Langt fra Melbourne

Igaar satte jeg mig ind i et fly og stod af i Alice Springs.

Alice Springs er langt fra Melbourne. Alice Springs er i det hele taget langt fra hvad som helst.

Hvis du kan komme i tanke om det, saa er det umuligt at finde i en 6000 km radius herfra, forbeholdt de foelgende undtagelser; Sand, sten, stegende sol, firhjulstraekkere, bananfluer og K-mart. Jo, her er faktisk en K-mart. Og den har grill-bestik paa tilbud.

Heldigvis er her ogsaa en pool uden for mit hostel. Her tilbragte jeg tre timer i gaardsagens eftermiddagsovn, imens jeg spekulerede over, hvad der foerst ville faa bugt med mit helbred; poolens tydeligt giftige kloroploesning eller solens naadesloese UV-behandling.

I sidste ende var det vores aircondition, der fik mig ned med nakken. Umulig at slukke, umulig at skrue ned for, umulig at undgaa. Man foeler sig godt nok dum, naar man flytter sin madras ned paa gulvet, fordi man fryser i en oerkennat.

Ellers er historien om Alice Springs ganske kort; noget med guld, noget med opaler, noget med vigtige faerdselsveje under den ene og den anden verdenskrig, noget med aboriginals og resten om turisme og en stor, bemaerkelsesvaerdig klippe. Her bor 28.000 mennesker, og ingen af dem lever af andet end at servicere de andre og de tilrejsende.

De tilbagevaerende stammefolk lever slet ikke af noget som helst. De lever knapt nok. I ordenes fysiske forstand. Paa enhver afsveden plet med graes og skygge ligger de og sover; paa maven og paa ryggen og i forsterstilling. Saadan indtager de livloest byens parker og aabne pladser og inspirerer i de forbipasserende en pludselig lyst til at prikke dem med en pind, for at se om de stadig lever.

Men stammefolket, med deres forvaskede t-shirts og deres flamingoarmbaand, hoerer mere til folket i Alice Springs end nogen af byens andre beboere. Skoent deres tid her i omraaadet hoerer en svunden aera til, fortaeller deres usoignerede ansigter og daarlige engelsk paa en maade mere om denne by end moderniteternes logo-bevaebnede firhjulstraekkere og poolrensere. Som de spankulerer usikkert rundt paa stanklede ben, taeret bort af alkohol og generationers indavl, spejler de sig i byens latterligt skroebelige eksistensgrundlag, og det sig i dem. Godt jeg skal videre imorgen.

Dette er langtfra Melbourne.