lørdag den 4. april 2009

It's a contact sport, retard!

Ja, jeg ved godt, at der ikke var noget blog-indlæg i går. (Og at det helt sikkert ødelagde jeres dag -stort undskyld til alle fire faste læsere.) Men sagen var den, at jeg havde alt for travlt - og at alt hvad jeg foretog mig hele dagen var at skrive, studere, skrive, ringe, researche, vente på en sporvogn, sidde i en sporvogn, vente på et bibliotek, sidde på et bibliotek, sidde på et kontor, vente på en sporvogn, sidde i en sporvogn, spise junk-food, klappe en lille hund på maven og gå i seng.

I dag har jeg nogenlunde gjort det samme, med den lille krølle at jeg har flyttet adresse og været til mit livs første fodboldkamp. Australsk fodbold, altså. Også kaldet "footy". Og lad mig sige med det samme, at der var god stemning blandt de 46.000 tilskuere til lokalopgøret i Telstra Dome.
I modsætning til europæisk fodbold er der intet politi, der er ingen visitationer, der er ingen hegn blandt tilskuerne, og holdenes fans er blandede, så de kan sidde og råbe af hinanden uden at råbe alt for højt. Men det er nu ikke fordi, at tilskuerne ikke går op i spillet. Tværtimod. Australsk fodbold er så australsk som det overhovedet kan blive, og alle australiere elsker det ganske enkelt.

"It's a famliy sport, really," som en af mine veninder sagde, da hun forsøgte at forklare, hvorfor sporten er så populær hernede. Og det gav jeg hende helt bestemt ret i, lige indtil en af spillerne på banen blev sparket i ryggen af modstanderen, og jeg hørte hende skrige: No FOUL you fucking RETARD -it's supposed to be a contact sport, FUCK YEAH! GOOO!!!
Jeg havde aldrig troet, at der kunne komme så meget lyd ud af sådan en lille pige...

Nå. Jeg vil ikke gå i detaljer med reglerne, for de giver alligevel ingen mening. Det korte af det lange er, at banen er oval, at man må løbe med bolden, men at man skal sparke den ind i de andres mål. Og at man må tackle hinanden stort set uden hæmninger, naturligvis. Jeg holder forresten med Carlton, hvis nogen skulle spørge. (Jeg har selv været nødt til at spørge.)


Andet har jeg ikke tid til nu. Klokken er 2 om natten nu, og jeg skal gøre mit essay om den australske vandmiljøplan færdig i morgen. Historien om min flytning kan I få senere.

2 kommentarer:

Secilie Abildgaard sagde ...

Aussie Rules!!!
Fedt, jeg nåede aldrig at se det. Efter sigende er deres outfits så skimpy og kropsnære, fordi der så er mindre at få fat i under taklingerne. Før havde de løse shorts, og så kunne de hele tiden give hinanden en ordentlig olfert!!
glæder mig til at høre om flytningen :-)

Anders Ankerstjerne - sagde ...

Ja, det var ret fedt! Men faktisk ikke så voldeligt, som jeg havde troet. Men meget, meget intenst...