You are the Fitzroy to my St. Kilda..

Lørdag aften er en event stort set alle steder i Melbourne, men ingen steder er der mere alkohol, mere vold eller mere lir end på Fitzroy st. Strandvejen ligger hundrede hurtige meter fra min lejlighed, og så er det nemt at vandre ned efter en enkelt øl - hvis jeg altså bare ejede et par lædersko, for uden er det sparsomt med steder, der lukker mig ind. Jeg gør forsøget i et par converse i stedet.

Fitzroy st. handler om lårkort og høje hæle og køkultur foran glasbarer med muslinger på is. Gaden runger af lørdag aftens berusede frihedsbrøl, og på mindre end 400 meters bredt fortov væver forudsigelige tilfældigheder dørmænd, taxa-trafik og klodsede teenagere sammen til en homogen masse af støjfyldt aktivitet og forstillelse.

Det er her det sker, og der er ingen tvivl om det, for alle de smukke mennesker er en konstant og stiltiende bekræftelse af hinanden. Her er en standard, et uspecificeret, men instinktivt fællesskab af dem, der både er unge og smukke. Det er et fællesskab af mennesker, som forstår og accepterer nødvendigheden af at vente uden for, selvom der er masser af plads indenfor. Som ikke fryser deres bare arme i den kølige natteluft, og som ved hvad de drikker, hvis der er nogen, der spørger.

Belønningen er at få mere af det samme, at kunne kigge på andre imens de kigger på dig og at blive lukket ind på egne vilkår og forlystelsernes diskobelyste lydtæpper. Det er en attraktion af display og konformitet, og masserne, der er delt i typer, der er delt i grupper der er delt i par, der er delt i komplette individer lige der hvor hænderne rører hinanden, bevæbner sig med lædersko og tålmodighed og kaster sig ud i kampen for at holde fri og retten til at sove længe i morgen.

Hvor er der en café, når man har brug for én?