"hmm hm mmm, mm - that's when I ruled the world - ååå-åå-ååå - å - å!"

Ind i mellem tager min underbevidsthed delvist magten fra mig. Og når det sker, er det næsten som om, at der er et lille stykke af hjernen - et lille hjørnekontor i kælderen - der lukker skodderne og holder sit helt eget, private møde. Og så kører tankerne bare løs, fuld skrue derudaf, uden stop. På den måde har denne lille fokusgruppe i min hjerne for eksempel både scoret kvinden(/rne!) i mit liv, bestået alle mine eksamener (plus mange andres) og forsvaret mig imod de værst tænkelige (i ordets bogstavelige forstand) situationer, næsten uden mit bevidste vidende.

"..those, who are dead, are not dead, they're just living in my head. . . Å - Å!"

Måske er det fordi jeg giver den lov, fordi jeg åbner for sluserne. Måske er det bare en lille medfødt defekt, der har fået lov til at leve sit eget cognitive liv blandt mine mere hverdags-motiverede tanker, snedigt forklædt som koncentration eller underfundighed. Eller forvirring, bevares. Måske er det oven i købet normalt med en sådan special-sektion i hovedet. Som enhver anden eliteenhed er den nødt til at have store beføjelser under svag, autoritativ kontrol, for at få opgaven løst. Som med CIA og PET. (Men nok mest CIA, hvis vi skal være ærlige.)

"yeeeaaaaaaaahh -how long must she wait for me - yeaaaahhh"

Jeg nævner det, fordi det lille hjørnekontor overtog hele stueetagen og det meste af 1. sal i onsdags og har siddet solidt på hovedvægten af min mentale kapacitet lige siden. Anfaldet opstod umiddelbart efter at jeg bevidnede det britiske rock-band Coldplay afholde, hvad jeg kun kan beskrive som en olympisk festmiddag af en koncert for cirke 15.000 hypnotiserede tilskuere i Rod Laver Arena.

"-when you feel so tired, but you can't sle-eep, ... -stuck in reveee --E--ers,"

Jeg vil ikke gå de lokale aviser i bedene ved at lovprise koncerten mere, end jeg allerede har gjort antydningsvis, blot konstatere, at det var præcis lige så magisk og fantastisk, som man kan forestille sigdet. Alle, der planlægger at besøge Roskilde Festival til sommer, kan godt begynde at glæde sig.

"-just because I'm loosing, does'nt mean I'm lO-o-ooost, "

Nu håber jeg bare, at jeg snart kan genvinde den bevidste kontrol over mit stemmebånd, der i dagevis, automatisk og uafbrudt, har sunget, nynnet og mumlet tilfældige brudstykker af alle koncertens sange på skjult ordre fra fokusgruppen. For efter tre dage i en bil stoppede Pernille og Jeppe mig resolut ind i en K-mart i universitetsbyen Warrnambool, jeg fik lov til at købe CD'en, så vi "-i det mindste kunne høre sangene dér!" Og jeg formoder, at selv musikglade mennesker kigger underligt, når man afbryder universitetsforelæsningen med en usikker acapella af de aller nyeste toner.

Hmm.

" -I'll just blame it on a rush of blood to the head..."