Forestil jer høje tindinger og halvlangt, tilbagestrøget hår. Forestil jer slips og strikket vest. Forestil jer blanke lædersko og fyldig æbleformet figur. Har I nu et billede af den tykke mand fra Blues Brothers på nethinden?
Nej, I er i fuld gang med at forestille jer min buschauffør. Men ligheden er helt utroligt slående.
Som jeg sikkert har nævnt tidligere, består Monash University af en hel håndfuld universiteter, tre af hvilke der ligger her i Victoria. Jeg har timer på to af dem, og fordi jeg ikke er den eneste, er der gratis studenterbusser, der kører i fast rutefart imellem de to Campus i Clayton og Caulfield.
Nå har jeg jo aldrig forestillet mig, at det var spændende at være buschauffør, og at køre overfyldte busser med studerende frem og tilbage imellem to Campus hele dagen må være en mental udfordring i længden. Men foruden et ulasteligt udseende er vores Blues Brother helt utroligt positivt indstillet overfor sin opgave.
Iført smil og ægte wayfarer stiger han ind i bussen, vender smilet mod rækkerne af Ipod-bærende indifference og siger "Hi everybody!" Så smiler han endnu bredere af den totale mangel på reaktion og sætter sig bag ind bag rattet.
Jeg synes, at det er en ganske imponerende arbejdsmoral, og jeg tror det er derfor at de fleste studerende her på universitetet siger pænt farvel til buschaufføren, når stiger af bussen igen..
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Ja det kunne vi sgu godt lære lidt af herhjemme. Her må det virkelig være et af de mest utaknemmelige jobs.
Korrekt. Det er jo derfor at alle buschauffører i Danmark er nogle sure idioter! :-)
Send en kommentar