Det er ikke for at lyde morbid, men der er ikke noget, som er så skidt, at det kun er skidt for noget. Det gælder også sådan noget som en solid epidemi.
Svine influenzaen er et af de globale fænomener, der binder verdens ender sammen og skaber enighed på tværs af kontinenter og verdenshave, og i den forstand er det uhyre spændende at følge med i, hvad den internationale verden er i stand at mønstre i form af samarbejde og vidensdeling, når det virkelig gælder. Vi vil jo gerne være forberedt..
Nåh ja, nu er jeg nok en af dem (pessimister?), der stadig føler, at svine influenzaen mere ligner en brandøvelse i en kontorbygning i Herlev end et terror angreb på Nørreport, men derfor bliver der jo stadig sat ting i værk. Ligesom dengang hvor vi var bange for Kogalskab. Nej, SARS. Nej vent, Anthrax. Og miltbrand. Nej, flydende skobomber var det vist, og derfor skal jeg huske at pakke min tandpaste ind i en plasticpose på nøjagtig 100 ml med lyn-luk, inden jeg stiger om bord, så vi alle ved, at jeg ikke er en terrorist, og Colgate-faren er afværget...
Men vi er især bange i Victoria, hvor mere end 900 uheldige inficerede nu er i gang med at gøre staten kendt som det mest svineinfluenza-ramte sted i verden. 900 mennesker er i sig selv ingenting. Til sammenligning forsvinder der hvert år cirka 30.000 backpackere i den Australske ødemark. Og dem er der altså ingen, der kører rundt og leder efter - men det skyldes muligvis at de alligevel er unge og fattige, og at det er sådan et funny fact, at det trækker endnu flere turister til (end det slår ihjel?).
Svine influenzaen er anderledes alvorlig, fordi det helbredsmæssige katastrofepotentiale er gevaldigt meget større. Jo, nu er den almindelige konsekvens af den dødsensfarlige mutant-virus ganske vist kun en ondskabsfuld hoste og lidt feber, og jo, vi har sådan set en effektiv kur imod den. Men konsekvenserne benægter sig alligevel ikke, og de rækker vidt omkring, og nogle gange rammer de kendte mennesker såsom top atleter, og det er nærmest mere end nationen er i stand til at bære.
Således sidder det australske landshold i lacrosse - en sportsgren, der stadig halter uendelig langt bagefter aktiviteter såsom bridge, lagkagebagning og sten-saks-papir i kampen om at komme på det olympiske program - netop nu tilbageholdt i Sydkorea, fordi et af holdets medlemmer er testet positiv for svine influenza. Efter sigende bliver de tilbageholdt under umenneskelige vilkår - og uden noget at give sig til!
Derfor priser jeg mig bare lykkelig for, at jeg endnu ikke er blevet inficeret i de smittefarlige Melbourneske gader. Jeg har allerede betalt min husleje frem til den første, og desuden har jeg ikke en tvitter-profil på internettet, hvor jeg kan udsmugle hjemmevideoer af mig selv og min forfærdelige situation på hvad de australske lacrosse spillere, ifølge tv-kanalen ABC, kun kan beskrive som et skrækscenarisk "et-og-et-halvt stjernes hotel".
...Nogle mennesker har bare aldrig boet på et hostel...
(I kan se de demoraliserede og muligvis livstruede nationalheltes video på deres hjemmeside her: http://twitter.com/FairfaxVideos/statuses/2202003062)
onsdag den 17. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hehe, du har så meget ret.. Sjovt nok startede jeg også med at være dødsens ræd for den sygdom, men på nuværende tidspunkt ville jeg altså ikke være bange for at få det - det er trods alt svært at gardere sig mod, og desuden dør man jo lissom ikke af det for et godt ord! Men nu må vi jo se, har nu sikker nedkaldt én eller anden uhelbredelig og yderst dødbringende ultramuteret svineinfluenzavariant over mig selv..
Hvis du vil være mange for noget, så begynd at være bange for trafik og diabetes! Men det er selvfølgelig knap så sexet...
Send en kommentar