Det australske must-see; check!

Som omtalt tidligere har bloggen vaeret stille, fordi jeg har vaeret paa tur langt ude i den australske outback. Det var seks fantastiske dage, som jeg lige vil forsoege at foelge op paa i datid.

Foerste dag gik fra Alice Springs til det sagnomspundne Kings Canyon, der er endnu en fantastisk klippeformation, formet omkring en underjordisk flod, der igennem tiderne har skaaret en dramatisk udseende dal i det omkringliggende landskab. Det var lidt over 48 grader, vores hike gik stejlt opad og saa stiftede jeg bekendskab med fluerne for foerste gang - ikke sidste. Tilsyneladende er fluer det eneste dyr, der trives i det centrale australien, og der er meget, der tyder paa, at de lever af turister.

Om aftenen fik jeg lov at sove under den aabne oerkenhimmel i tourens lejr, desvaerre med fuldmaane over hovedet. Det lykkedes mig dog alligevel at kigge naermere paa den del af himmelen, som vi aldrig faar at se i Nordeuropa. Naeste dag var den store dag.

Midt i australiens golde sletter staar der en kaempe stor sten. Faktisk staar der tre, men isaer
en af dem er speciel. Sammen med Operahuset i Sydney er den et af Australiens absolut mest kendte kultursymboler, turistattraktioner, postkortmotiver og - ganske sikkert - blogemner.

Ayers Rock - eller Uluru, som de indfoedte kalder den, er 'en kaempe stor klippe. Bogstaveligt talt. Den bestaar ikke af mange smaa stykker eller flager eller noget lignende, det er simpelthen 'en stor, sammenhaengende sten, mere end 50 meter over og omkring 7 kilometer under jorden befinder den sig. Den er roed og praktisk talt selvlysende naar solen er naer horisonten, den er rund og den har faaet de mest fantastiske kurver efter millioner af aars (omkring 118, for nu at vaere noejagtig) nedbrydning og tilslibning fra naturens kraefter. Men det er ikke det, der er fantastisk ved at se den. Det er det omkringliggende landskab.

Jeg koerte igennem outback'en i en bus, hvilket er den eneste anbefalelsesvaerdige transportform, medmindre man ejer en firhjulstraekker. Siden enorme indlandske bjergkaeder paa mere end 11 kilometer blev dannet i voldsomme jordskaelv for de mange millioner af aar siden, har Australiens undergrund ligget fuldstaendig stille, og resultatet er fantastisk; roedt sand, stoev, en enkelt busk, et par traer, noget afsvedent graes og tusindvis og atter tusindvis at hektar efter hektar med absolut ingenting. Bjerge nedbrydes med tiden, slides op og forsvinder i havet som om de aldrig har eksisteret, og det er praecist hvad outbacken afspejler. Her er fladt, fladt, fladt saa langt man kan se, og det barske klima, der kun efterlader de allermest haardfoere planter med en chance for eksistens, bidrager til oplevelsen af at vaeret faldet igennem verden og befinde sig paa undersiden af jordens overflade. Og saa, lige pludselig, staar der en kaempe stor klippe midt i det hele.

Uluru bestaar af et klippemateriale, der er haardere end det omkringliggende. Den slides altsaa ned langtsommere end resten af Australien, og det er derfor den popper op midt paa sletten. Det samme gaelder for de andre klippeformationer; Kata Tjuta (walley of the winds) og Moores Rock der ligger paa den samme laengdegrad som Uluru med en haandfuld kilometers mellemrum. Traekker man en streg igennem disse tre klippeformationer midt i outbacken kigger man paa laengdeaksen af de to tektoniske plader, der i sin tid stoedte sammen og pressede jord og sten hoejt op i luften, og som siden har ligget stille. Det er ikke underligt, at de lokale tror, at stenen er hellig.

Der er meget mere at fortaelle om Uluru og det omkringliggende landskab, og ikke mindst om det lokale folks kultur og det politiske spil omkring ejerskabet af omraadet, der i dag er en beskyttet nationalpark, men jeg har paa fornemmelsen, at jeg vil miste et par laesere, hvis jeg fortsaetter. Lad os bare noejes med at sige, at jeg fik taget et par fotos.