Opal-feber; Som i det vilde vesten

Den tredje var transportdag til en by kaldet Cooper Pedy. Selvom vejen ikke saa saerlig lang ud paa kortet - og selvom chauffoeren ikke ligefrem koerte oekonomisk - tog det os alligevel 6 timers koersel langs den snorlige Stuart Highway.

Hovedvejen er opkaldt efter James Stuart, en af de australske helte fra det forrige aarhundrede. Han var saaledes den foerste til at krydse det australske kontinent i kampen for at etablere en telegraflinie imellem nord og syd - og dermed skaere informationstiden ned fra 6 maaneder til blot tre dage. Efter flere forgaeves forsoeg lykkedes det ham til sidst at klare distancen paa kun tre maaneder, hvilket er ganske imponerende for en 1800-tals ekspedition i den slags terraen. Ifoelge historien hvilede han i tre dage, hvorefter han tankede vand paa hestene og paabegyndte turen tilbage til Adelaide for at fortaelle sine arbejdsgivere om sin succes. Sejt. Desvaerre fik han skoerbug paa vejen og doede kort efter.

James Stuarts strategi for at krydse kontinentet var ganske enkel; han gik fra vandkilde til vandkilde for paa denne maade at finde vej frem over sletterne. Det er derfor, at de smaa byer langs hovedvejen alle hedder noget med vand; Alice springs, Wolf Creek, Quorn River etc. Det er ogsaa derfor at landets dyr, heriblandt kaenguruer og emuer, soeger taettere paa hovedvejen naar toerken bliver streng, hvilket resulterer i et stigende antal roadkills.

Cooper Pedy er ikke opkaldt efter vand, for her blev aldrig fundet noget af James Stuart. Men et par generationer senere fandt hans landsmaend noget andet i jorden, nemlig verdens stoerste opal-fund. Cooper Pedy er saaledes en vaskeaegte mineby - her er ganske enkelt ikke noget som helst andet oenskeligt i omraadet end opaler. Det er her man graver, hvis man har droemme om at blive rig, eller hvis man bare vil forsvinde fra jorden overflade og aldrig blive fundet. Den lokale vittighed er, at ejendomskontoret i Cooper Pedy har registreret 2000 huse, postkontoret 200 navne og skattekontoret kun 2. Naar man vandrer igennem byen er det ikke engang sjovt.

Regeringen har lavet en lov, der forbyder store virksomheder at overtage minedriften, og det betyder at enhver australier - eller for den sags skyld journaliststuderende med arbejdstilladelse i sit VISA - kan opsoege lykken. Og det er ganske nemt. Foerst skal du finde et stykke land i omraadet, som du godt kunne taenke dig at grave i. Naar du har fundet det, gaar du ind paa byens ejendomskontor og lejer jorden (50x100m) for cirka 700 kroner om aaret. Saa skal du lige bruge en gravelicens til omkring 160 kroner om aaret, og saa kan du bare gaa i gang med at grave efter opaler. Og har du ikke lyst til at boevle med at grave skakter og alt det, kan du bare leje et stykke jord, der allerede er gravet ud, og saa ellers fortsaette, hvor den tidligere lykkejaeger gav op. Finder du noget, er det dit.

Men det virkeligt seje ved Cooper Pedy er, at man kan bo under jorden. Det er faktisk at foretraekke, for under jorden er temperaturen omkring 24 grader aaret rundt, upaavirket af den strenge sol, og den konstante temperaturforskel paa luften over og under jordoverfladen goer, at ventilation er automatisk. Og det er ganske nemt at bygge sit eget hus. Du lejer en gravemaskine, graver en skakt paa en haandfuld metre - eller hvad du nu er i humoer til - og saa begynder du ellers bare at grave plads til stue, sovevaerelse og koekken. Et faerdigt, underjordisk hus med cementeret gulv, elektricitet, kloak og vand koster omkring $50.000 (under 200.000 kroner), og det bedste er, at du graver efter opaler imens du bygger! Saaledes moedte vi en fyr, hvis hus havde 24 sovevaerelser, simpelthen fordi han var blevet ved med at finde noget at grave efter, og derfor udvidede sit hus konstant.

Til sidst var han dog blevet noedt til at stoppe, fordi han var paa vej ind i naboens underjordiske koekken...