tirsdag den 17. marts 2009

Den sidste sommerdag

"It's Melbourne - you never know, what you are going to get tomorrow."

Sådan indvier de lokale dig stolt i hemmelighederne bag det Sydøstaustralske klima, hvis du brokker dig over de utilregnelige vejrskift, der gør det praktisk talt umuligt at foretage et rigtigt valg, når du står på hovedet i klædeskabet tidligt om morgenen.

Alligevel er det efterhånden til at mærke, at sommeren er slut for denne gang, og at efteråret er begyndt. Den konstante vind og de kølige aftener har for længst skræmt badegæsterne væk og fået caféerne til at støve terassevarmerne af. For få uger siden bød butikkerne kunderne velkommen ind i airconditionen med små sedler på dørene, der venligt bad gæsterne om at lukke efter sig, for at holde varmen ude. I dag opfordrer de små sedler til at komme inden for i varmen - og beder os om, ikke at slippe for meget af den ud undervejs. Og selvom der stadig er bagende sol ind imellem, er det ikke de samme dominerende stråler som dem, der tørrede parkerne ud og forvandlede asfalten til glødende kul under bare tæer tilbage i februar.

Jo, sommeren er ved at være slut. Faktisk tror jeg, at den sluttede i dag omkring klokken 17.30. Jeg sad i pariserhjulet og betragtede, hvordan floden, højhusene og "the G" - Melbournes mægtigste sportsarena - aftegnede sig i årets sidste, lavtstående sensommersol.

Jeg elsker efteråret.


3 kommentarer:

Dieuwke sagde ...

Årh, hvor ser det fint ud! Og så sad du der helt alene? Godt du har en blog (som der selvf er en hær af mennesker der læser) at dele den fine udsigt med ;o)

Anders Ankerstjerne - sagde ...

Der er kun omkring 20 mennesker, der læser min blog. :-) Men jeg kan bedre lide din version af sandheden...

Dieuwke sagde ...

20 er da også en hær.. én-to-mange, ikke? ;o)