Forelsket i Melbourne

Jeg er ankommet til mit universitet i dag. Måske er ankommet det forkerte ord, eftersom jeg allerede var her for et par uger siden - da jeg netop var landet i Melbourne for første gang. Denne gang er det dog en helt anden oplevelse. Pa to uger har universitetet genvundet den befolkning, som de enorme bygninger, talløse restauranter og enormt sportsarealer vidnede tavst om, da hedebølgen var på sit højeste, og jeg stadig var ramt at jet-lag.

Jeg vil skrive meget mere om det fantastisk campus senere, det er jeg sikker på. For nu er det nok at fastslå, at universitetes område herude ganske enkelt har det hele, og at man skal være glad for at være her. Alligevel er jeg ked af det, for der er én ting, der mangler; Resten af Melbourne!

Herfra er der 15 min. gang, 20 min. bus og 30 min. tog til det centrale Melbourne. Og endnu længere til min elskede forstad med strandende syd for byen, med de botaniske haver, med de lokale skak-klubber og fortovscaféer, med shoppinggaderne og esplanaden og de langsomme solnedgange over is-spisende hundeluftere og vin-drikkende kærestepar på molen. Det er uden for rækkevidde.

Årh, jeg ved, hvad I tænker. I tænker, at jeg umuligt kan føle mig tilpas i en storby. Men sagen er, at Melbourne slet ikke opfører sig som en storby. Jo, den har alt, hvad man kan forlange af en by med knap 4 millioner mennesker; her tonsvis af moderne kultur, udtrykt igennem kulinaristik, igennem natur og parker, igennem shopping og arkitektur, igennem historie og mangfoldighed og alle former for bekvemmelig stordrift, der kun findes i verdens største levesteder. Men det, der gør Melbourne til en fantastisk by, er alt det, som byen mangler.

Her er ingen affald. Der er simpelthen rent, luften er klar, ingen smog. Måske er det fordi, at her ikke er nogen biler. Jeg har endnu ikke set en trafikprop eller en kø på vejen, selv ikke i de helt centrale gader. Her er ingen fattige hjemløse, ingen slum, og her er ingen trængsel på cykelstierne. Men frem for alt er her masser af plads. Alle hovedgader er overdrevent brede, beplantet med grønne træer, med fyldige fortove, med designerbænke, adskilt af åbne pladser så selv bykernen, med dens utallige højhuse skulder ved skulder, virker lys og overskuelig.

Det er som om, at hele Melbourne blev bygget på én gang efter et koncept om renlighed og albuerum - hvorefter halvdelen af byens befolkning kastede sig i havet for at gøre bedre plads til den anden halvdel. For når man står midt i en millionby og kigger på halvtomme gader, med egetræer og sporvogne, kan en eks-københavner ikke lade være med at spørge sig selv; "hvor i alverden er resten af menneskene?"

Svaret er, at Melbournes befolkning bor og lever i deres forstæder. Det er i forstæderne, de hører til, her de shopper, drikker kaffe, mødes med venner, kolleger og potentielle kærester, her de handler dagligvarer og holder weekend. Alt hvad der er nødvendigt i en by, er spredt ud, fordelt på hvert af de distrikter, som er den egentlig attraktion, sjæl og sjældenhed ved storbyen Melbourne. Midtbyen rummer de berømte parker, de spektakulære udstillinger, akvarier, arenaer og museer, men ikke storbyens daglige nødvendigheder i skærende kontrast til København, hvor alt foregår centralt, og hvor en god lejlighed er beliggende så tæt på rådhuspladsen som overhovedet muligt.

Jeg sagde farvel til Melbourne igår sammen med Claire fra England. Sammen købte vi en håndfuld øl, en ost og lidt lyst brød og chokolade og afsluttede Melbourne for denne gang ved at se udendørs biograf i Royal Botanical Gardens under klar stjernehimmel. De viste Breakfast at Tiffany's, den med Audrey Hepburn, og da vi gik i strandsandet på vej hjem til hotellet, vidste jeg, at jeg var blevet forelsket.