage 2-års post-graduates, researchprojekter, honours og masters hernede, men det er strengt taget ikke nødvendigt, det er dyrt og de færreste kan se, hvad de skal bruge dem til. I Danmark kan man ikke stille meget op med en bachelor uden en tilhørende kandidatgrad, ganske enkelt fordi en 5-års universitetsgrad er blevet normen for stort set alle fagområder der er i blot perifer kontant med den akademiske verden. (Herregud selv journalisterne har jo fået lov til at kalde sig for professionsbachelorer nu, så vi kan læse en kandidatgrad og blive "cand.public"'er!) Med andre ord virker det som om, at det generelle uddannelsesniveau for min generation er højere i Danmark end det er i Australien.

En anden årsag er, at mængden af udlandsstuderende er helt enorm i forhold til de danske universiteter. Australien er det eneste vestlige land i nærheden af Asien, og de velhavende asiatiske familier sender horder af elever på udvekslingsophold i Australien for at give dem muligheden for at studere jura, økonomi, fysik, litteratur og medicin på engelsk. Eftersom de fleste asiatiske lande har en helt anden sprogstamme og ikke bruger det latinske alfabet til daglig, er selv de begavede og flittige asiateres engelsk sjældent bedre end middelmådigt, og i sammenligning høster vi skandinavere en masse sund respekt for at have et langt bedre andetsprog.

Alligevel er det klart, at udvekslingsstuderende som udgangspunkt er dårligere stillet i forhold til de akademiske krav end australske studerende - alene det at skifte fagene fra sin hidtidige uddannelse ud med helt andre og nye fag på det samme uddannelsesniveau sænker præstationsniveauet. Men eftersom udvekslingsøkonomien udgør en central del af den indkomst, der sikrer universiteterne sorte tal på bundlinien hernede, præger de også det akademiske niveau. Der er ikke mange, der dumper.

Det er også svært at dumpe, i hvert fald hvis man studerer humaniora. Kontakt-timerne for de fleste fag er to ugentlige timer; én times lektion i et stort auditorium og én times seminar med underviseren i en klasse. Men timerne er mindre vigtige, for karaktererne bliver givet for de essays og præsentationer eleverne afleverer i løbet af semesteret, og som tilsammen udgør 100% elller 100 points af faget. 50 points er bestået. 80 eller derover er topkarakteren "High Distinction".

Så hvis semesterets afsluttende essay udgør 50 procent af semesteret samlede karakter, og jeg får karakteren High Distinction med 80%, så har jeg fået 40 points ud af 50 mulige for min opgave. Og at jeg kun er ti points fra at bestå semesteret. Forstået? Det er egentlig bare simpel og lidt klodset matematik.

Denne måde at gå frem på avler naturligvis en hel del spekulation hos tidspressede australske studerende, der allerede har bestået semesteret eller er meget tæt på det, inden den afsluttende eksamen skal afleveres. For eksempel var min veninde Yaelle flink nok til at regne ud for mig, at jeg allerede havde optjent 49,75 points i mit antropologiske fag, inden jeg afleverede det endelige 40% essay i går. Eftersom de første 30 procent af en karakter bliver delt relativt gavmildt ud for blit at aflevere et stykke papir med det rigtige navn på, kunne jeg altså have sparet lidt på panikken før lukketid.

Nah. I virkeligheden vil jeg jo gerne give den gas i eksamenerne. Og så får vi også at se, om skandinaverne virkelig er klogere...

FREEEEDOM!

Det er som om at solen er lidt varmere. Luften en anelse friskere. Som om at tyngdekraften er mindre insisterende og buschaufførerne gladere og al min mad lidt mere gavmild i smagen. Sådan er det, når man har afleveret sin sidste eksamen. Nu er der kun en måneds ferie i Australien tilbage. Og jeg begynder med at gå i seng og sove længe.

Vi ses på den anden side.

Tusind tak for gaven!

Nåh ja, så kom jeg til at fylde 25 engang i sidste uge. Det gik der sådan set ikke så meget tid med, for jeg har stadig ikke overlevet semesteret hernede. Men jeg blev alligevel mindet om det af et par dejlige mails fra far og mor, og så naturligvis en pakke, helt fra Århus.

Fra Danmark fik jeg; et par stribede sokker, 31 flag på en snor, et uforskammet smigrende kort, en pakke kondomer og to poser med kanel og en instruktionsmanual. Med andre ord alt hvad en 25-årig diasporadisk mand kan ønske sig i udlandet.

Så kære Adam, Katja, Seb, Hanne og Buch: Tusind mange tak for gaven!

Angående instruktionsmanualen for kanelen, så har jeg tænkt lidt over det. Efter grundig overvejelse har jeg besluttet mig for, at jeg simpelthen ikke er tilstrækkeligt ubegavet til at klæde mig af, gøre mig våd, gå uden for og hælde kanel over mig selv, for derefter at offentliggøre et billede af det på bloggen. Desuden er vinteren en anelse for kold her i Melbourne.

Hvis I vil se mig kun iført kanel bliver I altså nødt til at kommer herned og gøre mig selskab. Ellers må i bruge fantasien - det er trods alt tanken, der tæller. :-)

Dagens skilt; Det er derfor det er min yndlingscafé..

Nogle gange, når man er i dårligt eksamenshumør og bare vil have sin sorte kaffe, tager andre mennesker - eller i dette tilfælde en væg - bare ordene ud af munden én:

"No neonlights, no highschool sweethearths, no drive thru, no roller skating waitresses, no goddamn cologne & NO CLOWNS! No free figurines, no dancing, no jukebox, no sophmores, no seniors, no beehives and no booths..."

Overspringshandling?

Hvad jeg burde have lavet i dag:
Identificeret essay-spørgsmål, valgt essay-spørgsmål, identificeret relevant litteratur, læst relevant litteratur, identificeret nøgleproblemstillinger til essay, formuleret en skriftlig disposition, emailet min medstuderende eventuelle spørgsmål, læst noget mere relevant litteratur, emailet min underviser vedrørende akademisk fortolkning og referencer, påbegyndt skrivning af essay.

Hvad jeg har lavet i dag:
Set Rambo 2 og spist pizza.

Motivation er sådan en underlig størrelse...

One to go...

Der har været rekord-pause på bloggen, og jeg vil gerne begynde med at undskyld til alle mine fire stamlæsere (hvis man da kan kalde det det, når der ikke er noget at læse overhovedet).

Men der er eksamensperiode i Australian såvel som alle andre steder i den akademiske verden, og det betyder et hav af essays,week-exams, peer-assesments og reports, og jeg har arbejdet en hel del på en hel del af det.

Den gode nyhed er, at jeg lige har uploaded mit eksamensprojekt i det journalistiske fag jeg er hernede for at tage - og som jeg bliver betalt af EU for at klare mig rigtig godt i.

Den dårlige nyhed er, at projektet er elendigt. Men jeg har det nu alligevel sådan, at det virkelig trækker op i den gennemsnitlige vurdering af det hele, at det er afleveret og overstået!

Alt muligt andet er også blevet lagt bag mig, og det betyder, at der kun er en enkelt uge tilbage, hvor jeg skal skrive ét enkelt lille bitte essay. Mit sidste. Og så er det adios til Monash University med de uforståelige områdekort og de kartoffelbelagte pizzastykker for ever.

Det betyder også, at jeg har en chance for langsomt at starte bloggen op igen. For der er stadig en hel måned til jeg vender tilbage til Danmark, og hvis alt går efter planen bliver der også tid til lidt mere seightseeing og flere fortælleværdige historier fra landet Down Under.